Dansk Magisterforening

De fleste optager færre, men ét sted næsten fordobler optaget: ”Vi er selv ret overraskede”

Aalborg Universitet er en af de 22 uddannelsesinstitutioner, der i år optager færre studerende. Sammenlignet med 2019 tilbydes 636 færre studerende en plads på universitetet, en nedgang på 14 pct. © Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Overblik: 22 ud af 32 videregående uddannelsesinstitutioner mister studerende.

60.034 ansøgere er i år kommet ind på en videregående uddannelse, hvilket er det laveste antal siden 2011.

Herunder kan du se, hvordan optaget fordeler sig på de i alt 32 uddannelsesinstitutioner sammenlignet med 2019, som er det seneste ’normalår’ før corona-årene 2020 og 2021.

Mens 22 ud af 32 institutioner optager færre studerende, skiller en enkelt institution sig markant ud i positiv forstand. Maskinmesterskolen i København har således optaget 82 pct. flere studerende end i 2019.

Rektor på Maskinmesterskolen, Ulrik Bak Nielsen, er overordentlig tilfreds med årets optag. Og også noget overrasket.

”Vi har ikke en rigtig god forklaring på, hvorfor vi ligger så højt i år, ud over at flere gerne vil være maskinmester hos os. Men vi slår på, at vi er en omstillingsagent, grøn uddannelse med en masse muligheder”, siger han.

Ifølge Ulrik Bak Nielsen har maskinmesteruddannelsen bevæget sig væk fra sit ”maritime udgangspunkt på bunden af et skib”. I dag får maskinmestre ansættelse i såvel rådgivningsbranchen som i industrien eller i energisektoren.

Ulrik Bak Nielsen peger dog samtidig på, at maskinmesterskolerne oplever samme tendens som velfærdsuddannelserne, der har optager færre studerende særligt uden for de store byer.

”Maskinmesteruddannelsen går også en lille smule frem i Aarhus, men tilbage i Fredericia. Så noget tyder på at de unge søger mod de to største byer for at blive maskinmester, hvilket jo står i kontrast til den politiske dagsorden om udflytning af uddannelser”, siger han.

Tendensen ses også på universiteterne. Roskilde Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet optager i år væsentligt færre studerende end i 2019, mens Københavns og Aarhus Universitet ikke har oplevet en nedgang.

}