Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Camilla Gregersen, formand i DM
Formand i DM Camilla Gregersen forklarer, at det i sidste ende er vikarbureauets ansvar at følge lovgivningen om varsling ved masseafskedigelse.
Foto: Jacob Nielsen

600 corona-vikarer forlanger kompensation efter massefyring

600 vikarer, hyret af staten gennem vikarbureauet Moment, er blevet afskediget. Men Moment har ikke fulgt reglerne for masseafskedigelse, lyder det fra DM, der nu går efter kompensation til sine 11 berørte medlemmer.

Bestemmelserne i loven om masseafskedigelser blev ikke overholdt, da vikarbureauet Moment den 7. februar afskedigede 600 medarbejdere.

Sådan lyder vurderingen fra både DM og en række andre fagforbund, der nu vil have Moment til at betale en godtgørelse på 30 dages løn til hver af de fyrede.

Formand i DM Camilla Gregersen venter nu på at høre tilbage fra vikarbureauet. 

"Vi har endnu ikke hørt, hvordan Moment forholder sig endeligt til kravene. I første omgang er det Moments ansvar at følge lovgivningen om varsling ved masseafskedigelse", siger Camilla Gregersen. 

Forhandlinger udeblev

DM har 11 medlemmer blandt de 600 masseafskedigede.

Under corona-pandemien var vikarerne udsendt af Moment til Styrelsen for Patientsikkerhed. Her skulle de varetage opgaver vedrørende smitteopsporingen for den statslige styrelse.

Når et vikarbureau påtænker afskedigelser i det her omfang, så har de et ansvar for at forsøge at begrænse skaden mest muligt

Ann Mehl, forhandlingskonsulent i DM

Men selvom opgaven nu bliver naturligt afsluttet, fordi pandemien er ved at dø ud, så skal Moment ikke desto mindre iagttage bestemmelserne i masseafskedigelsesloven. Det forklarer Ann Mehl, der er forhandlingskonsulent i DM.

”Når et vikarbureau påtænker afskedigelser i det her omfang, så har de et ansvar for at forsøge at begrænse skaden mest muligt, fx ved at føre forhandlinger med de forskellige medarbejderrepræsentanter, inden fyresedlerne bliver sendt ud. Det er ikke sket”, forklarer Ann Mehl.

Moment: Vi imødeser konklusion

DM såvel som de øvrige fagforbund går efter en godtgørelse til de ansatte svarende til 30 dages løn.

Lige nu er det dog ikke til at sige, hvad næste skridt bliver, forklarer Camilla Gregersen. 

"Igen så afventer vi i øjeblikket endeligt svar fra dem, før vi kan sige mere om, hvad næste skridt bliver. Når de vender tilbage med noget, vil vi selvfølgelig foretage en grundig vurdering af sagen og forfølge den i det omfang, der er muligt for at hjælpe vores medlemmer", forklarer DM-formanden.

DM Akademikerbladet har kontaktet Moment for en kommentar, men tager ifølge Commercial Director Anders Løvgreen sagen meget alvorligt.

”De sidste, der skal komme i klemme her, er vikarerne. Vi er i gang med at afklare sagen mellem de involverede parter, og vi imødeser en endelig konklusion meget snart", hedder det i en skriftlig kommentar fra Moment til DM Akademikerbladet.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Zealand Sjællands Erhvervsakademi

REKTOR

Zealand Sjællands Erhvervsakademi

Nordic Genetic Resource Center

NordGen søger afdelingschef til genbanken

Nordic Genetic Resource Center

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?