En kakofoni af prekære stemmer: For os er coronalivet hverdag

Vi i kollektivet Flexwerker inviterede vores fellow prekære kolleger til at tilmelde sig en online skrivesession i Google Docs. Vi mødtes en tirsdag formiddag kl. 11 og skrev sammen i 45 minutter.

Følg med i Google Docs-dokumentet i her:

I dokumentet var alt i princippet tilladt. Vi måtte bare ikke slette hinandens tekst, men vi måtte gerne lade os inspirere af de andres historier og erfaringer. Vi måtte stille spørgsmål og svare, være poetiske og flabede og fandenivoldske.

Det var en invitation til at mødes om det, man ikke har et fællesskab om. Efterfølgende har vi i Kollektivet Flexwerker redigeret dokumentet.

Ni personer deltog i skrivesessionen. Se dokumentet her: 

*

Hvor skal man starte?

Det blæser i dag

*

Ja, hvor skal man starte?

*

Hvor starter man?

*

Min situation under corona

hvordan har den ændret sig?

har den ændret sig?

jeg tager ikke på kontorfællesskabet ligesom før

holder mig hjemme

venter på

at der ligesom skal ske noget

at vi får de tre millioner til det projekt der

at barselsvikariatet

jeg søgte i sidste uge

går igennem

at fremtiden bliver bedre

sådan som mit arbejdsliv altid har set ud

*

Jeg har haft corona uden ret til løn under sygdom

*

Du har været syg?

Ingen penge?

*

Syg, ja

ingen penge, måske

det skal kommunen lige finde ud af

det er svært for dem

når man har flere arbejdsgivere og kombinerer a- og b-indkomst

jeg har fået sygdommen på det job

der ikke betaler mig under sygdom

*

Jeg er freelancer

og mit arbejdsliv er nærmest stoppet fuldstændig op

jeg har hjemmekontor og mulighed for at arbejde som før

men der kommer nærmest ingen opdrag

det hele er stoppet op

*

Jeg har brugt de sidste fem–seks år på at oparbejde en kundebase

at kunne tjene en nogenlunde anstændig løn

jeg er bange for

at jeg nu er sat langt tilbage

at jeg skal bygge det hele op igen

*

Jeg har CVR-nummer

så kan heldigvis få kompensation for tabt omsætning

det er mere fremtiden

jeg er bekymret for

jeg skal nedlægge virksomheden

hvis jeg skulle på dagpenge

det har jeg ikke lyst til

jeg er glad for at være freelancer

var på dagpenge for et par år siden

det system vil jeg ikke ind i

men betaler stadig til a-kasse

just in case

*

Jeg har måtte sige til mig selv

“du åbner simpelthen ikke computeren

inden du enten har fået morgenmad eller

inden du har fået tøj på”

jeg er vant til at skulle strukturere alt selv omkring min hverdag og arbejde

der er ikke en familie som naturligt sætter rammer for

hvornår jeg kan arbejde

det er en fantastisk frihed

at kunne holde fri og arbejde når man vil

men når man er i sit hjem 24/7

så er grænserne svære

mit kontorfællesskab

turen dertil og hjem

hjælper med at adskille tingene

*

Jeg har i årevis haft meget stress

stresssymptomer

søvnproblemer

hjertebanken og høj puls

nogle perioder er jeg altid opmærksom på

at mit hjerte slår

min mor har sagt

at man ikke skal være opmærksom på at ens hjerte slår

da samfundet blev bedt om at blive hjemme

fik jeg en ro i mig

som om et ydre krav blev sat i bero:

man kunne selv få lov at definere graden af præstation

men så begyndte jeg igen at få stresssymptomer efter noget tid

arrangementer osv osv osv blev rykket online

jeg blev igen ramt af at være bagud og skulle levere

*

Jeg synes

det har været så dejlig og tiltrængt med stilhed og ro

som prekær har jeg lært at skubbe usikkerheden ved arbejdsmarkedet væk

på en måde bekymrer jeg mig ikke så meget nu

jeg nyder tiden

lader dagene flyde af sted

*

Jeg tror

at mange har tanken:

“hvis bare jeg fik tre uger uden at skulle noget

så skulle jeg endelig lære et sprog eller

læse Ulysses eller blive god til at fægte”

denne tid har vist mig

at det ikke er mangel på tid som er skyld i alt det

jeg ikke får gjort

og det er befriende!

det lægger ligesom burde-bolden død

slut med den evige tanke om selvforbedring

*

Jeg tænker

at nu går vi alle sammen i takt

der er ingen der længere suser af sted

hvor vi andre ikke kan følge med

accelerationen er taget ud af samfundet

*

Jeg er mest bange for

at coronaen ikke kommer til at ændre noget

at vi falder tilbage til det samme

den samme trummerum

de samme klasseforskelle

den samme klimabelastning

*

Man talte om krisen som “the great equalizer”

da den rammer alle

men jeg frygter

at vi på den anden side vil se en kløft mellem mennesker

folk har vidt forskellige økonomiske udgangspunkter

*

Jeg taler ud fra faggruppen af kultur-freelancere

som jeg selv tilhører

der er dem

som har kunnet tage i sommerhus på dagpenge

med et arbejdslegat fra Kunstfonden

og så er der dem

inklusiv jeg

som ikke kan få dagpenge længere

ikke har fået et arbejdslegat

og akkurat har tjent for lidt sidste år til at kunne modtage hjælpepakke

som stakåndet må gribe efter små designjobs

der ikke findes

*

Vores fælles kamp er blevet noget andet nu

vores oplevelser og udfordringer spænder vidt i denne tid

jeg frygter at solidariteten

der fandtes mellem de prekære kulturarbejdere

vil blive mindre

at stregerne yderligere er kridtet op imellem os

vi burde vende blikket og kritikken mod de samfunds økonomiske strukturer

som vi er født ind i

*

På en måde er det helt vildt

at det er en nedre grænse for at modtage hjælpepakken

dem, der tjener under 150.000 (eller hvad, det nu er)

har jo mindst ligeså meget brug for pengene

*

Jeg har aldrig følt mig så forankret i mit hjem

som jeg gør nu

*

Vi er syv

der bor sammen

vi sidder tit i stuen og arbejder

det er jo et storrumskontor

bare med sofa og plaid og dumme jokes

*

Jeg er taknemmelig for dagpenge 

*

Også mig

selvom jeg ikke er på dagpenge lige nu

men jeg er taknemmelig for sikkerheden

*

Jeg er megataknemmelig for dagpengene

*

Jeg oplever uroen over åbningen

det fællesskab

coronaen bragte os ind i

bliver stille opløst

*

Jeg oplever

at vi mennesker igen bevæger os væk fra hinanden

kører væk i biler

retter blikket væk fra vores fælles opgave

der handler om at passe på hinanden

*

I går var jeg til en slags jobsamtale på zoom

*

Min fremtid er uklar

det var den også før

*

Jeg tænker

at mange oplever

hvordan mange af os uden det faste job altid har det

*