Dansk Magisterforening

Ny database skal give kvindelige eksperter mikrofonen – men hvorfor er der ikke flere kvinder med?

Josefine Volqvartz og Kvindekompagniet står bag en ny portal, der skal synliggøre kvinder og nonbinære eksperter og talenter overfor medierne og erhvervslivet. © Foto: Claudia Dons

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Kvindelige eksperter og talenter skal gøres mere synlige i medierne og erhvervslivet med ny database. Fremragende initiativ, lyder det fra fagforeningen DM.

Over hele landet sidder talrige kvindelige iværksættere, ledere, eksperter og forskere, som ikke bliver hørt i medierne eller får chefjobbet, selvom de måske har lige så stor ekspertise, som deres mandlige kolleger.

Blandt de mest 50 citerede eksperter sidste år, var bare de tre kvinder, viser Akademikerbladets årlige undersøgelse.  

Det vil Foreningen KvindeKompagniet og Female Leadership Academy nu gøre op med i form af databasen Diverse Eksperter.

Det er er en gratis kildeportal, der skal gøre det let at finde ekspertkilder, nye bestyrelsesmedlemmer og talentfulde ansatte, som ikke er mænd. 

”Portalen handler om at synliggøre de mange kvindelige og nonbinære eksperter, specialister, rollemodeller og ledere overfor medier og erhvervsliv. Her tænker vi mangfoldighed også i forhold til etnicitet og alder. For eksempel er kvinder over 50 næsten helt usynlige i medierne, og det er meget vigtigt også at stille skarpt på”, siger Josefine Volqvartz, som er bestyrelsesmedlem i foreningen Kvindekompagniet, der arbejder for at øge kvinders repræsentation og deltagelse i magtsfæren.

Hun vendte hjem til Danmark for nogle år siden efter 18 år i udlandet. Hun havde pralet med den danske ligestilling, men kunne ved hjemkomsten se, at udviklingen var gået helt i stå. Derfor har hun sat sig for at gøre noget ved det. 

Det er en fremragende idé. Vi ved, at der er for få kvinder og nonbinære eksperter, der bliver brugt i den offentlige debat

Camilla Gregersen, forperson, DM

Database er en fremragende idé

Initiativet til database over kvindelige eksperter, forskere, meningsdannere og iværksættere vækker glæde hos Camilla Gregersen, som er forperson i fagforeningen DM og desuden næstforkvinde i Kvinderådet.

”Det er en fremragende idé. Vi ved, at der er for få kvinder og nonbinære eksperter, der bliver brugt i den offentlige debat. Det er et problem, fordi de sidder med relevant og væsentlig viden, som ikke kommer i spil i debatten. Vi bliver alle sammen klogere, når de dygtigste eksperter bliver inviteret ind i de offentlige debatter, og det er ikke altid tilfældet i dag. Det kan databasen hjælpe med at gøre op med”, siger Camilla Gregersen.

Men kan det ikke være et problem, at mænd over en bred kam ikke indgår i databasen?

”Nej, for det er jo indholdsdeklareret, hvad man får her. Nyhedsmedierne har stadig fuld frihed til at bruge den ekspert, de vil. Databasen gør det udelukkende nemmere at finde de dygtigste og mest vidende eksperter på en enkel måde”, siger Camilla Gregersen.

Artiklen fortsætter efter boksen.

Danmark og ligestilling

1 ud af 5 topchefer er kvinde

1 ud af 4 nye iværksættere er kvinde

1 ud af 3 mediekilder er kvinde

I 2022 var Danmark på årets ligestillingsmåling fra World Economic Forum (WEF) placeret på en global 32.-plads. Det er tre pladser dårligere end for et år siden. 

Dette initiativ er på ingen måde en kamp mod mandlige eksperter

Josefine Volqvartz, bestyrelsesmedlem, Kvindekompagniet

Målet er 45 procent kvinder i medierne i 2025

Josefine Volqvartz forklarer, at de ikke er i mål med databasen endnu. Og netop hjælp fra organisationer og foreninger med at indsamle navne er derfor kærkommen.

”Vi er kun lige startet, men værktøjet er ude nu. Der er 1400 eksperter, men vi ønsker at komme op på 3000 eksperter inden årets udgang. Det er work-in-progress”, fortæller hun.

Blandt andet har de overtaget hele Kvinfos database over eksperter, som lukkede ned efter manglende funding. Det skete efter et mindre politisk stormvejr mod organisationen for at være for politisk i at ville fremme fordele for kvinder. 

Men nu har Dansk Industri (DI) budt ind med en liste over 250 ledere og bestyrelsesmedlemmer. Og DI's adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, er sågar ophavsmand til navnet på databasen.

Også Berlingskes erhvervsredaktør har budt ind med kvindelige økonomieksperter til databasen, fortæller Josefine Volqvartz. 

Med databasen har de et mål om at nå 45 procent repræsentation af kvinder i nyhedsmedierne i 2025. 

Derudover skal andelen af kvinder gerne løftes med 10 procentpoint indenfor de andre sektorer – så der indenfor de næste par år er 25 procent kvinder på direktørposter, 30 procent kvinder på bestyrelsesposter og 35 procent andel kvindelige iværksættere.

Selvom det kan virke modstridende at sætte fokus på kvinder og nonbinære, så er det faktisk med ønsket om, at køn skal spille en mindre rolle i fremtiden. 

”Dette initiativ er på ingen måde en kamp mod mandlige eksperter. På sigt skal der også åbnes op for andre underrepræsenterede grupper i portalen. Det kunne være visse grupper af mænd. Det kunne også være humanister eller borgere uden for Københavnerområdet”.

Diverse Eksperter

Er en paraply for eksisterende databaser fra blandt andre KVINFO, Dansk Industris Women on Board og Kraks Blå Bog.

Databasen er et gratis og offentligt tilgængeligt værktøj på rejsen mod fair repræsentation i medierne og et samfund med rollemodeller for alle.

På portalen samles eksperter, ledere, specialister, talenter og en lang række andre kvinder, som på grund af deres viden, ekspertise eller erfaring alle er relevante mediekilder.

Den rummer også en lang række nye navne på kvinder, som er eksperter og rollemodeller inden for deres område. Dermed behøver journalister kun denne ene portal for at søge efter kvindelige kilder.

Bag DiverseEksperter.dk står Foreningen KvindeKompagniet og Female Leadership Academy med opbakning fra bl.a. Netcompany, Dansk Industri og tænketanken Equalis.

Læs mere her.

}