Dansk Magisterforening

3 trin til optimalt udbytte af gratis e-bøger

E-bøger, som er gemt til senere læsning, optager plads i bevidstheden og ligger rent mentalt som en uløst opgave. Og uløste opgaver belaster, for de stjæler energi og fokus, skriver Hans Stokholm Kjer. © Foto: Lars Horn

Debat Hans Stokholm Kjer
Del artikel:

Der er tonsvis af e-bøger til 0 kr. på markedet. Hans Stokholm Kjer opstiller tre trin til, hvordan man får det optimale udbytte af denne type delt viden, og konklusionen vil måske overraske.

Der har i lang tid været en trend blandt mange slags firmaer, især dem med løsninger over nettet, at man høster folks e-mailadresser ved at tilbyde dem en gratis e-bog.

Måske har du derfor, ligesom jeg, en stak gratis e-bøger liggende, som du ikke har fået læst. Og som du tænker, at du måske vil læse en dag, når du får tid. Men som du dybest set ved, at du aldrig får læst – dette især understøttet af, at du ikke engang fik taget hul på dem, mens du var lagt ned med corona. Hvilket egentlig også er ligegyldigt – for de var jo gratis.

Men ”bøgerne” findes af én og kun én grund: Der skal høstes e-mailadresser.

De gratis fristelser

Ganske ofte er disse e-bøger blevet markedsført som gratis. Det er godt nok ikke lovligt, fordi Forbrugerombudsmanden betragter tilmelding til et nyhedsbrev – altså afgivelse af samtykke til brug af din e-mailadresse – som betaling, hvorfor ordet ”gratis” ikke må bruges i den sammenhæng.

Alligevel oplever vi ofte den slags tilbud som gratis, fordi vi jo reelt blot kan afmelde os nyhedsbrevet igen – hvilket mange af os ikke rigtig får gjort. Men prisen var 0 kr.

Og netop derfor lader vi os af og til friste til at downloade en (ikke helt) gratis e-bog.

Derfor er den såkaldte e-bog oftest i virkeligheden et otte-siders Powerpointshow, som er gemt som pdf, og den reelle positive værdi af ”bogen” er forsvindende lille

Bøgernes positive værdi

Når vi har set et par stykker eller tre, har vi også lært kvaliteten at kende.

Det vil nemlig ofte være sådan, at den virksomhed, som deler gratis ud af sin viden, lader en lille cliffhanger være åben, så du får præcis nok viden til at vælge netop denne virksomhed til at give dig det fyldestgørende svar.

Naturligvis mod betaling. Hvilket forekommer rimeligt, fordi de jo lever af at have og levere netop den viden.

Derfor er den såkaldte e-bog oftest i virkeligheden et otte-siders Powerpointshow, som er gemt som pdf, og den reelle positive værdi af ”bogen” er forsvindende lille.

Du kan i heldigste fald finde enkelte guldkorn, men sjældent et dybdegående overblik over emnefeltet og dets detaljer.

Bøgernes effekt er forsvindende lille

Så kunne man mene, at disse skrifter – for ”bøger” er nok en lidt for flot betegnelse – er lige så harmløse, som de er værdiløse.

Sådan har det ikke altid været for mig. For bøger, som er gemt til senere læsning, optager plads i bevidstheden. De ligger rent mentalt som en uløst opgave. Og uløste opgaver belaster. De stjæler energi og fokus.

Så hvor den positive værdi er forsvindende lille, bliver den negative værdi i form af stressbelastning tilsvarende stor – og som oftest endda større.

Tre trin til optimalt udbytte

Der er jo forskel på maksimalt udbytte og optimalt udbytte.

Ved maksimalt udbytte af en bog, får du al den viden, som bogen reelt indeholder plus en synergi med den viden, du har i forvejen.

Ved optimalt udbytte får du det størst mulige resultat af regnestykket ”positiv værdi minus negativ værdi”.

Det leder mig til den konklusion, at det optimale udbytte af de ”gratis” e-bøger, jeg selv har downloadet gennem tiderne (hvor jeg dog har udeladt den ene, som jeg selv har udgivet på lignende vilkår, da den jo naturligvis var et stykke reel, uegennyttig og saglig videndeling), ville være opnået ved at følge følgende tre trin, som jeg hermed anbefaler:

  1. Opret en mappe med navnet ”ubrugelige e-bøger” direkte under ”dokumenter”
  2. Flyt alle dine gratis e-bøger over i den mappe, du lige har oprettet
  3. Slet mappen ”ubrugelige e-bøger”

Og som et ekstra bonustrin kunne man med fordel tilføje:

  1. Køb en bog
}