Studerende: Dansk Erhvervs SU-forslag er en trussel mod fagbevægelsens sammenhold

For hundrede og syttende gang er der nu et forslag om at afskaffe SU’en for kandidatstuderende og lave en lånemulighed i stedet.

Denne gang er det Dansk Erhverv, der står bag forslaget under påskud af at forbedre den sociale mobilitet og tage bedre hånd om dem, der i dag ikke får en uddannelse.

På overfladen virker det jo som en prisværdig ambition. Det er bare stadigvæk og vil altid være en utrolig dårlig ide, at forgælde samtlige kandidatstuderende for over 100.000 kr. for at finansiere det. Der bliver brugt enormt meget krudt på at fortælle en historie, om at SU’en ikke gør noget for den sociale mobilitet. Den påstand bygger på en ekstremt usikker undersøgelse fra Rockwoolfonden, som er blevet mødt med masser af kritik. 

Men man skal man ikke tage fejl: Det kommer med sikkerhed til at skræmme nogen væk, hvis man står til at skulle starte sit arbejdsliv med kæmpe gæld. Det vil særligt ramme dem med forældre uden dybe lommer. Det ved Dansk Erhverv udmærket godt. Det er fuldstændig det samme, som når et produkt bliver mindre attraktivt, fordi det bliver dyrere.

Når en arbejdsgiverorganisation alligevel lancerer sådan et udspil, er det for at puste til de diskussioner, der de seneste år har været om at omprioritere fra akademiske til praktiske uddannelser. Det er en strategi, der har til formål at skabe splittelse blandt især fagbevægelsen og studenterorganisationer, der traditionelt har været garanter for social mobilitet.

De stikker det helt rigtige sted, fordi man ikke skal kigge langt for at se, hvordan hele uddannelsessektoren fattes penge. Det er konsekvensen af årelange nedskæringer. Derfor er det helt naturligt, hvis hver gruppe er fristet til at hyppe sit eget skind.

For et par år siden var der væsentlig større modstand for at ændre på SU’en, det var stort set kun Venstre der havde den ambition. Derefter indførte de årlige nedskæringer på uddannelse, som så af Dansk Erhverv foreslås at blive geninvesteret med SU nedskæringer som finansiering. Og pludselig kom Venstre tættere på at få sin ambition opfyldt.

SU giver studerende kostbar tid

Dansk Erhverv forsøger i debatten ivrigt at fjerne fokus fra, hvor pengene skal komme fra, til hvor de skal bruges. For selvom de danske uddannelser har set et kvalitetstab, glemmer man at SU også er med til at sikre kvalitet og lærdom for unge mennesker.

SU er jo med til at sikre at de studerende bruger den kostbare tid på at studere frem for at stresse over arbejdstid og stigende boligpriser. SU’en er også med til at sikre unge menneskers uafhængighed fra deres forældre, og at man lærer at stå på egne ben under studiet.

I mange europæiske lande ser man ofte, at unge mennesker først flytter fra deres barndomshjem når de er færdigt uddannede og er i slutningen af 20’erne. Under finanskrisen så vi en udvikling i samme retning i England, simpelthen fordi unge blev hårdt ramt på økonomien og ikke havde andre muligheder end at lade deres forældre betale gildet.

En del af formålet med uddannelse og SU, er jo at unge kan begynde at skabe sig det liv, de selv måtte ønske, uden at mor og far skal hverken blande sig eller betale regningen. Den frigørelse er man nu ved at sætte over styr.

Gæld er en dårlig start på arbejdslivet

Indtil videre i SU-debatten er det åbenbart kun social mobilitet der er det eneste mål, på om SU’en har en berettigelse, men der er et hav af langsigtede sociale og økonomiske faktorer som aldrig bliver taget højde for.

Et enkelt eksempel er, at vi aldrig snakker om, hvordan det er enormt svært at etablere sig efter endt studie, hvis man har kæmpe gæld. Udover at det giver den enkelte en dårlig start på arbejdslivet, betyder det også at der går længere tid, før man kan får fast ejendom, stifter familie og bliver en god forbruger, der holder gang ind i samfundsøkonomien. 

Vi skal være meget opmærksomme, når der kommer sådan et forslag fra en arbejdsgiverorganisation, der tydeligvis godt ved at sammenholdet i fagbevægelsen, når det kommer til uddannelse, er presset af nedskæringer.

SU’en er på mange måder den bedste målestok, for hvor stærkt sammenholdet er i fagbevægelsen.

Vi ved at fremtidens arbejdsmarked kræver, at vi skal omstille os mere, og der er det en central kamp, at man har det økonomiske grundlag for at tage en ny uddannelse. Det gælder både for skolelæreren, der vil tage en overbygning, og for tømreren, som vil supplere svendebrevet med en ingeniøreksamen.

SU’en er også garantien for, at vores børn kan blive noget andet end os selv. Så selvom en murer ikke får gavn af SU for kandidatstuderende, kan det være at hendes datter en dag er afhængig af den for at kunne blive læge. Det er en del af den samfundskontrakt, vi har indgået på tværs af fag og social klasse.

Det er dér slaget i dag står, når Dansk Erhverv vil fodre hunden med sin egen hale.

Hvis vi accepterer, at den politiske kamp for uddannelse handler om at kannibalisere forskellige områder for egen vindings skyld, kommer man til at gå arbejdsgivernes ærinde. Det kommer kun til at forstærke den effekt, at man i mangel på offentlig finansiering giver erhvervslivet stadig større magt over uddannelsespolitikken. Som bekendt bestemmer den, der betaler, jo, hvilken melodi der spilles.

I stedet er det politiske mål, at gøre uddannelserne bredt set til en prioritering efter årtiers nedskæringer. Dansk Erhverv har ret, når de siger, at der skal gøres mere for dem, der i dag bliver efterladt på perronen.

Det opnår man bare ikke ved at forgælde alle kandidatstuderende for over 100.000.