Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Blog og debat

Feminisme og ligestilling

Af Johan Fynbo, professor på Niels Bohr Institutet

I redaktørens kommentar i Akademikerbladet nummer 9/2020 håber Jakob Elkjær, at de nye generationer ikke alene tør sige højt og tydeligt, at de er feminister, men også får smidt designerpolitikken og de mandlige papfigurer ad helvede til. Når man bladrer videre og har læst nogle historier om kvinder, der har det svært pga. økonomisk pres, kvinder, der har det svært pga. sexchikane, kvindelige humanister i erhvervslivet, der har det godt, og historier om manglende kvinder i virksomhedsbestyrelser, så kommer man til historien på s. 42 om, at ligestillingen halter langt bagefter på universiteterne. Bl.a. oplever topforskeren Rubina Raja, at et hårdt konkurrencemiljø er en hæmsko for tiltrækning af kvindelige talenter i de højere lag i universitetshierarkiet. Man kan dog bemærke, at Rubina Raja selv er professor, modtager af EliteForsk-prisen og leder af et grundforskningscenter. Næste artikel handler om, at kvindelige forskere kun får en tredjedel af bevillingerne. Ministeren er stærkt bekymret. Hvordan kan det mon være – måske har det noget at gøre med at mænd skriver anderledes, og at det er det, der belønnes? Det står der faktisk.


Som mandlig universitetsansat sidder man tilbage med en vis undren. Må vi være her? For mig er det principielle spørgsmål: Ønsker DM at arbejde for en ligestilling, hvor mennesker behandles uafhængigt af deres køn, eller ønsker DM faktisk at arbejde for, at én designerpolitik (den om de mandlige papfigurer Arne og Bjarne) erstattes af en anden designerpolitik, som i stedet handler om nogle kvindelige papfigurer, der ikke kan lide konkurrence, ikke kan skrive (rigtigt) og ikke kan klare sig uden hjælp og kvoter? Til oplysning kan jeg sige: Et hårdt konkurrencemiljø rammer også mænd. De fleste mænd får heller ingen stillinger og heller ingen bevillinger. Jeg har mandlige kolleger, der sidder i tidsbegrænsede stillinger efter 25 år i forskningsverdenen, og jeg kender naturligvis også masser af dygtige mænd, som ikke længere er på universitetet, fordi kilderne løb tørre. Jeg har mandlige kolleger, der kan fremvise en perlerække af 12-15 afvisninger fra forskningsrådene i streg. Sidst jeg fik en ansøgning godtaget fra DFF, var i 2003. Hvorfor er det lige køn, der er den eneste vigtige parameter i denne verden? Kunne der ikke være mænd, der skriver på anderledes måder end den, der belønnes? Når der tales om kvoteordninger og øremærkede bevillinger, hvorfor ser man så kun på denne ene parameter – kønnet?


Jeg vil gerne advokere for, at man fra DM’s side arbejder for at forbedre vilkårene for alle medlemmer og ikke ser det som en opgave at føre identitetspolitik, som synes at være tidens svøbe. Jeg håber, de nye generationer vil gå mindre op i identitetspolitik og gå mere op i, at vi behandler hinanden som ligestillede borgere. DM måtte gerne gå op i den absurde bevillingssituation, hvor 90 pct. af midlerne går til 20 pct. af forskerne (jf. en undersøgelse fra 2019). Løsningen må handle om mere åbenhed, mere ligelig fordeling af midlerne og mere ligestilling. Feminisme ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal bruge til.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Gladsaxe Kommune

Visionær lokalarkivar til Gladsaxe Byarkiv

Gladsaxe Kommune

Københavns Universitet, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Institutleder til Datalogisk Institut

Københavns Universitet, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen