Dansk Magisterforening

Fra lektor til lektiehjælper og forfatter: Tidsfordriv gjorde en forskel

Pt. er Mette Boye Kirkeby forfatter og nystartet lektiehjælper, men også hjemmegående på fjerde år. © Foto: privat

Debat Mette Boye Kirkeby
Del artikel:

For første gang i sit 43-årige liv følte Mette Boye Kirkeby sig for alvor arbejds- og identitetsløs, da hun sagde sit job op og flyttede til Schweiz. Her skriver hun, hvordan en pause fra arbejdslivet, fik hendes karriere på nye spor.

Flow, fordybelse, selvrealisering, stress, quiet quitting. Vores stræben efter det gode liv kan sættes på mange begreber.

I Mark Mansons bog Kunsten at være fucking ligeglad ligger glæden ved meningsfuld livsvirksomhed i selve den smertefulde klatring op ad bjerget og ikke alene i det øjeblik, hvor man lykkes med at nå toppen. Det bliver således udviklingsprocessen, der er nøglen til lykke og ikke listen af ting, man har opnået.

For mit eget vedkommende er jeg en selveksileret kvinde bosiddende i Schweiz med mand og to børn. For nogle kan det måske umiddelbart lyde som en oplagt og småeksotisk mulighed for både fysisk og mental bjergklatring, men udadtil er jeg ikke vigtig. Jeg udstråler ikke travlhed og succes, for hvis der er noget, jeg har haft rigeligt af de seneste tre år, er det tid. Tid til at tænke, tid til at mærke efter i mig selv og fornemme den eksistentielle tomhed, der skriger på lige dele fordybelse og forpligtelse til at genopfinde mig selv, så jeg kan bevise min livsduelighed og blive en succes.

Sandheden er, at jeg er et privilegeret og ambivalent menneske - hvem længes ikke efter mere tid i livet? Men med jævne mellemrum og med fare for at lyde som et offer, må jeg indrømme, at jeg kan blive ramt af privilegieblindhed. I perioder kan det være svært at få øje på storheden, statusmarkøren og den meningsfulde foretagsomhed i det ordinære hverdagsliv som Hausfrau med alle dets trivielle processer.

Det ville være en tilsnigelse at påstå, at jeg har en solid indkomst og føler mig som en succes

Mette Boye Kirkeby

Efter to års orlov sagde jeg i januar 2022 mit job op som lektor på VIA University College i Aarhus uden at have et andet job på hånden.

For første gang i mit 43-årige liv følte jeg mig for alvor arbejds- og identitetsløs. I mit voksenliv har jeg altid haft et job, også som studerende på universitetet. Først som timelærer og sidenhen som adjunkt og lektor. Selv efter – eller måske på grund af - to års orlov som udlandsdansker under corona kom det bag på mig, at jeg ikke anede, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne uden mit underviserjob og min faglighed.

Havde jeg lagt for meget identitet i min professionelle underviserrolle?

Måske en midaldrende identitetsforvirring

I stedet for at undervise begyndte jeg at skrive, hvilket hensatte mig i en flowtilstand og dernæst gjorde mig skamfuldt synlig for mig selv. I stedet for at præsentere mig selv som underviser begyndte jeg at søge arbejde, få afslag og fremstille mig selv på en ny måde. Småfnisende og med røde kinder fortalte jeg folk, at jeg var begyndt at interessere mig for at skrive skønlitteratur.

Pt. er jeg forfatter og nystartet lektiehjælper, men også hjemmegående på fjerde år.

Det ville være en tilsnigelse at påstå, at jeg har en solid indkomst og føler mig som en succes, men jeg forsøger stadig at minde mig selv om mine privilegier: at jeg har tid til min familie, og at det har været muligt for mig at skrive og til sommer udkommer jeg med en roman, der netop handler om at forsøge at få livet til at gå op, også i et usundt arbejdsmiljø.

Men lige så stort et privilegie det er at få tid til at fordybe sig, lige så angstprovokerende, skamfuldt og svært kan det mildest talt være at give slip på sin faglighed og tryghed i ens hjemland. For hvem er jeg nu? Hvem skal jeg være noget for? Hvordan kan jeg bidrage til samfundet i et andet land? Hvorfor kan jeg indimellem savne mit til tider hektiske arbejdsliv? Og kan jeg mon skrive en bog mere?

Min udfordring har muligvis rod i midaldrende identitetsforvirring i en tid, hvor hjemmegående ofte rimer på tilbagestående. Og måske handler det i lige så høj grad også om alle mulige andre ting. Børnene, der bliver store og selvstændige, længslen efter at gøre en forskel, sætte et aftryk, høre til og blive en del af nye fællesskaber – kort sagt at få det der gode, besværlige liv til at lykkes.

Det bliver naturligvis tilfredsstillende for mig at få min færdige bog i hænderne, men set i bakspejlet er det bedste næsten, at bogudgivelsen ikke var en bevidst målsætning fra starten. Det begyndte med små, tilfældige skriverier. Et tidsfordriv, der til tider har været voldsomt frustrerende, men som trods alt virkede meningsfuldt i udgangspunktet.

}