Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
KL
Efter otte år som kommunaldirektør i Helsingør Kommune har Stine Johansen fået en ny toppost i Kommunernes Landsforening: "God ledelse handler om, hvordan vi er sammen", siger hun.
Foto: Vibe Juul Sannig

Ny klimadirektør i KL: "Det er relationer, der skaber resultater"

Varmeforsyning, energikrise – og en topartsaftale mellem stat og kommuner, der skal øge kapaciteten af sol- og vindenergi til det firdobbelte. Cand.mag. Stine Johansen er kommet løbende fra start som KL's nye klimadirektør.

Stine Johansen har ikke hvilet i ret mange minutter på laurbærrene, siden hun den 1. oktober skiftede jobbet som kommunaldirektør i Helsingør Kommune ud med en direktørstilling i KL.

De presserende dagsordener står linet op til den 48-årige cand.mag. i visuel kultur, som fremover skal varetage 98 kommuners interesser indenfor områderne klima, miljø- og energi.

”Den aktuelle energi- og forsyningskrise fylder i alle byråd fra Aalborg til Vordingborg. Vi arbejder lige nu med varmeplaner, som kan sikre forsyningslinjen, og vi drøfter løsninger på forskellige scenarier, der kan opstå i en urolig tid, fx et potentielt strømnedbrud”, forklarer Stine Johansen.

Sol og vind skal firdobles

En anden kæmpestor og bunden opgave for den nye klimadirektør bliver at hive en topartsaftale hjem mellem kommuner og stat. Den skal sikre en firdobling af sol- og vindenergi-kapaciteten på land i Danmark inden 2030. Det kommer til at kræve enorme arealer.

”Mange lokalsamfund stritter umiddelbart imod ved udsigten til at få en solcellepark i kommunens baghave eller vindmøller ude ved kysterne. Staten vil udpege visse områder, men jeg er stærkt optaget af, at vi lander på en model, der også bliver en gevinst for lokalsamfundene”, siger Stine Johansen.

I ni år har hun haft hænderne dybt nede i driften af Helsingør Kommune. Én ting går ifølge hende igen i den nye stilling, selvom hun nu skifter fokus fra ældrepleje, kulturliv og teknisk forvaltning til det grønne, nationale helikopterperspektiv.

”God ledelse handler om, hvordan vi er sammen. Mit blik for det relationelle har været mit vigtigste værktøj som topleder i 14 år. De bedste resultater opstår, når en medarbejderstab afspejler en stor diversitet, både hvad angår kvalifikationer og livserfaringer”, siger Stine Johansen.

Ifølge hende er det i en Djøf-verden ekstra vigtigt at have fokus på at blande kortene rigtigt.

 ”Selvfølgelig skal vi have styr på det klimafaglige, men relationerne er næsten lige så vigtige. Det er nok der, min humanistiske vinkel ind i ledelsesopgaven særligt kommer til udtryk”, siger Stine Johansen.

Stine Johansen
"Mit blik for det relationelle har været mit vigtigste værktøj som topleder i 14 år", siger KL's nye klimadirektør. Foto: Vibe Juul Sannig

Moderne arbejdsliv bliver til sange

KL's nye klimadirektør kunne noder, før hun kunne læse.

I hendes kunstneriske barndomshjem blev det i den grad opmuntret, at hun tog timer hos en operasanger som 12-årig, og hun gik jævnligt i Det Kongelige Teater, før hun fyldte 15.

Den dag i dag komponerer hun fortsat musik i stor stil. Tankerne om et kommende møde kan blive til en sang, mens hun er på vej hen over Rådhuspladsen:

”Det moderne arbejdsliv er en stor inspirationskilde for mig, når jeg skriver musik. I 2020 udgav jeg ”Working mind”, som er en hyldest til Grønland, hvor jeg arbejdede og havde fem fantastiske år. Jeg vil slet ikke afvise, at den kommunale klimaindsats også kaster en komposition af sig, når jeg først er kommet i gang”.

Stine Johansen, 48 år:

Kommunaldirektør i Helsingør fra 2014-2022.

Før det ansat i IBM og som konstituteret kommunaldirektør i  hovedstadskommunen Kommuneqarfik Sermersooq i Grønland.

Uddannet cand.mag. i visuel kultur fra Københavns Universitet 2007.

Gift med Leise Johnsen, som hun har tre voksne børn med.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Carlsbergfondet

Scientific Officer til Carlsbergfondet

Carlsbergfondet

Danmarks Meteorologiske Institut

Experienced ocean remote sensing scientist

Danmarks Meteorologiske Institut

ABSALON, Professionshøjskolen

Chefkonsulent til forretningsudvikling af efter- og videreuddannelse

ABSALON, Professionshøjskolen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?