Hans blev ledig og straks kom de vrede kommentarer: Jeg fik at vide, jeg skulle holde min kæft

Det er godt nok sjældent, jeg bliver egentlig overrasket over andre menneskers adfærd på såkaldt sociale medier, men jeg har de seneste uger på egen krop (eller profil, faktisk) oplevet klart udtryk for en intimiderende stigmatisering, som mange andre må have oplevet før mig. Det har givetvis været et ekstra pres for mange, som i forvejen er i en stressende position.

For når man bliver ledig, mister man ikke blot sit job og dermed sit indkomstgrundlag. Man mister i nogles øjne åbenbart også retten til at mene noget som helst.

Lige en kort forhistorie:

Den 1. januar i år genbesøgte jeg dagpengesystemet efter 29 års fravær, hvor jeg heldigvis har kunnet klare mig uden den hjælp.

Omkring nytår bemærkede jeg en tendens på LinkedIn. Jeg blev tippet om rigtig mange jobskifter blandt mine kontakter. Nogle i form af opslag under overskriften ”Jobnyt”, hvor en person takker for rejsen hos den gamle arbejdsgiver og/eller ser frem til rejsen hos den nye. Næsten altid denne rejsemetafor. Andre tips kom i form af notifikationer fra LinkedIn’s algoritmiske maskine, som foreslog mig at ønske jobskifterne tillykke med deres nye positioner.

Den sidste type notifikationer opstår, når man opdaterer sit CV med en ny titel.

Det gav mig en idé. Jeg ville gerne orientere mit netværk om, at det nu igen var muligt for mig at løse opgaver, efter at jeg i en længere periode har måttet takke nej, fordi min tid har været rigeligt besat. Så jeg skrev et opslag med ”Jobnyt”, hvor jeg fortalte, at jeg nu var ”Dagpengemodtager hos Dagpengesystemet”, og så oprettede jeg et nyt punkt med dette på mit CV.

Mødte fordomme i debatten

I forbindelse med oprettelsen af et nyt punkt, får man mulighed for at lade maskinen sende en opdatering til netværket – så det gjorde jeg.

Det fungerede fint. Jeg har i skrivende stund rundet 14.000 visninger, 59 reaktioner og 11 kommentarer på mit opslag, hvilket er rigtig fin respons i forhold til, hvad jeg normalt oplever. Dertil fik jeg to likes og 10 kommentarer på min jobopdatering – den ene kommentar kom fra en mig ubekendt storbarmet russisktalende blondine, som jeg åbenbart havde lukket ind i mit netværk. Hun ønskede mig tillykke med LinkedIn’s autoudfyldte standardsvar – og så røg hun ellers ud af mit netværk. Måske viser det, at også jeg selv undertiden er lidt fordomsfuld?

Nu stod der så ”Dagpengemodtager hos Dapengesystemet” under mit profilbillede, og jeg gav mig til at fortsætte mit almindelige debatterende liv på LinkedIn.

Her havnede jeg i en debat om iværksætteri – et emne, som jeg i al ubeskedenhed mener at have sat mig pænt godt ind i såvel teoretisk som praktisk. Undervejs i en ellers ok debattone møder jeg så følgende udsagn: ”Men jeg må sige, at hvis ellers din titel passer, bliver jeg en smule provokeret over at disse holdninger skulle komme fra netop dig så".

I en anden mindre lødig debat mødte jeg: ”Må dagpenge modtager godt rejse. Trodede i skulle være tilgængelig for arbejdsmarkedet". (citatet er gengivet ordret inklusive stavemåde)

Hvilket jeg – måske lidt friskt – tolker derhen, at vi dagpengemodtagere blot pænt bør sidde og være taknemmelige, ydmyge og ikke mindst tilgængelige i stedet for at ytre os. Jeg gik ikke ind i yderligere debat om dette.

Dagpengemodtageres erfaringer er ikke værdiløse

Men altså: Mindre end to uger efter, at jeg er gået på dagpenge – og står ved det – får jeg to gange at vide, at jeg skal holde min kæft – med direkte henvisning til, at jeg er dagpengemodtager. Når jeg er dagpengemodtager, behøver man åbenbart ikke at argumentere mod mine argumenter i debatten. Det er nok at sige: ”Hold kæft, og vær til rådighed, mens vi andre snakker.”

Det gør mig harm!

Det er ikke mit eget valg, at jeg er ledig. Og når jeg modtager dagpenge, ser jeg det som indløsning af skadeserstatning på en forsikring, som jeg faktisk betaler en pænt høj præmie på. Alle ledige – og altså også jeg – har vores egen baggrund for at være i denne situation. Men hvorfor dette skulle gøre vores erfaringer værdiløse, fatter jeg ganske enkelt ikke.

Hvordan skal denne økonomiske detalje bortvaske værdien af mine mange års erfaring som freelancer, selvstændig, direktør, projektmager, iværksætter og hvad jeg ellers kan bryste mig af at have kunnet kalde mig gennem mit hidtidige arbejdsliv?

Bliver mine erfaringer med at stifte virksomheder og skabe projekter pludselig ubrugelig og uinteressant, blot fordi jeg for tiden er ledig? Kan man så ikke længere lære af mine succeser og fejltagelser?

I virkeligheden kan jeg godt tåle disse to personers nedgørelse af mig, og jeg forventer heller ikke, at alle der læser mine indspark i debatten, sætter sig grundigt ind i mine meritter. Men hver gang en holdning bliver ytret på et socialt medie, kan man godt regne med, at der er en række af tavse læsere, som mener det samme. Eller måske blot opfatter det samme.

Skal det virkelig være sådan, at lediges stemmer skal have mindre vægt i debatter, blot fordi vi har mistet vores job? Og skal vi virkelig være tvunget til at skjule vores ledighed, hvis vi vil have andre til at lytte?

Jeg bruger mit elektroniske jeg til at opbygge og fastholde troværdighed. Men hvis en væsentlig del af mine ukendte læsere, som jo kunne være potentielle nye arbejdsgivere eller opgavestillere, opfatter min status som dagpengemodtager som devaluerende for min troværdighed, så har jeg jo et ”negativ spiral”-problem.

Derfor ændrer jeg nu min LinkedIn-status til noget mere socialt acceptabelt, som stadig er sandt, og så smækker jeg nogle af mine kompetencer op i overskriften. Samtidig snupper jeg lige en tur mere rundt i mit netværks bevidsthed ved at lade LinkedIn foreslå, at I alle ønsker mig tillykke med min nye position.

På forhånd tak.