Dansk Magisterforening

DM klager til Pressenævnet over "uærligt" tv-program

Astrofysikeren Anja C. Andersen blev snydt til at diskutere Jordens form med en person, der tror, den er flad. Nu har hun og to andre klaget til Pressenævnet via DM. © Foto: Christian Børsmose Trip/Danmarks Radio.

Ellen Imellem Af Julie Laier Plougmand
Del artikel:

"Jeg finder det helt uforståeligt, at nogen vil opføre sig så uærligt overfor mig", lyder det fra en af de tre medvirkende i DR-programmet Ellen Imellem.

DR har i flere uger været under hård kritik for at bringe programmet Ellen Imellem, hvor de deltagende eksperter bliver snydt til at lade sig interviewe af en skeptiker, der er skjult i et andet rum - blandt andet en fladjordsteoretiker, en kreationist og en tykaktivist.

Nu klager DM på vegne af tre medvirkende til Pressenævnet over det, de betegner som alvorlige overtrædelser af de vejledende regler for god presseskik.

”Jeg finder det helt uforståeligt, at nogen vil opføre sig så uærligt overfor mig. Det har rystet min grundlæggende tillid til DR og journalister, hvilket er beklageligt, da mit forskningsformidlingsvirke i høj grad bygger på en gensidig tillid mellem eksperten og journalisten”, skriver en af klagerne, professor Anja C. Andersen.

De vigtigste klagepunkter lyder:

  1. DR narrede de medvirkende til at deltage på falske præmisser.
  2. DR offentliggjorde programmerne, selv om deltagerne forinden gjorde klart, at de fandt fremgangsmåden uacceptabel og ikke ønskede at deltage.
  3. Programmerne udgør en alvorlig krænkelse af klagernes personlige og professionelle integritet.
  4. Fremgangsmåden strider mod DR's egne etiske retningslinjer.
  5. Programmerne kan ikke betegnes som satire - blandt andet fordi det er de medvirkende, der latterliggøres, ikke skeptikerne.

DR afviser at have begået fejl

DM har i en tidligere klage til DR krævet, at programmerne blev trukket tilbage og råbåndene slettet. Det har DR afvist.

Kulturdirektør Henrik Bo Nielsen afviser at undskylde eller at trække programmet tilbage. Han mener ikke, at DR har brudt med god presseskik.

”Jeg ser på, om programmet gjorde det, som redaktionen ønskede, det skulle gøre, og om brugerreaktionerne ligger i det felt, de skal. Og der synes jeg, det lever op til intentionerne. Så er der derudover en proces og håndtering af programmet, og det er superærgerligt, at det fylder så meget, som det gør. Men jeg kan ikke undskylde, når jeg synes, vi har løst opgaven, som vi skal”, siger Henrik Bo Nielsen i et interview med Akademikerbladet, der blev lavet, før klagen blev offentligt kendt.

Jeg kan ikke undskylde, når jeg synes, vi har løst opgaven, som vi skal

Henrik Bo Nielsen, kulturdirektør i DR

”Det er en enorm svær opgave at ramme unge mennesker som målgruppe. Her er et bud på et greb, hvor man tager nogle af de virkelig mange kontroversielle synspunkter derude og lader dem møde videnskaben. Det er ikke det samme som at ligestille synspunkter og videnskab – den debat er helt forvrænget. Vi har vurderet: Kan de eksperter får en fair mulighed for at reagere fornuftigt, og det synes vi, de kan. Hvis du ser programmerne, kommer de jo fremragende ud af det”, siger han.

Klagen: Det er en alvorlig overtrædelse af god presseskik

Klagen angår tre udsendelser af Ellen Imellem og sendes på vegne af professor Anja C. Andersen, formidler Morten Elsøe og museumsdirektør Peter C. Kjærgaard, der alle optræder i programmet.

Ifølge DM bliver de medvirkendes videnskabelige faglighed og professionelle indsigt sammenlignet med de skjulte intervieweres konspiratoriske og personlige tilgang til viden. Faglig kompetence sidestilles med personlige holdninger, og programmet udgør derfor en ”alvorlig krænkelse af klagernes personlige og professionelle integritet”, står det. 

Ifølge klagen har DR negligeret klagernes tilbagekaldelse af deres samtykke under henvisning til, at de medvirkende på forhånd var informeret om, at interviewene ville blive foretaget med ”hjælp fra en tilrettelægger, der supplerer med spørgsmål”.​

Jeg finder det helt uforståeligt, at nogen vil opføre sig så uærligt overfor mig. Det har rystet min grundlæggende tillid til DR og journalister

Astrofysiker Anja C. Andersen

En af klagerne er professor Anja C. Andersen. Hun var med i seriens første afsnit, hvor hun uden at vide det skulle svare på spørgsmål fra konspirationsteoretikeren Ole Lochmann, der tror, at Jorden er flad.

Man nåede knap at blinke to gange inden journalisten, der havde Lochmann i øresneglen og gentog hans ord, stillede spørgsmålet: ”Hvad tænker du om, at NASA har været ledet af den tyske naziofficer Wernher von Braun?”

Da DR kort før offentliggørelse afslørede for Anja C. Andersen, at præmissen for programmet er at lade ”kontroversielle, anderledes og underrepræsenterede holdninger komme til orde over for mennesker, der har en anden verdensopfattelse”, opfattede Anja C. Andersen det sådan, at det var hende, der har ”en anden verdensopfattelse”, skriver DM i klagen.

DM mener derfor, at det må betragtes som ”en alvorlig overtrædelse af god presseetik, at DR har narret klagerne til at deltage i optagelserne til programmet ved at bilde dem ind, at de skulle medvirke i noget andet, end de faktisk skulle, og på den måde har fået dem til at medvirke på falske præmisser”.

}