Dansk Magisterforening

Dæmonise­ringen af de humanistiske uddannelser

Ingrid Stage
Del artikel:

Produktivitetskommissionen gør et menneskes værd og bidrag til samfundet op i et snævert økonomisk rationale, hvor kun forventningen om en høj livsløn tæller.

Produktivitetskommissionens formand ville ikke bryde sig om at leve i et samfund uden humanister. Problemet er bare, sagde samme kommissionsformand, at der er for mange humanister, og det ødelægger produktiviteten og Danmarks konkurrenceevne. Altså, vi er for mangfoldige, os der studerer, anvender og formidler viden om sprog, historie, litteratur, kunst og kultur.

 Produktivitetskommissionen har ikke bare analyseret problemerne. Økonomerne har også løsningerne parat: Lad de formastelige studerende, der insisterer på at læse de uproduktive fag, få mindre SU at leve for, lad dem betale for kandidatuddannelserne og/eller lad os få et politisk fastlagt loft for de humanistiske uddannelser.

Det var en slem svada at få, lige da julefreden skulle til at sænke sig over vores syndige humanistiske hoveder. Og værre var det at læse de første indlæg på netaviserne: Politiken brillerede med følgende overskrift: ”Ligeglade humanister ødelægger produktiviteten”.   

De voldsomme meldinger var stærkt overraskende, for de er helt ude af trit med de sidste mange års udviklinger. For sandheden er jo, at humanisterne faktisk klarer sig godt og har klaret den økonomiske krises opbremsning på arbejdsmarkedet bedre end de fleste andre. Gennem kriseårene er der uddannet et støt stigende antal kandidater fra humaniora, alt imens ledigheden har været konstant faldende.  Hvordan kunne en sådan succeshistorie blive vendt på hovedet og gjort til hovedårsag for manglende vækst og produktivitet?  Produktivitetskommissionen mener at vide, at den lave ledighed på 2,8 % for de humanister, der har været uddannet i 5 år eller mere, skyldes, at langt flere humanister end andre akademikere har mistet dagpengeretten og derfor ikke er med i statistikken. Problemet er bare, at alle andre undersøgelser og statistikker viser, at der stort ikke er forskel på akademikergrupperne og derfor heller ikke nogen stabil overledighed for humanister som påstået.

Det lykkedes umiddelbart for os sammen med kyndige mennesker fra universiteterne at få problematiseret Produktivitetskommissionens konklusioner, og ministeren tog da også straks afstand fra forslaget om en differentieret SU eller brugerbetaling på kandidatuddannelserne. Men den totalt ukritiske modtagelse, som kommissionens melding om humanisternes lave samfundsværdi umiddelbart fik i de danske medier og fra toneangivende aktører, varsler ilde om et dominerende samfunds- og menneskesyn. Er vi virkelig kommet dertil, at et menneskes værd og bidrag til samfundet kan gøres op i et snævert økonomisk rationale, hvor kun forventningen om en høj livsløn tæller? Vi ved, at en ansættelse i en ngo ikke kaster den samme løn af sig som et job i en finansiel virksomhed, men vil nogen virkelig påstå, at en finansanalytiker i Goldman Sachs eller Danske Bank er mere værd end den, der som ansat i Mellemfolkeligt Samvirke er med til at udvikle uddannelsessystemet i et afrikansk land?

I England er de humanistiske studier nu ved at blive forbeholdt børn af eliten og overklassen. Her skal der betales særlig høje student fees, idet de offentlige tilskud til disse studier forsvinder.  Hvis vi følger i det spor, og hvis vi fortsætter dæmoniseringen af de humanistiske uddannelser, risikerer vi at ende med det samfund, Produktivitetskommissionens formand nødigt vil leve i: et samfund uden humanister.
}