Dansk Magisterforening

Ansat under corona: Mine kolleger blev kortfattede og glemte mig - indtil jeg begyndte at ringe i stedet for at maile

"Jeg oplevede, at mine ellers søde og imødekommende kolleger pludselig fremstod mere kortfattede og kontante, når vi mailede sammen, frem for vores daglige kommunikation på kontoret", skriver Sebastian Kaas, praktikant i DM © Privatfoto.

Debat Sebastian Kaas
Del artikel:

Sebastian Kaas oplevede som ny praktikant, at hjemmearbejdet under corona gjorde det svært at blive en del af fællesskabet - lige indtil han begyndte at ringe til kollegerne i stedet for at maile. Det skriver han på arbejdsmiljøbloggen.

Den 1. september startede jeg som universitetspraktikant i DM. Sommeren var på hæld, mit speciale var afleveret og nu skulle jeg brænde igennem i en spændende praktikstilling. De første to uger gik lynhurtigt. Jeg fik hilst på mine kolleger, placeret mig på min arbejdsstation og nåede knap at fare vild to gange, før meldingen om forhøjede smittetal og det deraf medfølgende hjemmearbejde var en realitet.

At arbejde hjemmefra er som sådan ikke en ny ting for mig, det har jeg været vant til i mit studieliv. Forskellen var bare, at jeg nu var helt grøn på en arbejdsplads, hvor jeg havde set frem til at sparre og blive inspireret af mine kolleger på kontoret. Vi lukkede samtidig ned på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke følte mig helt integreret eller som en ”rigtig” del af kollegafællesskabet.

En god integration på arbejdspladsen går gennem kollegarelationer – så hvad betyder det, når møderne ved kaffemaskinen og frokosten i kantinen erstattes af onlinemøder og mails?

Jeg oplevede, at mine ellers søde og imødekommende kolleger pludselig fremstod mere kortfattede og kontante, når vi mailede sammen, frem for vores daglige kommunikation på kontoret. Andre glemte måske helt at svare. Jeg begyndte at spekulere på, om de havde set min mine mails, og om ”de mon kunne lide mig?”.

Kort sagt betød de digitale omgangsformer, at jeg mistede en del af fornemmelsen med og for mine kolleger. Efter noget tid erkendte jeg dog, at jeg måtte prøve at række ud til mine kolleger på en anderledes måde. I stedet for at maile ringede jeg til mine kolleger. Når det kunne lade sig gøre, tog vi et videoopkald frem for et normalt opkald. Pludselig kunne jeg genkende mine imødekommende kolleger, jeg følte mig i højere grad fagligt anerkendt, og vi havde lejlighed til også at snakke om mere uformelle ting. En lille ændring i min kommunikation betød altså, at nogle af de ting, som jeg havde savnet på mit hjemmekontor, pludselig var på vej retur.

Hvordan byder du nye medarbejdere velkommen i en coronatid?

Som studerende er jeg vant til at kunne fordybe mig, også ofte uden at blive forstyrret. Pludselig at være en del af et kontorfællesskab var derfor lidt overvældende for mig.

Med hjemmearbejdet opstod muligheden for, at jeg kunne fordybe mig i ro og mag. De klart definerede arbejdsopgaver løste jeg mere effektivt og med lige så stor kvalitet, som da jeg sad på kontoret.

Jeg erfarede, at jeg fungerer godt, når jeg kan veksle mellem at arbejde hjemmefra og på kontoret. Jeg har brug for at være på kontoret for at vedligeholde de sociale bånd til mine kolleger og sparre omkring mine arbejdsopgaver. Omvendt trives jeg på mit hjemmekontor, når jeg skal fordybe mig i en konkret arbejdsopgave.

At være ny i en coronatid kan være udfordrende, og ansvaret for integrationen af en ny medarbejder hviler både på medarbejderen selv, ledelsen og kollegafællesskabet. I en tid med mere hjemmearbejde kan det være vanskeligt at byde nye medarbejdere velkommen, som man plejer. For arbejdspladsen bliver udfordringen, at en stor del af modtagelsen pludselig foregår fra distancen.

Der findes ikke én løsning på problematikken, som langt hen af vejen må overvejes lokalt. Hvad gør I for at integrere nye medarbejdere i en coronatid?

}