Redaktøren: Ledighed er værre end corona

Inden jeg skriver nedenstående, må jeg hellere sige følgende. Jeg vasker hænder, og jeg holder afstand. Og jeg er lige så bekymret for min 86-årige far og mine nære og kære med kroniske sygdomme som alle andre. Men jeg savner proportioner i den offentlige debat.

Coronavirussen er ikke så slem, som vi frygtede.

Hver dag får vi nye tal, der på forskellig vis viser, at sygdommens dødelighed er overraskende lav – både fordi vi holder afstand, og fordi sygdommen viser sig at være mindre dødelig, end vi først troede.

Til gengæld er det overvældende, hvor kraftigt coronakrisen har ramt økonomien. Antallet af ledige er steget massivt, og vi har ikke set toppen.

Samtidig er der sket noget virkelig mærkeligt med den offentlige meningsdannelse.

Det er mit indtryk af den offentlige debat, at enten er man hensynsfuld, god, social og solidarisk og går op i at beskytte de ældre og de svækkede mod coranavirus. Eller også er man egoistisk, kold, kynisk, ultraliberal og tænker kun på erhvervsliv, bruttonationalproduktet og job. Sådan fremstår det i hvert fald i mit Facebook-feed.

Men det er en falsk modsætning. En løgn af tragiske dimensioner. Ledighed og dårlig økonomi koster både livskvalitet og menneskeliv. Hvis der er noget, der vender den tunge ende nedad, så er det en økonomisk krise. Spørg bare de kommende dimittender, hvordan det føles at skulle ud på arbejdsmarkedet nu.

Vi er ikke hensynsfulde over for de økonomisk udsatte, når vi sætter økonomien på vågeblus. Det rammer timelønsansatte, freelancere, små selvstændige, løsthængende lønmodtagere og nyuddannede som en benhård syngende lussing.

Det, vi har forskningsmæssigt belæg for at sige om ledighed og sundhed, er følgende:

Stigende ledighed medfører flere skilsmisser, flere fattige, dårligere sundhed, mere partnervold, mere ensomhed, flere psykisk syge, mere misbrug og flere selvmord. Ja, vi ved sågar, at ledighed ikke bare rammer den nuværende generation, men også de arbejdsløses børn, som selv har større risiko for ledighed, uddanner sig mindre og har dårligere økonomi. Lektor i økonomi Birthe Larsen forklarede det meget præcist i DR’s Deadline på arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Vi har måske glemt det under højkonjunkturen, men ledighed er ikke til at spøge med.

Når ordet forsigtighedsprincip bruges af statsminister Mette Frederiksen og andre, så taler de om, at vi skal være forsigtige af hensyn til risikoen for umiddelbar spredning af smitte. Jeg har ikke hørt dem tale om et forsigtighedsprincip i forhold til at øge ledigheden med alle de alvorlige følger, som det har.

Det burde vi begynde at gøre. For selv om hvert eneste dødsfald er tragisk, så er der heldigvis meget få, som dør af coronavirus relativt set.    

På en ganske almindelig dag dør normalt 147 mennesker i Danmark. P.t. er 493 døde af coronavirus i Danmark i alt, hvilket indtil videre er langt færre end de 1.680–5.600 som Sundhedsstyrelsen først anslog – og altså ikke meget mere end der normalt dør på tre almindelige hverdage. Vi er hverken på den røde eller grønne kurve, men langt under dem begge.

Til sammenligning døde 1.644 mennesker af influenza i 2018, da vi sidst havde en ubehagelig sæson. Og på et normalt år dør 15.330 af kræft, 12.177 af hjertesygdomme og 6.640 af sygdomme i åndedrætsorganerne. 

Og hvor vi tidligt i april troede, at dødelighed skal måles i procent, så skal den efter alt at dømme måles i promiller - ligesom en hård influenza. Den fysiske afstand, som har været med til at holde dødstallene nede, har samtidig medført at færre dør af andre vira, så vi i Danmark stort set ikke kan måle en overdødelighed ift. andre år. 

Modsat står det til med arbejdsløsheden, hvor tallene bliver stadig mere alarmerende.

"Ledighed koster liv, livskvalitet og leveår"

Mens de første forsigtige skøn lød på, at 10.000 måske ville miste jobbet på grund af corona, så steg ledigheden med 46.506 personer fra 9. marts til 29. april. Og Nationalbanken har forudset, at bnp kan falde helt op til 10 procent i år. Til sammenligning faldt bnp med knap 5 procent, da det så værst ud under finanskrisen i 2009.

Økonomien bløder, og det ville være meget værre, hvis ikke vi havde haft en regering og et folketing, som med rettidig omhu havde sat resolut ind med hjælpepakker, som holder titusindvis af danskere i job.

Coronavirus er heldigvis ikke helt så dræbende, som vi troede. Det, vi har gjort ved økonomien, er langt værre, end vi frygtede.

Jeg er bange for, at vi som samfund tager de forkerte beslutninger, hvis vi ensidigt stirrer på statistikker over coronadødsfald uden at sætte det i relation til andet.

Det her er ikke skrevet for at være mandagstræner og bagudrettet kritisere regeringen og Folketinget, som jo hele tiden har reageret på de foreliggende oplysninger. Det er skrevet for at minde om, at ledighed faktisk koster liv, livskvalitet og leveår på den lange bane.

For hver dag med stilstand er der folk, som mister deres livsgrundlag. Det skal regeringen og Folketinget huske, når de lægger planer for genåbningen. Jeg skriver ikke dette for at argumentere for, at alt skal åbnes på én gang, for det kan selvfølgelig også gå for stærkt, så vi bliver slået tilbage til start.

Men når vi åbner Danmark igen, bør beskæftigelsen være det helt centrale sociale pejlemærke.

Jeg er med på, at vi stadig skal holde afstand og vaske hænder, men hvis vi vægter forsigtighedsprincippet i forhold til sygdommen for højt, så får det uoverskuelige sociale konsekvenser. For eksempel er det ubegribeligt for mig, at vi som samfund tilsyneladende har opgivet at få 6. til 9. klasse i skole før sommerferien.

Udsatte unge er de første til at droppe fjernundervisningen, og vi kan ikke leve med, at endnu flere unge ikke får nogen form for uddannelse efter folkeskolen. Det er i forvejen et problem, at hver femte ikke uddanner sig. Det er dem, der står forrest i køen til at blive fremtidens ledige.

Vil vi tillade det?