Dansk Magisterforening

Ny politisk aftale stækker tusindvis af frivillige foreninger

Direktør i Foreningen Fri af Misbrug, Anne Camilla Nielskov, mener, at de manglende midler til Center for Frivilligt Socialt Arbejde vil få enorme konsekvenser for mange af landet tusindvis af frivillige foreninger. © Foto: Daniel Buckwald

Martin Ejlertsen
Del artikel:

Center for Frivilligt Socialt Arbejde har opsagt halvdelen af medarbejderne. Det får enorme konsekvenser for små, frivillige foreninger, lyder kritikken fra flere.

Regeringen og alle Folketingets partier har netop lavet en ny politisk aftale, der uddeler penge til en række indsatser på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

Over de næste fire år skal 885 millioner kroner tilgodese nogle af de grupper i velfærdssamfundet, som har de største udfordringer, lyder aftalen om fordeling af SSA-midler, der tidligere var kendt som satspuljen.

Men aftalen har efterladt Laura Auken, som er centerchef i Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA), dybt bekymret.

Allerede fra næste år står CFSA til at miste 9,8 millioner kroner om året, 70 procent af centerets årlige budget.

Derfor er 9 af centerets 20 ansatte nu blevet opsagt fra årsskiftet. Flere stillinger vil sikkert blive nedlagt, siger Laura Auken.

”Vi er faktisk lidt i chok. Jeg tror, at ingen, der kender CFSA, havde drømt om, at vi ville blive beskåret med 70 procent i en tid, hvor alle taler om civilsamfundets betydning og værdien af frivillige fællesskaber. Får vi ikke midler på finansloven i år, må vi lukke og skære i alle vores tilbud til foreninger og frivillige,” siger Laura Auken.

Får vi ikke midler på finansloven i år, må vi lukke og skære i alle vores tilbud til foreninger og frivillige

Laura Auken, centerchef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Aftalen bliver et kæmpe tab

Center for Frivilligt Socialt Arbejde har eksisteret i 30 år og er næsten udelukkende statsligt finansieret.

Det retter sig mod landets omkring 9000 frivillige sociale foreninger og op imod 500.000 frivillige.

Hvert år har CFSA været sikret en fast grundbevilling på finansloven på 4,9 millioner kroner. Derudover har centeret gennem nu mange år været sikret en aktivitetsbevilling gennem SSA-midlerne, som forhandles hvert år i forbindelse med finansloven. Den bevilling er altid blevet fornyet – indtil nu.

Pengene bruger CFSA blandt andet til kurser, rådgivning og hjælp til daglig drift og udvikling for de tusindvis af frivillige foreninger og frivillige om året, som ikke selv har råd til at ansætte økonomisk, juridisk eller kommunikationspersonale.

”Vi havde fået nys om, at regeringen ville skære i midlerne til foreningsrettede aktiviteter, men vi havde ikke forestillet os, at pengene ville blive helt fjernet,” siger Laura Auken.

”Særligt ikke fordi så mange især mindre frivillige og sociale foreninger så tydeligt har fortalt, at CFSA’s tilbud og støtte er vigtigt for deres eksistens og udvikling. Det kan kun undre, at partierne bag SSA-aftalen ikke kunne blive enige om at lytte til dem,” siger CFSA’s centerleder.

De manglende penge vil ifølge hende ikke bare ramme centeret, men også landets mange tusinde af små frivillige foreninger og i sidste ende mange udsatte borgere.

Det er blandt andet hjælp til administrative krav til for eksempel hvidvaskregler, forsikringer og afrapportering, som CFSA hjælper små foreninger med at håndtere. Kravene til dem er nemlig de samme som de store foreninger, og de søger derfor støtte og rådgivning i CFSA, fortæller Laura Auken.

Uden hjælp fra CFSA, var Foreningen Fri af Misbrug formentlig aldrig blevet til noget, fortæller direktør Anne-Camilla Nielskov. Foto: Daniel Buchwald © Foto: Daniel Buckwald

CFSA er go-to stedet i civilsamfundet

Ifølge socialminister Pernille Rosenkrantz Theil (S), betyder den politiske aftale om SSA-midlerne blandt andet, at man nu kan yde en større hjælp til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb og styrke uddannelsesniveauet for fagpersonale, der arbejder med personer med handicap.

Men reelt fjerner aftalen midler fra det, som binder civilsamfundet sammen, og det vil få enorme konsekvenser for mange af landet tusindvis af frivillige foreninger. Det mener Anne-Camilla Nielskov, som er direktør i Foreningen Fri af Misbrug.

”Dette er et kæmpe tab for civilsamfundet Danmark. Og det er et underligt paradoks, at politikerne gerne vil have mere civilsamfund og bedre velfærd, men samtidig fjerner midlerne fra netop det, som skal understøtte den udvikling,” siger Anne-Camilla Nielskov, som er uddannet socialrådgiver.

Foreningen Fri af Misbrug har netop fejret fem års fødselsdag. I dag har foreningen 8 lønnede ansatte og 25 frivillige, der hjælper over 300 familier om året med at forsøge at komme ud af misbrug.

”Jeg har arbejdet mange år i den offentlige forvaltning, og jeg har set, hvad der fungerer og ikke fungerer. Derfor ville jeg stifte denne forening, men jeg havde ingen viden om, hvor jeg skulle gå hen for at finde ud af hvordan. Det kræver enormt meget at starte en forening, og her er CFSA go-to stedet. Der er en masse viden, og de tilbyder gratis rådgivning. Vi havde ikke været, hvor vi er i dag uden CFSA,” siger Anne-Camilla Nielskov.

Hos CFSA har Anne-Camilla Nielskov deltaget i talrige gratis kurser. Hun fik også bevilget et halvårligt navigatorforløb med en CFSA-konsulent stillet til rådighed for at udvikle foreningen.  

Hos CFSA har hun desuden lavet sparring med andre NGO’er, og hun har hørt relevante oplæg og skabt netværk og vidensdeling om alt fra personaleledelse til frivilligstrategier og fundraising.  

Nu ser det hele ud til at forsvinde.  

”CFSA har givet mig gratis kurser i at stifte bestyrelse og bestyrelsesarbejde, læse og lave et årsregnskab, lave strategier og fondraising. Alt den viden har jeg hentet der, for hvor skulle jeg ellers have fået det?” siger Anne-Camilla Nielskov.

Man skal gøre, det man siger 

Også generalsekretær i Børnesagens Fællesråd, Pernille Gry Petersen, er kritisk overfor politikernes beslutning, fordi der ikke virker til at være hverken, en analyse eller model for, hvad der skal komme i stedet.  

”Man skal jo gøre, det man siger. Vil man have en ordentlig model for civilsamfundet, virker det ulogisk at starte med at skære benene væk under civilsamfundets grundstrukturer som det første, inden man ved, hvordan man vil forme den model, og hvad der eventuel skal sættes i stedet,” siger Pernille Gry Petersen.

Vil man have en ordentlig model for civilsamfundet, virker det ulogisk at starte med at skære benene væk under civilsamfundets grundstrukturer som det første

Pernille Gry Petersen, generalsekretær, Børnesagens Fællesråd

Hun påpeger, at en organisation som CFSA har samme funktion for civilsamfundet som fx embedsværket og KL har for den offentlige sektor.

”CFSA leverer viden om ny lovgivning, rådgivning og kurser, og alt det, som vi og andre mindre og mellemstore foreninger ikke selv har adgang til, medmindre vi køber det dyrt hos en privat udbyder, hvilket vi som udgangspunkt ikke har økonomi til.”

”Fondene finansierer vores indsatser, og pengene herfra skal gå direkte til den målgruppe, som vi har til formål at støtte. Så vi har ringere adgang til selv at købe de ydelser, som vi ofte har brug for at kunne drive vores foreninger professionelt,” siger Pernille Gry Petersen.

}