Dansk Magisterforening

DM fordømmer Ruslands invasion i Ukraine

Gade i Ukraines næstestørste by Kharkiv, i den nordøstlige del af landet, 1. marts 2022, efter et russisk angreb. © Foto: Sergey Dolzhenko/EPA/Ritzau Scanpix

Ukraine Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Fagforeningen DM’s hovedbestyrelse fordømmer i resolution Ruslands angreb på Ukraine. Derudover kommer DM med ni anbefalinger om støtte til Ukraine.

Ruslands angreb på Ukraine torsdag har fremkaldt stærke reaktioner verden over, og på et møde i DM’s hovedbestyrelse mandag vedtog de 15 medlemmer en resolution, der fordømmer invasionen.

”Det internationale samfund skal stå forenet over for denne aggression, og vi skal støtte den ukrainske befolknings ret til selv at vælge sin fremtid. Ruslands invasion af Ukraine er så voldsom en handling, at det også bør være en sag for hele civilsamfundet, og det er en sag for os i fagbevægelsen”, lyder det blandt andet i resolutionen.

Flere fagforeninger har siden invasionen i torsdags udtrykt deres støtte til Ukraine. 3F-afdelinger over hele landet har iværksat indsamlinger og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opfordrer sine medlemmer til at yde lægehjælp til ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark og ikke har sundhedskort.

Også de internationale fagforbund Education International og UNI Global, som DM er en del af, har fordømt invasionen.

Camilla Gregersen, formand for DM, tror, at mange medlemmer af DM har været optaget den seneste eskalering af situationen siden i torsdag. Derfor har det også været vigtigt for DM at sende et klart signal.

”I DM arbejder vi ikke kun nationalt, men også via internationale faglige organisationer, hvor DM er medlem. Vi ønsker både at hjælpe i Ukraine og at gøre en forskel i civilsamfundet herhjemme, så flygtninge modtages positivt”, siger Camilla Gregersen.

DM: Her er 9 anbefalinger om støtte til Ukraine

Foruden at udtrykke støtte til såvel ukrainere som DM-medlemmer, der direkte eller indirekte er berørt af konfliktet, indeholder resolutionen ni anbefalinger og holdningstilkendegivelser, som her er gengivet i en forkortet version:

1. Flygtninge
”I DM byder vi flygtninge fra krigen velkomne i samfundet og på arbejdsmarkedet, og nogle medlemmer vil måske endda åbne deres hjem for flygtningene og give dem husly. Det forventes, at op til 7 mio. mennesker kommer til at flygte fra Ukraine, hvis krigen fortsætter. Det er en tragedie, og de skal hjælpes bedst muligt”.

2. Økonomiske og statslige sanktioner
"Vi bakker op om, at der på nationalt, europæisk plan og globalt plan tages kraftige sanktioner i brug, både finansielt og indenfor energiområdet, som udgør en stor del af den russiske økonomi".

3. Ret til organisering
"Der har været problemer med at få lov til at organisere sig fagligt både i Ukraine og Rusland, hvilket du kan læse mere om her. Der skal være både ytringsfrihed og organisationsfrihed i den offentlige og private sektor, også i Østeuropa og Rusland".

4. Støtte til forfulgte akademikere
"Vi bakker op om de russiske akademikere, der straks efter invasionen skrev under på et opråb mod krigen, som de nu risikerer repressalier på grund af".

Vi ønsker både at hjælpe i Ukraine og at gøre en forskel i civilsamfundet herhjemme, så flygtninge modtages positivt

Camilla Gregersen, formand i DM

5. Herboende russere skal ikke lægges for had
"Det er Putin, der har taget en vanvittig og forkert beslutning om invasion i Ukraine. Herboende russiske kolleger skal ikke bebrejdes, hvad deres regering beslutter. Vores russiske og ukrainske kolleger skal have moralsk støtte i en meget svær tid".

6. Støtte til genopbygning
"En af vores internationale organisationer, Education International, har været med til at finansiere nye kontorer til den ukrainske faglige hovedorganisation, efter at de blev brændt ned under urolighederne i 2014. Vi vil selvfølgelig igen være klar til en lignende støtte".

7. Støtte til det ukrainske forskersamfund
"Via vores fagfæller i den ukrainske fagforening STESU følger vi med i, hvordan både forskning og undervisning i stigende grad har mødt forhindringer på grund af spændingerne. DM støtter det ukrainske forskningssamfund i deres bestræbelser på at deltage i det øvrige europæiske forskningssamarbejde, herunder en snarlig optagelse i det EU-finansierede program COST, der allerede omfatter en række andre lande uden for EU".

8. Prioritér dansk vidensberedskab
"Faglige miljøer om fx sprog, kultur, samfund og historie, skal have stabil finansiering, så de kan give os den fornødne viden og uddanne personale til bl.a. diplomati og udenrigstjeneste samt tjene som et dansk vidensberedskab, som hele samfundet kan trække på".

9. Støtte til folkelige initiativer og hjælpeorganisationer, der opererer i området
"Der er brug for nødhjælp og bistand i Ukraine og nærområdet. Støt hjælpeorganisationerne økonomisk og gør en forskel. Det kan fx være Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp eller Red Barnet".

Webinar: Sådan ser forskerne på invasionen i Ukraine

Bliv klogere på baggrunden og situationen i Ukraine sammen med nogle af landets mest vidende personer. 

Gratis for medlemmer af DM. Tilmeld dig på dm.dk.

Webinar kl. 8 den 4. marts 2022.

 

Ukraines flag
}