Dansk Magisterforening

Har Kalinka stadig et job, når jobcenteret lukker: "Vi føler, at vi står i et vakum"

Kalinka West Henriksen er faglig koordinator hos Jobcenter København. Hun er uddannet cand. mag. i medievidenskab fra KU med bifag i sociologi og fik sit første job i jobcentret i 2006. © Foto: Privat

Beskæftigelse Af Tobias Havmand
Del artikel:

Kalinka West Henriksen og hendes kollegaer hos Jobcenter København, ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske, når SVM-regeringens plan om at nedlægge jobcentrene træder i kraft. "Jeg vil egentlig gerne fortsætte med mit sociale arbejde. Så må de gerne give det et andet navn, hvis de vil”.

”Jeg startede selv som borger i et jobcenter, før det hed et jobcenter. Jeg gik ledig og kom i praktik og løntilskud. Da de så oprettede jobcentrene, var der et opslag til jobcentret i Nyropsgade, hvor de søgte ret bredt, folk med forskellige baggrunde og kompetencer. Det var lidt tilfældigt, men det, der tiltrak mig, var nok en idé om at lave socialt arbejde, sådan lidt P4 Tværs, Tine Bryld-agtigt: at kunne hjælpe folk, der havde problemer og også bruge mit sociologiske bifag.

Jeg fandt ud af, at jeg faktisk brugte mine analytiske, akademiske kompetencer ret meget – og kunne godt lide det. Også at det er så relativt komplekst, med lovgivningen, og at man skal kunne se mulighederne.

Jeg arbejdede med dem, der var længst fra arbejdsmarkedet dengang, og det gør jeg stadig. Det er dem, vi kalder aktivitetsparate eller borgere med andre problemer end ledighed. Det er jo på mange måder i stormens øje. Jeg har tidligere tænkt, at politik er meget abstrakt, men når man arbejder med den gruppe, oplever man, at den er meget konkret og har meget konkrete konsekvenser for de borgere, man arbejder med. Reglerne ændrer sig fra den ene dag til den anden og ændrer deres livsvilkår ret fundamentalt.

En dag lander der fx  et begreb som ’repatriering’. Så går man pludselig fra at skulle snakke med en klient om en jobmulighed, til at man skal tilskynde ham til at tage tilbage til sit oprindelsesland. Man bliver vant til at arbejde i en politiseret organisation. Det kan være frustrerende, og nogle gange spænder reglerne ben for en. Men det er også spændende at skulle være kreativ og finde mulighedsrum inden for de rammer.

Der er bestemt ting, der kan gøres bedre, men jeg synes, debatten er ret unuanceret

Kalinka West Henriksen

Lige nu er folk lidt frustrerede. Vi føler, at vi står i et vakum, og vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe. Det er lidt ærgerligt, fordi tingene virkelig er blevet bedre her i København med flere ressourcer tilført. Før havde vi omkring 200 sager pr. medarbejder, i dag har vi ca. 35. Dengang var det meget ekspedition, og man kunne ikke rigtig kende de enkelte sager fra hinanden. Det fungerede helt klart ikke, og på mange måder var det godt, at der kom de her protester med ’Jobcenterets ofre’ og den slags.

Giv det bare et andet navn

Nogle gange skal der protester til og oprør nedefra for at ændre tingene til noget bedre. I København er vi blevet meget bedre til at afklare borgere og finde den rigtige løsning til dem, uanset om det er førtidspension, deltidsarbejde eller et regulært job, og vi kigger anderledes på dokumentation.

Der er bestemt ting, der kan gøres bedre, men jeg synes, debatten er ret unuanceret. Man kan tit høre, at de, der udtaler sig, ikke kender til området – og ikke ved eller vedkender sig, at det især er regelkomplekset, der er problemet. Jeg synes, frikommuneforsøgene er interessante i den sammenhæng, og at det ville være godt at gå væk fra den ’one size fits all’-tankegang, der præger lovkravene.

Jeg ved ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe. Politikerne vil jo grundlæggende stadig den samme aktive beskæftigelsespolitik, og de udsatte ledige vil stadig være der, så det er svært at se, hvad der helt præcis kan ændres. Det er meget socialt arbejde, i det vi udfører, når vi skal gøre borgerne klar til job. Det vil jeg egentlig gerne fortsætte med at gøre. Så må de gerne give det et andet navn, hvis de vil”.

}