Dansk Magisterforening

En hilsen fra fremtidens klimarepræsentant: "Jeg venter ikke længere på den grønne omstilling”

Debat Jitka Stilund Hansen
Del artikel:

Jitka Stilund Hansen har skrevet en hilsen fra fremtidens klimarepræsentant anno 2022. En håbefuld beretning om, hvad det vil betyde at indføre klimarepræsentanter på linje med TR og arbejdsmiljørepræsentanter.

Da jeg startede på Danmarks Tekniske Universitet i 2019, var det helt uoverskueligt at finde en kanal til at diskutere arbejdspladsens rolle i den grønne omstilling. Jeg kom til en stor organisation med mange udadrettede initiativer inden for blandt andet grøn teknologi. Derfor overraskede det mig, at der indadtil ikke blev draget nytte af al den viden universitetet selv producerede.

De første seriøse initiativer til at sikre en grøn omstilling kom med overenskomstforhandlingerne i 2021 og indførelsen af klimarepræsentanter på alle offentlige arbejdspladser. Pludselig piblede det frem med medarbejdere, der med stort initiativ ønskede at stille op som klimarepræsentanter for deres institutter.

Det var som om der blev åbnet for et anlæg af geotermisk varme, der blot ventede på rørføringen ud i alle afkroge. At de 6000 medarbejdere kunne få direkte indflydelse på organisationens klimamål blev en samlende kraft, som ingen havde set komme. DTU er opdelt i selvstyrende institutter og skulle nu sætte fælles mål for at skabe en grøn arbejdsplads.

Kreativitet og mål

Jeg blev selv valgt som klimarepræsentant for administrationen. Folk har altid trukket på smilebåndet, når jeg siger, jeg arbejder med genbrug – nemlig at sikre genanvendelighed af DTU’s forskningsdata.

Ligesom med klimakrisen er det ofte de unge, der tager kulturændringen på sig: Mange yngre forskere forstår, det er et vilkår, når ressourcerne er begrænsede. Derfor bliver man også lidt yngre af selv at hjælpe dem.

Ved klimarepræsentanternes første møder blev alt fra indkøb af teposer i plastikemballage til udnyttelse af overskudsvarme sat på bordet. Det var ret forvirrende at skulle finde retning i alle forslag og ønsker. Der blev prioriteret, diskuteret og prioriteret igen.

100% CO2-neutralitet blev vedtaget som et pejlemærke og taget videre til ledelsen. De optimistiske blandt os venter nu på svar om, hvilket år det skal gælde fra. Jeg kan næsten ikke tænke tanken til ende: Kan jeg virkelig have haft den indflydelse på så stor en arbejdsplads, hvis (når!) det bliver vedtaget?

Klimarepræsentanten: Et krav til OK21

Alle arbejdspladser skal have en klimarepræsentant, lyder et af DM's fremsatte grønne krav til OK21. Klimarepræsentanten skal være vagthund for den grønne omstilling på arbejdspladsen. Læs mere her.

Den bæredygtige arbejdsplads

Vi har fået fordelt klimarepræsentanternes arbejde på tre hovedområder:

  1. Hverdag på kontoret, inkl. rejser og hjemmearbejde
  2. Ressourceforbrug
  3. Byggeri og infrastruktur

Fra ledelsen var der allerede kommet en ny politik om, at kollektiv trafik skal vælges frem for flyrejser ved arbejdsrejser. Sammen med en politik om mere fleksible arbejdstider skal der bygges videre på at fremme mere CO2-neutral transport.

Et sådant ønske kræver nye initiativer sammen med kommunen, andre arbejdspladser og lokale borgerting. Det bliver en helt ny måde at tænke lokaludvikling på. Det er ikke klimarepræsentanternes job at drive lige det arbejde, men vi skal holde ledelsen op på, at initiativer bliver igangsat og ført ud i livet.

En kæmpe udfordring er DTU’s materialeforbrug. Der købes uendelige mængder af produkter, som kun kan benyttes én gang på grund af krav om sterilitet. Der skabes prototyper og fremstilles materialer, der kræver kemikalier og speciel affaldshåndtering. En stor del af dette arbejde løftes af arbejdsmiljørepræsentanter, men det kræver store indsatser og kreativitet at minimere spild og fremme bæredygtige indkøb.

Når vi skal skabe en bæredygtig arbejdsplads, der omfatter mere end krav om CO2-reduktioner, skal vi løfte i flok sammen med tillidsrepræsentanterne. For hvordan kan man interessere sig for bæredygtig omstilling (og alt muligt andet), hvis ens arbejdsliv er udfordrende nok i sig selv?

Jeg har haft mine snubleture i hamsterhjulet og ville så gerne have, at det kunne hookes op på nogle geniale energilagrende systemer, så rotationshastigheden kunne sænkes lidt. Jeg tror for eksempel, at mange ville ønske mere fritid frem for mere løn til øget forbrug. Måske det skal være næste mål til overenskomstforhandlingen i 2024? Vi er kommet langt, men vi er ikke i mål endnu.

Hvad koster det?

I en organisation, der jævnligt kræver ”tilpasninger”, kan initiativer nemt blive puttet i containeren med ”urealistiske ideer”. For ”udgift” er ofte ensbetydende med urealistisk.

Udsagn som ”Omstilling må ikke koste noget” har altid fået mit blodtryk til at stige. Der har jeg og andre kolleger måtte slås for, at det er nødvendigt, at en arbejdsplads afholder omkostningen, når medarbejderne producerer ændringer i organisationen – og nogle gange skaber det ikke profit udadtil.

Vi prøver med stunts og konkurrencer at få folk ud af bilerne, når nu længere transporttid kan balanceres med flere hjemmearbejdsdage. Efter coronatiden var nogle medarbejdere uendeligt trætte af de mindste ændringer, mens andre havde forstået, at den grønne omstilling betyder større og længerevarende påvirkning end at spritte hænder af og blive hjemsendt fra arbejde.

Som klimarepræsentant ser jeg mig selv som vandbærer for den kulturændring, som bæredygtighed kræver.

Jeg bærer gerne vand til møllen

Endelig har jeg fundet et sted, hvor skuffelsen over politikernes fodslæb kan omsættes til handling og fællesskab.

Fagforeningerne spillede deres kort rigtigt i 2021 ved at satse på medarbejderindflydelse som en vægtig faktor bag arbejdspladsernes klimatiltag. At blive hørt som medarbejder og først se små - forhåbentligt snart store - forandringer ske omkring sig, er hårdt arbejde og helt vildt motiverende.

Jeg tror, at arbejdspladser, der formår at omfavne de mange facetter af et bæredygtigt arbejdsliv kan tiltrække engagerede medarbejdere. Og så bliver de kolleger med mig.

}