
Foto: Unsplash
Nyt udspil: Sådan får velfærdsfagene flere studerende
Del denne artikel
Der er store problemer med at skaffe nok hoveder ind på de store velfærdsuddannelser. Og hvis ikke udviklingen vendes snarest, kan det få katastrofale følger for Danmarks velfærd.
Det pointerer Danske Professionshøjskoler, som udbyder uddannelser til de store velfærdsuddannelser. En analyse fra Damvad Analytics viser, at Danmark vil mangle mere end 35.000 sygeplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere i 2030. Samtidig er søgningen til de fire store professionsuddannelser på velfærdsområdet faldet med hele 21 procent sammenlignet med 2019.
”Jeg tror på, at uddannelserne til fx pædagog, lærer og sygeplejerske har et langt større potentiale. Men det kræver, at de opfattes som ambitiøse og attraktive, og som nogle, der fører til et godt liv med masser af muligheder. Med vores udspil bringer vi nu 18 helt konkrete uddannelsesforslag ind i debatten om, hvordan vi får flere unge og voksne til at vælge uddannelserne til og også blive i faget efter endt uddannelse”, siger Camilla Wang, som er forkvinde i Danske Professionshøjskoler.
Hun peger på, at unge studievælgere i dag har en opfattelse af, at det gode liv med prestige, gode muligheder for at videreuddanne sig og en høj løn ligger for enden af en universitetsuddannelse.
Danske Professionshøjskoler fremlægger derfor et nyt udspil med 18 konkrete forslag, som skal bidrage til, at flere uddanner sig til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver i fremtiden.
18 forslag: Sådan får velfærdsfagene flere studerende
1. Professionsfokus i gymnasiestudieretninger
2. Forsøg med nye fag i det almene gymnasium
3. Professionshøjskolerepræsentanter i gymnasiebestyrelser
4. Obligatorisk studiepraktik i gymnasiet
5. Styrket individuel vejledning på de almene gymnasier og i sabbatår
6. Professionsuddannelserne ud på gymnasierne
7. Ret til 110 procent dagpenge til professionsuddannelser med stor mangel
8. Mere fleksible uddannelsesveje til at blive fagprofessionel
9. Korte faglige kurser til unge studenter, der arbejder i sabbatårene
10. Flere undervisningstimer – især til at øve sit fag
11. Dygtigere undervisere med styrkede pædagogiske kompetencer og praksiserfaring
12. Uddannede praktikvejledere i praktikken
13. Praktikken skal være tæt integreret med undervisningen
14. Stærkere faglige og sociale fællesskaber
15. Inspirerende uddannelsessteder med tradition og sjæl
16. Systematisk modtagelse af nyuddannede
17. Nye professionsrettede specialistuddannelser, der svarer til arbejdsmarkedets behov
18. Mulighed for formel efter- og videreuddannelse med praktik
Læs mere om forslagene her:
Kilde: Danske Professionshøjskoler