Danish Finance Institute: Akademikerbladet skriver "konspiratoriske spekulationer"

Akademikerbladet 01-2022 indeholder en artikel om Danish Finance Institute (DFI) under titlen “Genialt eller helt forkert? Banker sender store pengegaver i lommerne på universitetsforskere”. Den underliggende tone i artiklen er, at det er "helt forkert".

Desværre bygger artiklen på en række fundamentale misforståelser. Vi håber med dette indlæg at kunne bibringe Akademikerbladets læsere en mere retvisende fremstilling af DFI’s formål.

Artiklen bygger på den præmis, at der sker noget fordækt, og at det samtidig skulle være et unikt karakteristikum ved DFI, at bevillingsgiver (i dette tilfælde Finans Danmarks medlemmer) stiller midler til rådighed, der – som det er formuleret – ”overføres til forskernes private konti”. Ifølge artiklen skulle dette skade forskernes vilje til at levere uafhængig forskning. Vi er uenige og vil i det følgende forklare hvorfor.

Har Akademikerbladet afdækket noget fordækt?

DFI har fra begyndelsen spillet med åbne kort. DFI blev lanceret ved et større offentligt arrangement med deltagelse af pressen den 22. august 2017. Ved dette arrangement deltog daværende forskningsminister Søren Pind, som roste oprettelsen af DFI. Ministeren fremhævede: ”Og tak til Finans Danmarks medlemmer for en sådan donation. Jeg er glad og stolt over at bo i et land, hvor det private erhvervsliv i den grad tager sit samfundsansvar på sig.”

Der blev ved arrangementet ikke lagt skjul på, at DFI skulle afhjælpe den største udfordring for den danske finansieringsforskning, nemlig en løn som ikke er internationalt konkurrencedygtig. Alle tildelte DFI-stipendier, og de objektive kriterier for tildeling af disse, er endvidere offentliggjort og tilgængelige på DFI’s hjemmeside. Der har med andre ord aldrig været noget fordækt at afdække.

Initiativet til DFI blev taget af universiteterne, der henvendte sig til den danske finanssektor med den grundlæggende udfordring, som forskningsmiljøet i finansiering i Danmark står over for, nemlig at det er svært at tiltrække og fastholde dygtige forskere i finansiering. Dette skyldes, at lønniveauet på universiteterne i Danmark inden for finansieringsforskning er lavt i en international sammenhæng.

Andre fagdiscipliner har ikke samme problem. Internationalt er det nemlig sådan, at lønniveauet på universiteterne inden for finansiering er markant højere end inden for andre fagdiscipliner. Den danske finanssektor indvilligede i at afhjælpe denne problemstilling via oprettelsen af DFI.

Man kan så spørge, hvad incitamentet for den danske finanssektor er til at støtte DFI? Finanssektoren har et ønske om et højt vidensniveau i alle dele af den finansielle sektor, det vil sige blandt medarbejderne i finanssektoren, men også hos de relevante myndigheder (Finanstilsynet, Nationalbanken, Finansiel Stabilitet osv.) samt i den offentlige debat.

Det var også et ønske fra finanssektoren, at de finansforskere, der deltager i udvalg, bestyrelser, råd og kommissioner i både offentligt og privat regi, har det højest mulige faglige niveau. Dette kan kun opnås via højt internationalt niveau af forskningen og den forskningsbaserede undervisning på de danske universiteter. Og det kræver, at dygtige forskere og undervisere i finansiering kan tiltrækkes og fastholdes.

Ikke usædvanligt, at midler overføres til forskernes private konti

Det forhold, at midler stillet til rådighed af private bevillingsgivere ”overføres til forskernes private konti”, er på ingen måde usædvanligt i den danske eller internationale forskningsverden. Det er tværtimod normal praksis. Dette skyldes den simple kendsgerning, at en stor del af forskningsbevillinger generelt benyttes til løn, som – naturligvis – overføres til forskernes private konti.

Når Novo Nordisk Fonden støtter KU, benytter KU en stor del af midlerne til at ansætte forskere. Og disse forskeres løn bliver naturligvis overført til deres private konti. Når Grundfos støtter SDU, anvendes en stor del af bevillingerne tilsvarende til aflønning af forskere, etc. Konstruktionerne kan være forskellige – der oprettes et center, der ansætter forskere, forskere bliver frikøbt til forskning og andet – men konsekvenserne er de samme: forskerne modtager midler fra en ekstern bevillingsgiver. I DFI’s tilfælde sker det i form af stipendier i stedet for løn, da de ikke følges af et modkrav om arbejdsydelse.

Man kan helt generelt stille spørgsmålet, om ekstern forskningsfinansiering kan medføre interessekonflikter. Det kan det, og det er derfor en problemstilling, som universiteterne tager meget seriøst. Det er her vigtigt at understrege, at det er en generel problemstilling, der karakteriserer stort set al eksternt finansieret forskning ved danske (og udenlandske) universiteter, og derved ikke er noget unik ved DFI.

Vi vil gå så langt som til at hævde, at DFI’s konstruktion faktisk reducerer denne potentielle konflikt i forhold til typiske eksterne bevillinger ved danske universiteter. Det skyldes, at forskere tilknyttet DFI har deres løn fra universitetet samt, at tildelingen af DFI-stipendier er baseret på objektive faglige kriterier for forskningskvalitet (såsom artikler optaget til publikation i de førende internationale fagtidsskrifter i fagområdet). Mange eksterne bevillinger ved danske universiteter betaler hele forskerens løn. Hvis bevillingen falder bort, falder hele lønnen bort. I DFI’s tilfælde er forskerens løn uberørt, da den kommer fra universitetet.

DFI er inspireret af lignende initiativer i bl.a. Norge, Sverige og Schweiz. I Danmark er DFI organiseret som en forening, hvilket er nyt i dansk universitetssammenhæng. Skulle DFI organiseres som et forskningscenter, ville det kræve, at forskningscenteret blev forankret ved et bestemt dansk universitet. Den valgte model skyldes således, at Finans Danmark har haft et ønske om at støtte fagmiljøet inden for finansiering i hele Danmark - og ikke ved et bestemt universitet. Dette er den praktiske baggrund for, at DFI’s stipendiebetalinger ikke kanaliseres gennem universiteterne, men direkte til de relevante forskeres konti. Denne praksis er i øvrigt ikke ukendt, idet det også sker i forbindelse med forskeres modtagelse af diverse forskningspriser fra fonde mv. (f.eks. Nobelprisen).

DFI: Hvor er de konkrete spørgsmål om faktiske forhold?

Det forekommer os, at artiklen i Akademikerbladet mest af alt er interesseret i konspiratoriske spekulationer frem for afdækning af de faktiske forhold. Artiklen undlader helt at stille konkrete spørgsmål såsom: Hvilke forskere har holdt sig tilbage som følge af deres tilknytning til DFI? Hvilken forskning er det, som ikke er blevet gennemført, og som ville være blevet gennemført, hvis det ikke havde været for DFI? Hvordan er der blevet taget hensyn til finanssektoren i forskningen? Artiklen spekulerer i sådanne muligheder, men synes uinteresseret i, om de overhovedet foregår, og lige så uinteresseret i, hvad hensigten med DFI egentlig er.

Vi håber med dette indlæg at have skabt klarhed om DFI’s formål og virkemåde og manet konspirationerne i jorden.

Carsten Sørensen
Direktør for DFI samt institutleder og professor på CBS.

Niels Arne Dam
Bestyrelsesmedlem i DFI samt cheføkonom og analysedirektør i Finans Danmark

Svar fra redaktøren

"Vi afdækker en i dansk sammenhæng helt usædvanlig konstruktion, hvor banker og realkreditinstitutter betaler forskere store pengebeløb for at udføre en bestemt type forskning. Det er en ordning, der efter artiklens udgivelse har ført til bred debat blandt andre forskere og i offentligheden generelt. Derfor er det relevant for os at dække.

I kalder artiklen for ”konspiratoriske spekulationer”, men forholder sig ikke til den centrale kritik, der bliver rejst af kilderne i artiklen: At DFI betinger en stor del af sin støtte til publicering i et snævert udvalg af internationale finansielle tidsskrifter og dermed fremmer en bestemt type økonomisk forskning.

Det er et generelt problem, at ”ekstern forskningsfinansiering kan medføre interessekonflikter” for den frie forskning på universiteterne, skriver I. Det er sandt, og DFI’s model ligner et godt eksempel på, hvordan det kan skabe udfordringer".

Troels Kølln
Konstitueret redaktør for Akademikerbladet