Dansk Magisterforening

Fra Bogotá til Oslo: Modtagere af DM's rejselegat er rejst vidt omkring

Klaus Wilken (tv.) og Filip Bredal (th.) er begge studerende og har hver været så heldige at modtage DM's rejselegat. Det har de begge taget med sig på deres udvekslingsophold. © Foto: Privat

Af Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

DM's rejselegat har givet to studerende større økonomisk frihed til deres udvekslingsophold i henholdsvis Oslo og Bogotá. Læs med her, og hør om deres ophold.

Medlemmer af fagforeningen DM kan være så heldige at vinde DM's rejselegat, hvis de skal på studie- eller udlandsophold.

Akademikerbladet har snakket med to heldige modtagere, som fik rejselegatet og tog det med på udvekslingsophold i henholdsvis Oslo og Bogotá. De fortæller begge, at pengene har givet dem større økonomisk frihed.

På udveksling i Bogotá i Colombia.

For 23-årige Filip Bredal havde det hele tiden været meningen, at han skulle til et spansktalende land i sin udveksling. Det blev til Bogotá i Colombia, og her er Filip glad for at have modtaget DM's rejselegat på 5.000 kr., da en flybillet hjem til Danmark kan koste næsten 10.000 kr.

Til dagligt studerer Filip Bredahl litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I Bogotá har han dog valgt mere samfundsvidenskabelige fag for at lære om Columbias kultur og samfund - og allerede efter få ugers undervisning er den colombianske borgerkrig blevet et gennemgående tema. 

Du modtog 5.000 kr. i DM's rejselegat. Hvordan var det?
"Jeg er meget glad for at have fået det - og så er det selvfølgelig rigtig fedt, at min fagforening har sådan et legat, især som humanist på bacheloren".

Har det da været svært at finde legater til humanister?
"Ja, det er ikke mange legater, der er dedikeret til humanister.  Jeg synes, at de fleste legater enten er rettet mod folk på kandidaten, eller folk, der læser noget mere samfundsvidenskabeligt. Der var heller ikke nogen legater specifikt rettet mod Sydamerika, hvorimod flere legater var rettet til rejser til USA og europæiske lande".

Hver dag oplever jeg noget, som jeg aldrig ville opleve i Danmark

Filip Bredahl, studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet

Hvorfor ville du gerne tilbage til Colombia?
"Colombia er på mange måder den diametrale modsætning af Danmark. Jeg føler, at vi i Danmark er meget tilbageholdende og har mere mådehold. Her lever de i ekstremer; enten er det de sødeste og mest åbne mennesker, eller også vil de røve dig".

Har der været nogle specifikke oplevelser, hvor du har kunnet mærke kulturforskellene? 
"Hver dag oplever jeg noget, som jeg aldrig ville opleve i Danmark. Men jeg tror, at det jeg har været mest overrasket over var at opleve indtrædelsen af Colombias første venstreorienterede præsident, Gustavo Pedro".

Hvorfor var det overraskende?
"Det var ret vildt at opleve, hvor meget politik betyder for colombianerne. Derhjemme sidder man måske og drikker et glas rødvin og ser tv, når der er valg. Her i Columbia gik flere hundrede tusinde mennesker på gaden og græd af glæde over den nye præsident".

Tusindvis af mennesker var på gaden, da Colombias første venstreorienterede præsident, Gustavo Pedro. Filip Bredal var også taget afsted for at fejre den nye præsident. Han synes, det var vildt at opleve, hvor meget politik betyder for colombianerne. Foto: Privat © Foto: Privat

Kunne du forestille dig at tage derned igen?
"Jeg elsker virkelig Sydamerika, det er et helt vidunderligt sted. Jeg kan også godt lide at tale spansk, så jeg kan sagtens se mig selv komme igen - måske for at arbejde".

På udveksling i Oslo

Faktisk var 29-årige Klaus Wilken allerede draget afsted mod Norge, da han fandt ud af, at han havde modtaget DM's rejselegat. Legatet på 4.000 kr. giver ham mulighed for at komme hjem til København en gang hver måned for at se sin familie.

Klaus har altid elsket Norge, og specielt landets  natur - så det var ikke et svært valg om, hvor han skulle tage på udveksling. Men når Klaus Wilken ikke udforsker de norske fjelde eller er på udveksling i Oslo, læser han til bachelor i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitets fakultet i København.

Hvordan var det at modtage 4.000 kr. i DM's rejselegat?
"Jeg havde selvfølgelig håbet på at få det, men jeg havde bestemt ikke regnet med det.  Legatet betyder også meget for mig, fordi så har jeg mulighed for at se min familie, selvom jeg er på udveksling. Jeg er både glad og stolt over, at min fagforening har et rejselegat, som hjælper medlemmernes mulighed for at se nye udviklingsmuligheder, hvilket jeg synes er meget vigtigt".

Var det kun på grund af naturen, at du ville til Oslo på udveksling?
"Ikke kun. Fra et sociologisk perspektiv synes jeg det er spændende at tage til et land, der minder så meget om Danmark - jeg vil gerne undersøge, om der alligevel er nogle forskelle. Men naturen fylder meget i mit valg; Jeg har været i Norge flere gange på ferie, hvor jeg forelskede mig i naturen".

Klaus Wilken har været på ferie mange gange i Norge og elsker naturen. Han har ikke et favorit sted i Norge, bare han befinder sig på et fjeld, så er han glad. Foto: Privat © Foto: Privat

Er der nogle forskelle, du allerede nu har lagt mærke til?
"Ikke helt endnu. Men det, der har stået mest frem for mig er, hvor dyrt det hele er. Bare det at gå ud og handle er voldsomt dyrt".

Er der nogle ting, hvor du har oplevet at, Norge og Danmark minder meget om hinanden?
"Danskere og nordmænd minder meget om hinanden i mange henseender, synes jeg. Jeg bor med en hollandsk fyr, der havde fået at vide, at nordmænd havde mange foreninger, og at de ikke taler med fremmede, hvis ikke de har en grund. Hvor jeg sagde til ham, at det sådan set også er en dansk ting - måske bare noget skandinavisk".

Kunne du forestille dig at komme tilbage og arbejde i Oslo senere?
"Ja, sagtens. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde mig at arbejde som sociolog med Skandinavien som fokus. I forhold til at tage på udveksling har det også været motiv for mig at finde et fagligt og socialt fællesskab uden for Danmark".

DM's rejselegat

DM's rejselegat uddeles til at støtte medlemmers feltstudier eller studieophold i forbindelse med bachelor- eller kandidatgrad.

Legatet bliver fordelt hvert halve år, hvor ca. 10 ansøgere bliver tildelt op til 8.000 kr.

Det årlige rejselegat er på 100.000 kr. og fordeles hvert halve år med 50.000 kr.

Læs mere om ansøgningen til DM rejselegat her.

}