Dansk Magisterforening

De arbejder i orkanens øje: 5 fortællinger fra jobbet i jobcenteret

" Jeg synes, at vi bliver rakket ned, og at politikerne ikke kan være det bekendt. De omtaler jobcentrene som en abstrakt størrelse, og ikke et sted, hvor medarbejderne hver eneste dag møder op på arbejde og gør det så godt, som de overhovedet kan", lyder det blandt andet. © Foto: Privat

Beskæftigelse Af Tobias Havmand
Del artikel:

Hvordan føles det at arbejde på landets jobcentre? En del mere meningsfuldt, end debatten antyder. Vi har talt med fem ansatte fra landets jobcentre.

I de seneste år har jobcentrene været en af de mest stormombruste bjergtoppe i det danske debatlandskab. Skrækhistorier om kræftsyge og nedbrudte borgere, der cyklede rundt i systemet og blev tvunget i aktivering uden nogen udsigt til at kunne udføre et arbejde, har kæmpet om mediepladsen med forargede virksomhedsledere, der ikke har kunne få tilsendt ledige til at udfylde deres ledige stillinger.

Ovenpå en valgkamp, hvor beskæftigelsespolitikken, afbureaukratisering og jobcentrene var et af de vigtigste temaer, har regeringen bebudet både en voldsom besparing og en omlægning af indsatsen, der er blevet italesat som en nedlæggelse. Også selvom ambitionen om en aktiv beskæftigelsespolitik fastholdes

Men hvordan føles det egentlig at arbejde på jobcentrene? Hvordan ser medarbejderne selv på fremtiden, og hvordan opleves det at være blevet en kastebold mellem landspolitikere og kommunalpolitikere?

Det har Akademikerbladet spurgt en række akademiske medarbejdere på landets jobcentre om. Konklusionen fra de fleste er, at bestemte områder har meget konkrete problemer, der skal fikses, men at indsatsen overordnet giver god mening. At arbejdsglæden faktisk er relativ høj, at man er bastet og bundet af tit umulige regler, som ingen af de ansvarlige politikere vil tage ansvar for. Og at det bebudede totalopgør med jobcentrene næppe kommer til at ske.

"I sociale sammenhænge undgår nogle medarbejdere at sige, at de arbejder på et jobcenter"

© Foto: Privat

Trine Porsgaard Koue, Jobcenterchef Job og Erhverv i Silkeborg kommune

"Jeg oplever ikke, at folk lige pt. flygter væk fra faget, slet ikke. Jeg føler virkelig stadig, at folk tror på og brænder for beskæftigelsesområdet. Men jeg har kunne mærke debatten om jobcentrene i forbindelse med valget og regeringsdannelsen rigtig meget på mine medarbejdere. De har spurgt, om jeg tror, de stadig har et job på den længere bane. En del medarbejdere fortæller, at de i sociale sammenhænge undgår at sige, at de arbejder på et jobcenter, når de bliver spurgt, hvad de laver. Så siger de bare, de arbejder på kommunen".

"De oplever at blive mødt med så mange trælse fordomme og spørgsmål om, hvorvidt jobcentret er lukket. På den måde kan jeg godt blive træt af den politiske retorik og det negative mediefokus, vi ser. Det er ærgerligt den måde, politikerne skoser jobcentrene og medarbejderne. De burde tage lidt mere ansvar for processen – det er for eksempel dem, der bestemmer rammerne, hvornår vi skal aktivere, hvor lange forløbene skal være og hvad de skal indeholde m.v.".

Læs hele interviewet med Trine Porsgaard Koue her.

"Mange af de borgere, der kommer til os tror jeg virkelig ikke har nogen andre steder at gå hen med deres problemer"

© Foto: Privat

Signe Wolff-Matern, arbejder i psykoterapeutfunktion og med dokumentation på Gladsaxe Jobcenter

"Vores arbejde i jobcentret med udsatte ledige opfatter jeg helt klart som socialt arbejde. Det er jo sjældent de jobparate dagpengemodtagere, der har mest brug for hjælp, men derimod de udsatte ledige med komplekse problemer som psykisk sygdom, misbrug eller hjemløshed. De har ikke rigtig andre steder, de kan gå hen og få en koordineret hjælp. Jeg bruger meget tid på at hjælpe folk ind i psykiatrien. Jeg oplever ofte, at mange ikke har et sprog for, hvad der er galt, og hvorfor de ikke kan få eller fastholde et arbejde eller få en almindelig hverdag til at fungere. Mange klager fx over hovedpine, smerter og træthed, men fortæller ikke lægen om deres mareridt og angst, så de bliver henvist til undersøgelse udelukkende for de somatiske symptomer".

Vi føler, at vi står i et vaccuum, og at vi ikke ved, hvad fremtiden vil bringe

Kalinka West Henriksen, faglig koordinator

"Jeg bliver tit rørt over den indsigt i folks liv, jeg får i kraft af mit arbejde, og jeg synes, det er enormt meningsfuldt, når jeg kan hjælpe en borger med at finde en anden forståelse for deres helbred og blive hjulpet til udredning og behandling. Jeg oplever også, at der er mange, der har et behandlingsbehov, men at der er lange ventetider i psykiatrien, eller der simpelthen mangler behandlingstilbud, og her må vi i jobcentrene kompensere bedst muligt, hvilket samtidigt er svært på grund af lovgivningen. Mine kolleger varetager mange opgaver som sagsbehandlere, som ligger udover det specifikt beskæftigelsesrettede".

Læs hele interviewet med Signe Wolff-Matern her.

"Jeg er blevet mere og mere ydmyg i forhold til min egen rolle"

© Foto: Privat

Bente Rytter Markedal, vejleder i Jobcenter Aalborg Udannelseshuset

"Jeg synes, det er vildt fortegnet, når de her historier kommer ud om, at vi ikke anviser folk til arbejde, for vi gør ikke andet. Men vi kan ikke tvinge folk til det – det virker ikke for nogen, heller ikke for virksomhederne. Men vi presser på. Jeg synes faktisk, jobcentrene har vendt skuden".

"De her historier med alenlange forløb, hvor man skal sy karnevalskostumer, findes ganske enkelt ikke længere, på godt og ondt. Der er blevet moderniseret, og der er et virkelig skarpt jobfokus. Jeg tror heller ikke på de store forandringer, som politikerne har i støbeskeen – for hvad vil de sætte i stedet? Også selvom reformdebatten selvfølgelig skaber uro for alle de ansatte. Jeg kan godt selv være bekymret for at miste mit arbejde som 57-årig. Jeg kan heller ikke se, hvordan private udbydere skulle kunne gøre det bedre eller billigere. Man har jo prøvet uden stor succes. Jeg mener, at det er sundt, at den slags ligger i den offentlige sektor".

Læs hele interviewet med Bente Rytter Markedal her. 

"Når man arbejder med den gruppe, oplever man, at politikken er meget konkret"

© Foto: Privat

Kalinka West Henriksen, faglig koordinator hos Jobcenter København

"Lige nu er folk lidt frustrerede. Vi føler, at vi står i et vakum. Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe. Det er lidt ærgerligt, fordi tingene virkelig er blevet bedre her i København med flere ressourcer tilført. Før havde vi omkring 200 sager pr. medarbejder. I dag har vi ca. 35. Dengang var det meget ekspedition, og man kunne ikke rigtig kende de enkelte sager fra hinanden. Det fungerede helt klart ikke, og på mange måder var det godt, at der kom de her protester med ’Jobcenterets ofre’ og den slags. Nogle gange skal der protester og oprør til nedefra for at ændre tingene til noget bedre. I København er vi blevet meget bedre til at afklare borgere og finde den rigtige løsning til dem, uanset om det er førtidspension, deltidsarbejde eller et regulært job, og vi kigger anderledes på dokumentation".

"Der er bestemt ting, der kan gøres bedre, men jeg synes, debatten er ret unuanceret. Man kan tit høre, at de, der udtaler sig, ikke kender til området – og ikke ved eller vedkender sig, at det især er regelkomplekset, der er problemet. Jeg synes, frikommuneforsøgene er interessante i den sammenhæng, og at det ville være godt at gå væk fra den ’one size fits all’-tankegang, der præger lovkravene".

Læs hele interviewet med Kalinka West Henriksen her.

"Man overser, hvor mange succeshistorier der er"

© Foto: Privat

Jens Keis Kristensen, jobformidler i Jobcenter Gladsaxe

"Jeg synes, det fungerer ret godt her i Gladsaxe, og jeg føler lidt, at man overser, hvor mange succeshistorier, der er, og hvor ofte vi finder en løsning, der faktisk passer til den enkelte borgers forhold og behov, uanset om det er et fuldtidsarbejde, et fleksjob eller en førtidspension. Og hvor glade folk tit bliver for det. Jeg synes, at vi bliver rakket ned, og at politikerne ikke kan være det bekendt. De omtaler jobcentrene som en abstrakt størrelse, og ikke et sted, hvor medarbejderne hver eneste dag møder op på arbejde og gør det så godt, som de overhovedet kan".

"Jeg ved ikke, hvilke ændringer der kommer til at ske. Man har jo de samme problemer, og de samme grupper på den anden side af en omlægning, hvor indsatsen især ligger i den gruppe, man kalder kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. Det går ikke væk, og min fornemmelse er ikke, at man vil førtidspensionere flere. Måske vil man splitte indsatsen i atomer, men det synes jeg også ville være en skam. Vi har mange folk med særlige områdeindsigter på jobcentrene, som man kan opsøge, og det giver mening at koordinere indsatsen i en kommune, hvor vi kender virksomhederne, kender mulighederne og systemet, i stedet for at sende arbejdsløse fra Hundested til aktivering i Helsingør".

Læs hele interviewet med Jens Keis Kristensen her.

}