Dansk Magisterforening

Borgmester "anede ikke noget" om direktørs brutale ledelse. Eller hvad?

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) havde alligevel ”hørt noget” om klagerne, men kunne ikke reagere, siger han.

Kommuner Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Borgmester i Norddjurs Kommune kunne intet gøre ved kommunaldirektørs angiveligt brutale ledelsesstil, hævder han. Sludder, lyder det fra lokal fagforeningsformand.

Offentlige skideballer, overfusninger og nedværdigende udtalelser.

Det er blot et udpluk af de metoder, som kommunaldirektør Christian Bertelsen angiveligt i årevis har benyttet overfor medarbejdere i hans sekretariat i Norddjurs Kommune.

Metoder, som nu får en lokal fagforeningsformand til at beskylde den nuværende V-borgmester Kasper Bjerregaard og den tidligere S-borgmester Jan Petersen for at flygte fra deres helt grundlæggende ansvar for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø.  

De oplevede krænkelser er afdækket i en rapport fra Arbejdstilsynet, der 19. december udstedte et påbud til kommunen om at undersøge sagen. Den undersøgelse foregår nu, mens Christian Bertelsen er hjemsendt.

At kommunaldirektøren først blev hjemsendt den 19. februar i år - to måneder efter Arbejdstilsynets rapport - har i sig selv vakt opsigt blandt eksperter, de ansatte og deres fagforeninger, herunder DM. Men det for alvor forvirrende for medarbejderne og de lokale medier er spørgsmålet om, hvad Norddjurs-borgmester Kasper Bjerregaard (V) vidste eller ikke vidste om anklagerne mod sin nærmeste chef.

Vidste intet

I første omgang afviste han ethvert kendskab til krænkelserne.

”Det er nye oplysninger for mig, at der er nogen, der har følt sig krænket”, sagde borgmesteren til TV2 Østjylland, da lokalmediet Norddjursliv offentliggjorde Arbejdstilsynets undersøgelse den 13. februar.

Den her slags sager skal ind ad fordøren, som jeg plejer at sige

Norddjurs-borgmester Kasper Bjerregaard (V)

Men helt så enkelt var det måske alligevel ikke. For da medlemmer af kommunens økonomiudvalg, herunder viceborgmester Benny Hammer (K), udtrykker undren over, at de ikke er blevet orienteret om sagen, kom borgmesteren med denne melding:

”Den her slags sager skal ind ad fordøren, som jeg plejer at sige. Vi skal have en formel henvendelse, det gør det nemmest at agere på sådan noget. Der er nogle rettigheder både for medarbejdere, der har haft de her oplevelser, vi skal passe på, og for den anklagede”, siger Kasper Bjerregaard til TV2 Østjylland.

Under alle omstændigheder blev der fire dage senere stillet alvorlige spørgsmålstegn ved forklaringen om, at Kasper Bjerregaard ikke skulle kende til krænkelserne.

For ifølge et notat skrevet af medarbejdere fra DM, HK og Djøf havde medarbejderne i kommunaldirektørens sekretariat både i individuelle samtaler, på personalemøder samt overfor borgmesteren selv gjort opmærksom på problemerne.

Notatet udløste en reaktion fra DM-formand Camilla Gregersen. Hun betegner det som ”kritisk, at man har negligeret problemerne, når medarbejderne har forsøgt at bringe det op mange steder i systemet”.

De har sindssygt travlt med at skyde skylden på de faglige organisationer

Hans-Henrik Hansen, formand for HK Østjylland

Stadig fastholdt Kasper Bjerregaard sin manglende kendskab til krænkelserne.

”Men jeg anerkender, at medarbejderne har haft de oplevelser, og det tager jeg superalvorligt”, sagde han til TV2 Østjylland 17. februar.

Fordøre og bagdøre

Kasper Bjerregaard når dog kort tid efter til en ny erkendelse.

For en journalist ved Lokalavisen Norddjurs fortæller i et interview med Kasper Bjerregaard, at avisen ”gennem årene” har hørt om problemer med tonen, sygefravær og en stor personaleudskiftning i kommunaldirektørens afdeling, men at ingen tør stå frem.

Og nu lyder der pludselig helt nye toner fra borgmesteren:

”Sagen har jo vist, at vi nok er flere, der har hørt noget, som vi burde have reageret på. Jeg kan da også godt se nu, hvor sagen har kørt en uges tid, at der måske er noget, som nok skulle have været håndteret anderledes”, siger Kasper Bjerregaard, der dog i samme interview gentager, at henvendelser om krænkelser skal komme gennem ”fordøren”.

Altså: Kasper Bjerregaard har tilsyneladende alligevel ”hørt noget”, men kunne ikke reagere.

Den forklaring køber Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland, ikke.

Men først en forklaring: Hvad ”fordøren” betyder, har den tidligere borgmester i Norddjurs, Jan Petersens (S), givet sin egen udlægning af. På sin Facebook-side skriver han, at der allerede i hans tid lå ”uformelle” henvendelser om arbejdsmiljøet.  

”Jeg fik en uformel henvendelse og bad om at få det formelt, og at de faglige organisationer deltog i en eventuel henvendelse”, skriver Jan Petersen.

Ifølge ham søgte han endda ekstern rådgivning og forberedte sig ”personligt” på at håndtere sagen, men der kom aldrig nogen formel henvendelse.

”Jeg skal ikke svare på, hvorfor den ikke kom. Det må de faglige organisationer udtale sig om. Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over i dag. Herefter havde jeg ikke noget grundlag for at gå videre”, skriver han.

At hverken den ene eller anden borgmester kunne gøre noget ved uformelle henvendelser via bagdøren, bliver dog lodret afvist af Hans-Henrik Hansen fra HK Kommunal.

Hans-Henrik Hansen erkender, at han ganske rigtigt i efteråret 2021 var inde over sagen sammen med Djøf.

Til Randers Amtsavis har han sagt følgende: ”Efter min opfattelse, så ventede jeg på, at Djøf skulle reagere, men det skete bare aldrig. Hvorfor ved jeg ikke”.

Men han forsøger ikke at skyde skylden på Djøf, lyder det nu fra Hans-Henrik Hansen, der også oplyser, at DM ikke var involveret i sagen på det tidspunkt.

”Sagen er meget speciel, fordi det er den øverste embedsmand, der er krænkeren. Så sagen kan ikke løftes af de lokale tillidsfolk, men kræver, at de faglige organisationer med deres pondus træder i karakter. Det er blot det, jeg prøvede at sige, og jeg har intet at udsætte på Djøf”, siger han til Akademikerbladet.

Men skulle du så ikke selv have været mere offensiv?

”Det kan jeg ikke se, at jeg kunne. På det tidspunkt havde jeg to medlemmer i afdelingen, resten var akademikere eller journalister. Vi ville gerne gøre noget, men vores to medlemmer ønskede ikke, at vi gik forrest, fordi pilen så tydeligt ville pege på dem”, siger han.

HK: De handlede ikke som de skulle

Til gengæld har Hans-Henrik Hansen ingen respekt for borgmestrenes ageren i sagen.

”Jeg synes, de har sindssygt travlt med at skyde skylden på de faglige organisationer”, siger han.

Måske fik de ingen formelle henvendelser, men det fritager dem ikke fra at handle som øverste ansvarlige, når de er bekendt med situationen, mener han.

”De kan da ikke bare sidde på hænderne og vente på, at vi henvender os til dem. Det er ansvarsforflygtigelse. Begge borgmestre var udmærket klar over, at der var noget i vejen. De handlede bare ikke på det”, siger Hans-Henrik Hansen.

Djøf ønsker ikke at kommentere sagsforløbet, men opfordrer ”kraftigt” ledelsen i Norddjurs Kommune til at tage hånd om problemerne med arbejdsmiljøet.

Kasper Bjerregaard er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra Akademikerbladet.

}