Dansk Magisterforening

Undersøgelse: Offentlige ledere vil satse på mere hjemmearbejde

Bedre mulighed for hjemmearbejde vil gøre det lettere at tiltrække medarbejdere, mener 83 procent af cheferne i staten. © Foto: Malte Hemhold.

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Faste hjemmearbejdsdage bliver kutyme, siger syv ud af ti statslige chefer. Det skal sænke sygefraværet, øge tilfredsheden med jobbet og gøre det lettere at tiltrække nye medarbejdere.

Syv ud af ti chefer på statslige arbejdspladser forventer at anvende fast og tilbagevendende hjemmearbejde efter coronapandemien.

Det viser en undersøgelse lavet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som Akademikerbladet har fået aktindsigt i.

Undersøgelsen, der ikke er offentliggjort, er en del af et analysearbejde om hjemmearbejde, som regeringen annoncerede i forbindelse med genåbningsplanen for Danmark i foråret 2021.

Undersøgelsen er gennemført i juni til august 2021 og omfatter 29 arbejdspladser i styrelser og departementer med ca. 16.000 ansatte.

De statslige chefer peger i undersøgelsen på flere grunde til, at de ønsker at fastholde brugen af hjemmearbejde:

  • 83 pct. af cheferne vil forbedre muligheden for at fastholde og tiltrække arbejdskraft
  • 78 pct. forventer, at fremadrettet brug af hjemmearbejde vil nedbringe det korte sygefravær
  • 72 pct. giver udtryk for at hjemmearbejdsdage forbedrer medarbejdertilfredsheden.

DM: Forrygende

Camilla Gregersen, formand for DM, kalder chefernes holdninger i undersøgelsen ”forrygende”.

”Det er synspunkter, vi i den grad kan genkende. Vi har gennem flere år arbejdet for øget fleksibilitet i arbejdslivet, og nu viser det sig, at arbejdsgiversiden også ser store gevinster ved hjemmearbejde. Det er meget glædeligt”, siger hun.

Ingen af de adspurgte ledere, der forventer øget brug af hjemmearbejde, giver i det materiale, som Akademikerbladet har fået adgang til, udtryk for negative effekter af hjemmearbejdet.

Jeg ser store gevinster, når vi tør nytænke arbejdslivet

Camilla Gregersen, formand for DM

For eksempel forventer ingen chefer i undersøgelsen, at fremadrettet brug af hjemmearbejde vil gå ud over produktiviteten. 83 pct. forventer uændret produktivitet, mens 17 pct. forventer, at den forbedres. Lidt flere, 28 pct., forventer øget tilfredshed blandt brugerne af statens tjenester.

”Når lederne udelukkende kan få øje på positive effekter og nul negative effekter, så ligger spørgsmålet om fremadrettet brug af hjemmearbejde jo lige til højrebenet. Nu skal man i gang med dialogen lokalt, så der kan tages hensyn til behov og ønsker på den enkelte arbejdsplads. Jeg ser store gevinster, når vi tør nytænke arbejdslivet”, siger Camilla Gregersen.

Forsker: Ingen foræring

Alligevel skal man ikke forvente, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen som statens centrale arbejdsgiver nu kaster sin kærlighed på hjemmearbejde. Det siger arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

”Rent strategisk har man som arbejdsgiver ikke interesse i at gå ud og lovprise hjemmearbejde. For selvom lønmodtagerne har vundet dagsordnen om fleksibilitet, indgår ønsket om øget fleksibilitet i et bytteforhold i de centrale overenskomstforhandlinger”, siger han.

Rent strategisk har man som arbejdsgiver ikke interesse i at gå ud og lovprise hjemmearbejde

Henning Jørgensen, professor emeritus ved Aalborg Universitet

Signe Friberg Nielsen, Medarbejder- og kompetencestyrelsens direktør, ønsker ikke at tilkendegive, om hun fremover ønsker øget brug af hjemmearbejde.

”Det er ledelsen på den enkelte arbejdsplads, der har det bedste overblik over, hvad der giver mening, og hvad der skaber værdi hos dem. Derfor er det også lokalt, at man skal finde det rette niveau for brugen af hjemmearbejde med udgangspunkt i den lokale opgaveløsning”, skiver hun i en mail til Akademikerbladet.

}