Nu er flyrejser igen et problem for universiteterne

CO2-emissioner fra flyrejser har længe været en øm tå for universiteterne.

Problemet forsvandt dog som dug for solen, da man i 2020 pludselig befandt sig i en rejsefri online-virkelighed.

Det kulminerede i 2021, hvor forbruget af flyrejser blot var 13 procent af, hvad det var i 2019 – en reduktion på 80.000 afgange.  

Den drastiske omlægning til online-møder er dog tæt på at ligne en parentes.

I 2022 genoptog ansatte på universiteterne igen deres rejseaktiviteter og fløj sammenlagt 153 mio. km. mod blot 25 mio. km i 2021, viser en aktindsigt fra syv universiteter.

Godt nok er der et pænt stykke op til de 244 mio. rejste kilometer i 2019, men på den anden side var der fortsat restriktioner i fx Asien og Australien langt ind i 2022 og en lang række mødeaktiviteter fortsat aflyste.

På Københavns Universitet er vurderingen i et helt nyt klimaregnskab, at man er på vej tilbage til samme CO2-udledning som før corona-tiden, og da flyrejser udgør en væsentlig del af KU’s samlede klimaaftryk, har KU-ledelsen nu besluttet, at alle institutter og afdelinger skal sætte deres egne reduktionsmål for flyforbrug.

Institutledere skal handle

Universitetets overordnede målsætning er at reducere sit samlede klimaaftryk med 50 procent i 2030. Det kan lyde lavt sammenlignet med de 70 procent, Danmark har vedtaget på landsplan, men på Københavns Universitet er baseline 2018, hvor Danmarks er 1990.

Dermed høster universitetet ikke gevinsten fra reduktioner før 2018, ligesom at universitets målsætning i modsætning til den nationale modsætning også omfatter emissioner uden for Danmarks grænser, herunder fra flyrejser.

Det giver alt i alt universitetet en kæmpe udfordring, vurderer Thomas Refslund Poulsen, fagleder for KU’s klimaindsats. Skal målet nås, kræver det markante tiltag på en lang række områder, herunder en ændring af rejsevanerne.

”Vi skal fortsat flyve, men vi skal flyve mindre, så vi står overfor svære valg. Med beslutningen om selvfastsatte reduktionsmål, bliver diskussionen forankret lokalt, hvor adfærdsændringen skal ske. Og det bliver en del af den lokale ledelsesopgave, fx med en årlig opfølgning, hvor institutlederen drøfter, hvordan det er gået med dekanerne”, siger Thomas Refslund Poulsen.

Lokal uvidenhed

Beslutningen om at arbejde med lokale målsætninger hilses velkommen af postdoc Mads Ejsing, der  har fulgt med i universiteternes arbejde med bæredygtighed de seneste år.

Han peger på, at KU’s rejsepolitik allerede pålægger de ansatte at tage klimahensyn, så som at undgå fly til fordel for tog.

”Men ingen er klar over det lokalt. Folk tror bare, man skal tage den billigste rejse, fordi det siger Finansministeriet. Så det er godt, det bliver gjort lokalt nu. Der er et kæmpe spring fra ledelseslagets beslutninger til derude, hvor de skal implementeres”, siger Mads Ejsing, der for nylig var med til at stifte Det Grønne Forskernetværk.

Selvom det enkelte institut selv fastsætter måltallet, er det ifølge Mads Ejsing fornuftigt, at de lokale ledelser får ansvaret for at reducere flyrejserne.

”Vores oplevelse er, at hvis ikke den lokale ledelse tager det alvorlig, så sker der ikke noget. For der er fortsat kolleger, der mener, at man ikke skal blande sig, fordi det handler om akademisk frihed”, siger han.  

AAU: Ingen nattog

På Aalborg Universitet fløj ansatte i 2019 mellem Aalborg og København 9.100 gange, men i 2022 var omfanget allerede oppe på 6.300 igen. Og det overrasker ikke AAU-rektor Per Michael Johansen.

”Det svarer til én rejse tur-retur per ansat, så det er ikke et usædvanligt tal. Der er mange konferencer og samarbejdspartnere i hovedstaden, ligesom det er her, du har det politiske system. Derudover har vi også en campus i København, som underviserne flyver til”, siger han.  

Universitets strategi om at reducere rejseudgifterne med 25 procent er ifølge Per Michael Johansen fortsat den rettesnor, ledelsen forholder sig til.

”Som ledelse følger vi op på rejsebudgettet og ser, om vi ryger tilbage eller faktisk fastholder et lavere forbrug. Og så er det vigtigt, at vi fastholder den værdi, de digitale møder gav og viste var mulig, mens andre møder giver et andet udbytte, fordi de er fysiske”, siger han.

Den forøgede rejseaktivitet får ikke Per Michael Johansen til at overveje en mere restriktiv rejsepolitik.

”Jeg forstår godt, at KU gør, som de gør, når de kan rejse til møder i et S-tog. Men vi har ikke et nattog til Nordjylland, og selvom vi havde, ville det nok påvirke vores work-life balance ret negativt, hvis vi sove i et tog, hver gang vi tog til København”, siger Per Michael Johansen.

19 flyrejser per ansat 

Heller ikke Mads Ejsing tror på restriktioner som eneste løsning.

”De steder, hvor man er lykkedes med at flyve mindre og lave rejsepolitikker, er det sket gennem inkluderende og bevidsthedsskabende processer, hvor man er gået sammen om det, fordi man har indset, at det var vigtigt”, siger han.

Det ændrer ikke ved, at det er en lille gruppe medarbejdere, der står for størstedelen af udledningerne.  Fx stod de 15 procent mest aktive rejsende på KU i 2016 for samme klimaaftryk som de resterende 85 procent.

På fakulteterne SUND og SCIENCE fløj de ansatte det år i gennemsnit 18,8 og 17,9 gange.

”Man skal ikke flyve ti gange om året. Men faktum er, at du som forsker kan bestille alle de flyrejser, du vil. Så måske skal vi aftale, at første rejse, den tager du bare, men for den næste, der skal ligge en skriftlig begrundelse”, siger Mads Ejsing.

”Det kan vel give anledning til, at man spørger sig selv, hvorfor man egentlig flyver, og om der er alternativer.  Hvis man ikke starter den proces på institutterne, så tror jeg ikke der går lang tid før, at der kommer et dekret oppe fra”