Dansk Magisterforening

Træt af tastearbejde? I fremtiden vil robotter klare HR-opgaver

Der kan spares mange arbejdstimer, hvis HR-ansatte fx ikke længere selv skal oprette nye medarbejdere i virksomhedernes IT-systemer. Derfor tror forsker Frans Bevort, at flere virksomheder vil benytte sig af systemerne i fremtiden. © Foto: Canva

Af Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

Kun en tredjedel af danske virksomheder bruger algoritmer i deres HR-processer i dag. Men det tal kommer til at stige inden for de næste år, spår virksomhed, der selv leverer algoritmisk software.

”Man snakker meget om algoritmer, men i HR bruger man dem mindre, end man skulle tro baseret på omtalen”.

Det fortæller Frans Bévort, der forsker i human ressource management på Copenhagen Business School.

Han har netop udgivet en ny undersøgelse, der viser at mindre end 33 procent af de danske virksomheder benytter sig af algoritmer, når de fx skal ansætte nye medarbejdere eller foretage fyringer. For mange virksomheder er det nemlig en afvejning, om det kan betale sig at bruge algoritmiske robotter i deres HR-praksis. Det handler nemlig ikke kun om etik, men også om effektivitet:

”Vi taler ofte om algoritmiske robotter med menneskelige termer. Vi er bare ikke opmærksomme på, at vi mennesker er meget komplekse. Selv de små opgaver, vi laver, kræver intelligens, som vi er trænede i. Det er algoritmen ikke”, fortæller Frans Bévort.

Algoritmer i HR

Algoritmisk teknologi, fx RPA-teknologi, bruges i HR-regi til blandt andet on-boarding eller off-boarding af en medarbejder - altså når en medarbejder starter eller stopper i virksomheden. Det kan tage mange arbejdstimer at koble en medarbejder til eller fra virksomhedens it-systemer. Der kan være systemer for pension, HR, løn, kontrakter m.fl.. Disse opgaver kan algoritmer tage sig af.

Kilde: NordicRPA

Kun 10 procent af virksomhederne fra undersøgelsen fortæller, at de bruger algoritmer i stort omfang i deres HR-processer. Men noget tyder på, at flere vil gøre algoritmer til en naturlig del af arbejdslivet de kommende år.

Hos it-virksomheden Nordic RPA i Aarhus tilbyder de software, der kan fuldføre gentagne arbejdsopgaver i større virksomheder og organisationer. De oplever i disse år en stigende efterspørgsel på teknologien, selvom den kun er fra 2017.

”Det er relevant for mange virksomheder og organisationer at få fjernet de gentagne og manuelle og til tider kedelige opgaver i organisationen. Derfor oplever vi generelt en større interesse for algoritmen”, siger Peter Sønderlyng, der er partner i NordicRPA. 

Teknologien kan nemlig frigive en masse tid i HR-afdelinger landet over.

”Det er mange bække små, der gør resultatet: Hvis du har en organisation med 500 medarbejdere, der kan spare en halv time om dagen, så frigiver det meget tid på lang sigt”, fortæller Peter Sønderlyng.

Godt nyt for akademikere

Ny algoritmeteknologi som fx kunstig intelligens kan også være positiv for det akademiske arbejdsmarked, forklarer Peter Sønderlyng.

”Teknologien kan tage sig af driftsopgaverne, der stjæler tid og dræner den højtuddannede medarbejder” siger han og fastslår, at teknologien altså ikke vil stjæle akademiske arbejdspladser.

”Det er ikke kognitive eller akademiske processer og arbejdsopgaver, som teknologien vil overtage. Det kan den simpelthen ikke”, siger Peter Sønderlyng,

Det er forsker Frans Bévort enig i.

”Der skal stadig være medarbejdere til at løse komplekse opgaver, men udviklingen for robotautomatisering af gentagne arbejdsopgaver buldrer fremad”, fortæller Frans Bévort og tilføjer:

”Jeg er ganske overbevist om, at det vil blive mere og mere udbredt i den nærmeste fremtid, at mennesker og styresystemer smelter sammen i arbejdslivet”.

}