Dansk Magisterforening

I Abtion arbejder alle 30 timer om ugen - men de får løn for 37

"Man bliver mere effektiv, når man ved at tiden er knap, men det er ikke, fordi der er et ekstra pres på én", siger kommunikationschef Nana Langhoff i dette blogindlæg fra Bæredygtig Fagforening. © Foto: Nana Langhoff.

Debat Bæredygtig Fagforening
Del artikel:

”Lysten til at gå på arbejde bliver større, fordi du ikke gør det hele tiden”, siger kommunikationschef Nana Langhoff i dette indlæg fra Bæredygtig Fagforening.

De senere år, og særligt efter tiden med corona, er flere begyndt at genoverveje perspektiverne i en 30-timers arbejdsuge som en fuldtidsuge. Flere internationale virksomheder, inklusiv giganterne Unilever og Microsoft, har allerede gjort forsøg med at lade medarbejdere arbejde 30 timer til fuld løn og med gode resultater.

Det har en række danske virksomheder også. Cand.mag i kommunikation og journalist Nana Langhoff er Head of Communications i en af de danske virksomheder. 

Nana Langhoff startede i 2020 som kommunikationschef i det digitale bureau Abtion, der laver softwareløsninger til store danske virksomheder. Abtion har i dag cirka 40 medarbejdere, der alle siden 2019 har haft en 30-timers arbejdsuge. Nana kom fra en 37-timers stilling og tog jobbet i Abtion, blandt andet fordi virksomheden tilbød en fire-dages arbejdsuge. Hun så det som udtryk for en interessant ledelse, at de turde være kritiske og udfordre vante måder at organisere arbejdet på. 

Abtion havde indtil 2019 en fleksibel arbejdstidspolitik, hvor medarbejdere arbejdede og kom på kontoret, når de ville. Men den fulde fleksibilitet gav flere udfordringer, især i forhold til at koordinere fælles arbejdsopgaver. Samtidig begyndte flere medarbejdere at efterspørge mere tid frem for mere i løn. 

Derfor traf ledelsen en beslutning om at prøve noget nyt. Abtion indførte en fast mødetid, otte timer om dagen, fordelt mellem klokken 8 og 17. Til gengæld for den mindre fleksibilitet fik medarbejderne fri hver fredag. Alle fik nu en arbejdsuge på samlet set 30 timer, men stadig til en løn svarende til 37 timer.

Bedre trivsel og bedre bundlinje går hånd i hånd

Oplevelsen med den 30-timers arbejdsuge har vist sig samlet set at være positiv fra både medarbejderes og ledelsens perspektiv. Nana beskriver, at hun ligesom andre medarbejdere har fået skabt et friere handlerum i hverdagen:

”Dét med at have en tre-dages weekend er en kæmpe gevinst, fordi jeg så kan have andre projekter og have et liv ved siden af. Jeg skriver for eksempel – og der er også andre, der har spændende kreative projekter ved siden af arbejdet. Nogen tager sig ekstra tid til sine børn, og nogle bruger fredagen på at ordne alle ugens praktiske ting. Nogle kører mountainbike. Det er også tid til bare at lave ingenting”.

”Det ved ledelsen godt,” fortæller Nana, ”og det synes de er fedt”.

Dét, at man arbejder mindre, betyder ikke, at man laver mindre.

Nana Langhoff, kommunikationschef i Abtion

Abtions ledelse er drevet af ønsket om at skabe gode hverdags- og arbejdsliv for sig selv og sine medarbejdere, fortæller Nana. De er samtidig godt tilfreds med, at virksomhedens samlede produktivitet er steget, siden medarbejderne fik en ekstra dag fri.

Nana mener derfor også, at flere ledere bør tilbyde sine medarbejdere bedre tid: ”Antagelsen om, at hvis man går ned i tid, så går man ned i produktivitet, den er forfejlet. Dét at man arbejder mindre, betyder ikke, at man laver mindre. Det er det, vi ser. Og det synes jeg er en ret vigtig erfaring”.

Lysten til at gå på arbejde bliver større

Den længere weekend har også skabt en større arbejdsglæde. ”Lysten til at gå på arbejde bliver bare større, fordi du ikke gør det hele tiden”, forklarer Nana.

Hun beskriver, at den bedre tid til restitution og livskvalitet i fritiden, skaber en positiv intensitet i arbejdstiden:

”Den tre-dages weekend giver en energi og motivation, der spilder over i arbejdsugen. Det giver en stor motivation for at give den en skalle, mens man er på arbejde, at man ved, at ledelsen rent faktisk tænker sig om og passer på en”.

Samlet set oplever hun, at de nye tidsstrukturer er gode for hendes arbejde: ”Jeg synes, jeg er blevet meget mere effektiv og kreativ. For det giver noget mere luft til hovedet. Og det er meget vigtigt, når man sidder i en stilling, som jeg gør”. 

Jeg er blevet meget mere effektiv og kreativ. For det giver noget mere luft til hovedet.

Nana Langhoff, kommunikationschef i Abtion

Nana beskriver, at hun langt fra er den eneste i Abtion, der oplever et større overskud, som smitter af på arbejdet. Hun beskriver en fælles oplevelse af, at ”folk er gladere og mere veludhvilede” og kæder den positive udvikling sammen med den klare opdeling af fritid og arbejdstid og den tre-dages weekend. 

Undervejs i vores samtale stopper Nana sin egen talestrøm og reflekterer over sin egen begejstrede beskrivelse af den 30-timers arbejdsuge, hun nu i godt et år har erfaret. Hun konkluderer:

”Det kan lyde for godt til at være sandt. Men det er det ikke – det er virkelig fedt. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle ikke gør det her. Man bliver bare mere effektiv og mere motiveret, når man har mere energi”.

Nye rytmer i hverdagen

Samtidig med den 30-timers arbejdsuge og faste arbejdstider gentænkte virksomheden deres metoder til at koordinere og synkronisere arbejdsopgaver. De nye metoder henter inspiration fra viden om, hvordan man tager gode pauser og sikrer at kroppen fungerer bedst i forhold til forskellige typer opgaver.

Virksomheden indførte blandt andet flere pauser, færre og kortere møder og placerer opgaver, der kræver fordybelse, i formiddagstimer. Her opfordres medarbejdere til at arbejde med for eksempel pomodoro-teknikken eller en knap, der viser kolleger, at man ikke vil forstyrres.

Nana beskriver, hvordan det og en ’no notification policy’, hvor work-chats og email bruges i faste tidsrum, gør, at de ikke længere har en forstyrrende kultur, hvor ”man altid er lidt online”, som ellers er udbredt mange steder i dag.

Nana Langhoff beskriver, at skiftet til denne arbejdsstruktur ændrede hendes rytmer markant. Hun forklarer, hvordan hendes arbejdstid tidligere var udflydende:

”På mit gamle arbejde kunne jeg godt finde på at sidde på kontoret en lørdag eller kl 22 om aftenen. Men det gør jeg ikke her. Nu lægger jeg min computer i et skab, når arbejdsdagen slutter klokken fem, og ”så er grænsen sat”, konkluderer hun.

Hvor man kunne forestille sig, at enkelte medarbejdere kunne savne den fleksibilitet, de tidligere havde, fortæller Nana, at hun ikke savner sine gamle rytmer, og at det er hendes indtryk at de fleste er meget begejstrede for de strammere, men også tydeligere rammer. Nana kan for eksempel godt lide klarheden i, at man som medarbejder ikke forventes at arbejde om aftenen eller i weekenden.

Nana Langhoff

En ny kultur på arbejdspladsen

At have en fire-dages arbejdsuge har gjort flere ting ved arbejdskulturen i Abtion, forklarer Nana:

”Det skaber et sammenhold i virksomheden at have en god fælles kultur, som vi alle har været sammen om at få til at virke. Folk føler også meget ansvar for virksomheden. Tidligere stemplede man bare ind og ud. Nu oplever ledelsen, at folk tager mere ansvar. Det skyldes måske, at folk ikke er så pressede. At de har fået mere luft i hovedet. Og det skaber måske noget mere glæde i hverdagen, som smitter".

Til spørgsmålet, om der ikke er en risiko for, at de fire arbejdsdage blot bliver mere intense af at de holder fredag fri, siger Nana, at det har hun ikke oplevet:

“Man bliver mere effektiv, når man ved at tiden er knap, men det er ikke, fordi der er et ekstra pres på én. Det har aldrig været et issue, om de fire dage skulle være ekstra intense. Jeg tror, at det kan være fordi, vi har en fælles kultur, hvor vi sørger for at tilpasse vores opgaver til de fire dage, vi nu har”.

Mange følger nysgerrigt med i Odsherred Kommunes indførelse af en fire-dages arbejdsuge på rådhuset, som også Akademikerbladet flere gange har skrevet om. Nana fortæller, at hun og hendes kolleger også har talt om tiltaget, men siger:

”Vi ville aldrig arbejde 37 timer på fire dage som i Odsherred. Det er i det hele taget klart mit indtryk, at vi er enige om, at vi ikke kan forestille os at komme tilbage til 37 timers arbejdsuge. For man kan bare mærke, hvordan det ændrer ens livskvalitet helt vildt meget at arbejde de 30”. 

Der opstår en ny selvforståelse

Nana oplever også, at det rokker ved kulturen, man forstår sig selv som menneske igennem:

”Jeg kan slet ikke forestille mig at komme tilbage til en 37-timers arbejdsuge. Arbejdet skal bare ikke fylde så meget. Livet er mere end det. Man behøver jo ikke blive defineret af sit arbejde. Vi har i samfundet generelt en præstationskultur, men jeg tror, at folk er begyndt at tænke anderledes. Folk er ved at finde ud af, at: ’Okay, er det arbejde egentlig vigtigt for, hvem jeg er. Hvad er det også, der er vigtigt for mig?”

”Det er altså ikke noget med, at arbejdet ikke er vigtigt. Det er bare noget med, at det ikke skal fylde hele ens liv og ens identitet. Det handler mere om en balance mellem ting i livet. Jeg tror, at flere vil opleve, at kroppen rent faktisk kan fungere og have det godt – at man ikke behøver at være så stresset og udmattet hele tiden. Og når man har oplevet dét, så tror jeg, at den erkendelse vil komme til at rykke nogle ting”, reflekterer hun.

Både derfor, og fordi det har vist sig at være godt for virksomhedens produktivitet, mener Nana, at flere ledere burde overveje at indføre en 30-timers arbejdsuge og sætte større fokus på arbejdstidens rytmer:

”Jeg tror at med tiden – om fem år eller sådan noget – så er der mange mange flere, der indfører en 30-timers uge. Når man ser, at det virker i de virksomheder, der gør det nu. Som mennesker er vi altid lidt skeptiske, lige indtil vi har set det ske. Men at flere endnu ikke gør det her, det er virkelig ærgerligt for mange mennesker”.

Vores fagforening kan støtte flere forsøg

Vi vil her afrunde interviewet ved at lade Nanas intuition hænge i luften. Selv vil vi opfordre flere ledere og medarbejdere til at turde at stille grundlæggende anderledes forslag til deres arbejdsliv, og til at se Nanas intuition som en opfordring.

Som en gruppe britiske forskere også beskriver, er vores arbejdstid blevet formet gennem såvel kollektiv som privat og faglig organisering. Vi vil opfordre vores fagforeninger til at støtte arbejdet med at give flere både private og offentlige arbejdspladser mulighed for at gøre innovative forsøg med kortere arbejdstid.

Vi ønsker at se eksempler på, om og hvordan en kortere arbejdstid, end vi har i dag, kan skabe bedre arbejdsliv for flere forskellige faggrupper. 

De britiske forskere argumenterer for, at indførelsen af en kortere arbejdsuge vil kræve en vifte af tiltag, der er tilpasset det daglige arbejdes rytmer på forskellige arbejdspladser. De understreger, at én model ikke passer på alle arbejdspladser, men at samlet set vil en kollektiv reduktion af arbejdstiden kunne sikre både større social lighed gennem en bedre fordeling af arbejdstiden, større frihed for den enkelte og af forskellige årsager samlet set kunne bidrage til en markant mindre belastning af klimaet.

Kontakt os i netværket Bæredygtig Fagforening, hvis du er interesseret i perspektiverne i at gøre forsøg med kortere arbejdstid og skubbe på for, at flere fagforeninger vil støtte dem.

}