Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Jakob Elkjær
De seneste 20 års politik om øget arbejdsudbud frem for alt medfører akademikerbashing, et oprør fra Vandkantsdanmark og en tiltagende dem mod os-retorik, skriver redaktøren.
Jacob Nielsen
Debat

Ulighed: Så skal vi igen redde velfærden ved at fjerne den

De Radikale bør fjerne den pin i knaphullet, der skal vise, at de er gode mennesker, som støtter FN’s 17 verdensmål. Et af målene handler nemlig om øget lighed, skriver redaktøren.

De unge møder et langt mere barskt arbejdsmarked end os andre.

Under Folketingets afslutningsdebat satte statsminister Mette Frederiksen (S) endelig ord på:

"I dag er vi nu der, hvor næsten hver tredje ikke arbejder i en fuldtidsstilling. Løst ansatte, tilkaldevikarer, platformsarbejdere, nultimekontrakter, ulønnet praktik. Det har mange navne", lød det fra statsministeren, der senere uddybede:

"Jeg tror, der ligger mange årsager bag. Men lige så mange årsager, der er, lige så tydeligt er det, at der er en bagside. Ikke mindst for mange af de unge, der er på vej ind på arbejdsmarkedet."

Den lader vi lige stå et øjeblik. For hvordan er det nu, det er?

De unge skal arbejde, til de er 72 år eller mere. Og i mellemtiden kan de løstansatte ikke få lov at låne til en bolig i banken og har derfor har svært ved at stifte familie.

Samtidig bliver en stor og privilegeret del af min generation på 50+ med gode, faste job forgyldt af prisstigninger på aktier i vores pensionsordninger og en priseksplosion på ejerboliger i de store byer, så vi kan lave forældrekøb til vores børn. Ovenikøbet har vi bevilget os selv den pensionsalder på 68 år, som vi ikke kan unde vores egne børn.

Kæden er hoppet af. Samfundskontrakten er gået i stykker.

Kæden er hoppet af. Samfundskontrakten er gået i stykker

Jakob Elkjær, ansv. chefredaktør for DM Akademikerbladet

De, som har revet samfundskontrakten i stykker, tjener typisk selv over 50.000 kroner om måneden. De sidder i ministerierne, organisationerne og tænketankene i de store byer og har i årevis succesfuldt lobbyet for, at dagpenge og sociale ydelser og skatten skal ned, mens arbejdsudbuddet skal op. Koste hvad det vil.

De har altid en idé til at tage pengene fra nogen, som har færre penge, end de selv har. Det er ikke nok, at dagpengene og kontanthjælpen mv. allerede udhules systematisk, fordi de stiger mindre end lønnen. Lige nu er øjnene rettet mod kontanthjælpen til psykisk udsatte unge, SU’en, førtidspensionen og pensionsalderen. Igen-igen.

Det ser ikke ud til, at 50.000 kroner plus-segmentet er i stand til at fremsætte et forslag, der ikke gavner dem selv.

Og det på trods af, at alle fra OECD til FN og danske topøkonomer har fastslået, at nu bør uligheden ikke stige mere. Ja, selv den amerikanske præsident har forstået, at stigende ulighed er en blindgyde. Øget ulighed skaber grobund for vrede, populisme, Trump og Brexit.

Tvangstanken om øget arbejdsudbud fører til akademikerbashing

Men sådan er det ikke i Danmark. For her er alle lige?

Nej, de seneste 30 år er uligheden steget, og de seneste tyve års skæve politik fra Christiansborg baseret på tvangstanken om øget arbejdsudbud har medført akademikerbashing, et oprør fra Vandkantsdanmark og en tiltagende dem mod os-retorik.

Utroligt, at De Radikale i den situation bare søvngængeragtigt trasker ned ad stien med yderligere forslag om forringelser for de svageste. Partiet vil gøre noget ved boligbeskatningen – fint nok - men dem, der har mindst skal lige klippes. Igen.

De Radikale taler nu om at udfase efterløn, hurtigere stigende pensionsalder og beskæring af SU – alt sammen for at øge arbejdsudbuddet.

Hvorfor skal arbejdsudbuddet øges igen ved at tage penge fra dem, som har mindst? Er vi virkelig så sikre på, at de fattigste er dovne?

Chefredaktør Jakob Elkjær

De Radikale burde fjerne den pin i knaphullet, der skal vise, at de er gode mennesker, der støtter FN’s 17 verdensmål. Et af målene lyder nemlig, at indkomsten for de fattigste 40 procent af hvert enkelt lands befolkning skal stige hurtigere end gennemsnittet.

Hvorfor skal arbejdsudbuddet øges igen ved at tage penge fra dem, som har mindst? Er vi virkelig så sikre på, at de fattigste er dovne?

Måske skulle man i stedet satse på at få vores dimittender hurtigt i arbejde? Måske skulle arbejdsgiverne sikre flere lærepladser i stedet for at skrige på mere støtte og flere skattelettelser? Og måske skulle vi se at få uddannet de 20 procent af hver generation, der ender som ufaglærte? I Danmark.

Så kan vi også bedre sige, at Danmark faktisk støtter FN’s verdensmål i praksis.

Hvis ikke os i 50.000 kroner plus-segmentet indser, at vi ikke kan blive ved med at rage til os på bekostning af de unge, så går vores tillidsbaserede samfund i stykker.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad