Dansk Magisterforening

Slut med at spørge om alder i jobopslag: ”Et skridt på vejen”

Niels Elbæk blev ledig i 2015 som 59-årig. De følgende år sendte han flere hundrede jobansøgninger, men kom kun til to samtaler. Han er ikke i tvivl om, at denne lov ville have hjulpet ham. © Foto: Canva / nbhutinat

Af Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

Ny lov forbyder arbejdsgivere at screene efter alder i jobsøgning. Loven har god signalværdi og gør det lidt sværere at diskriminere mod alder, mener forsker.

Da Niels Elbæk i 2015 blev ledig som 59-årig, havde han regnet med, at det ville være let at finde et nyt job. Blandt andet fordi han havde over 25 års ledererfaring.

Han tog fejl. I løbet af de næste år sendte han flere hundrede ansøgninger og blev inviteret til to enkelte samtaler

Derfor er han i dag glad for den nye lov, der forbyder arbejdsgivere at screene efter alder i jobsøgningen. 

”Hvis man alene på grund af alder bliver frasorteret, så kan man godt føle, at der er noget galt i systemet. Det er den der automatiske frasortering, jeg tror, man kommer til livs ved denne lov”, siger han og er ikke i tvivl om, at loven ville have hjulpet ham selv, da han var aktiv jobsøgende.  

Det er da også med seniorer i fokus, at loven er blevet vedtaget.

”Vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå, at seniorer føler sig diskrimineret og oplever at blive valgt fra udelukkende på grund af deres alder”, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i pressemeddelelse om forslaget, der blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget.

Det var allerede ulovligt at spørge ind til alder i jobansøgninger, hvis der ikke var en saglig grund til det. Nu er det altså blevet helt forbudt at spørge ind til alder. 

Aske Juul Lassen, der forsker i aldersdiskrimination ved SAXO-Instituttet på Københavns Universitet, ser positivt på nye lov.

”For mig at se er det et rigtig godt skridt på vejen i bekæmpelsen af aldersdiskrimination”, siger han.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, pointerer Aske Juul Lassen.

”Loven kommer ikke til at gøre op med samfundets vrangforestillinger om seniorer på arbejdsmarkedet, men der bliver sendt et stærkt signal, og det bliver en smule mere svært at diskriminere”.

Fordomme dikterer stadig

I 2012 udkom Konsulenthuset ballisager med en undersøgelse, der viste at én ud af fem virksomheder sortere jobansøgninger ud fra alder.

Derfor er Morten Ballisager, der er chef og grundlægger af konsulenthuset, tilhænger af den nye lov.

”Jeg håber, at dette er et skridt på vejen til erkendelsen af, at alder ikke har noget at gøre med job performance. Det er positivt, at vi har præciseret den foregående lov, men det er ærgerligt, at det er nødvendigt”, siger han.

Morten Ballisager møder ofte virksomhedsledere, der frygter, at ældre jobansøgere ikke har samme motivation som yngre ansøgere. Men det er en fordom, der ikke holder stik, vurderer forsker Aske Juul Lassen.

”Der sker helt sikkert noget med os i vores aldringsproces. Men det egentlige funktionstab kommer først langt efter, at man er gået på pension”, siger han.  

Det, jeg egentlig bare drømmer om, er, at alder ikke er noget, vi interesserer os for, når det gælder jobsøgning

Morten Ballisager, chef for konsulenthuset Ballisager

Seniorer skal også være udviklingsparate

Niels Elbæk, der er uddannet cand.comm. i Kommunikation og Internationale Udviklingsstudier, fandt løsningen på sin ledighed på det prekære arbejdsmarked.

”Jeg kom til at tænke: Er det mig, der er noget galt med? Men det var der jo ikke, selvom det var svært at erkende, at jeg var nødt til at gå over i prekariatet”, fortæller Niels Elbæk.

Efter erkendelsen skiftede han fra at bruge al sin tid på ansøgninger til at dyrke netværket mere. En masse kaffemøder senere har han haft flere forskellige midlertidige stillinger.   

”Jeg har haft 25 helt vildt spændende år på arbejdsmarkedet. Men i de sidste 6-7 år har jeg virkelig også haft spændende jobs, der både matchede min faglighed og mine interesser”, fortæller han.

Og det, Niels Elbæk har gjort, er også en af hovedpointerne i Aske Juul Lassens nyeste forskning.

”Vi har som samfund en meget lineær karriereforestilling. Hvis man bryder den forestilling ned, så giver det plads til mange flere muligheder”, fortæller han.

Seniorerne har altså også selv et ansvar for at gøre sig attraktive på arbejdsmarkedet, mener forskeren.

Det er Morten Ballisager enig i, men han mener, at man også skal kigge et andet sted hen for at løse problemet med aldersdiskrimination. Han håber, at mere uddannelse til dem, der rekrutterer, også kan være en del af løsningen.

”Jeg oplever, at de ofte ikke ved, at der ikke er hold i deres forestillinger om forskellige aldersgrupper. Der er noget viden, der mangler at blive formidlet ud på arbejdsmarkedet”, siger Morten Ballisager.

 ”Det, jeg egentlig bare drømmer om, er, at alder ikke er noget, vi interesserer os for, når det gælder jobsøgning”.

}