Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Intto for nye studerende på RUC
Der kommer knap så mange nye studerende til introuge på RUC i år som i 2018, hvor billedet her er fra.

Efter fald i optag på 31 pct.: ”Det rammer os ekstra hårdt”

RUC’s direktør maner til ro efter markant fald i studenteroptaget, mens tillidsrepræsentant forudser, at undervisere mister jobbet. Uddannelsesministeriet taler om ”Generation Lockdown”.

Roskilde Universitet (RUC) har brugt flere år på at udvikle 30 nye kandidatuddannelser, men årets optagelsestal afslører, at mange unge i første omgang har fravalgt at begynde på universitetet i det hele taget.

Således har RUC i 2022 optaget 1.257 studerende, et fald på 555 studerende sammenlignet med 2019, før verden blev ramt af corona-epidemien.  

Det svarer til 31 pct. af en studenterårgang, og det er en bekymrende høj andel, mener Jo Krøjer, lektor og tillidsrepræsentant for underviserne på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC.

”Det er i sig selv voldsomt, men det rammer os ekstra hårdt, fordi vi højere grad end de ”gamle” universiteter som AU og KU altid har været henvist til at få vores økonomi til at hænge sammen via taxametertilskuddet til de studerende”, siger Jo Krøjer.

Hun kalder lige ud udviklingen ”rigtig trist!.

”Vi må i gang med at undersøge årsagerne, for det forekommer i udgangspunktet uforklarligt”, siger hun.

Rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, har peget på især to tendenser, som hun mener, RUC har lidt under i år: Geografi og professionsfaglighed.

”Der bliver søgt mere i de større byer, og de uddannelser, som søges mest, er de, som leder mod en tydelig profession såsom læge, økonom, jurist og psykolog. Disse uddannelser har fortsat høje ansøgertal, og derfor er der færre ansøgninger til de mindre traditionelle uddannelser”, har hun sagt til Politiken.

Også Jo Krøjer peger på geografi som en oplagt årsag.

”KU og AU har ikke den samme tilbagegang. Det har derimod AAU, SDU og RUC. Hvis det skal ses som en tendens til at de unge søger mod København og Aarhus, så rammer det muligvis RUC hårdere, fordi vi ligger så tæt på København”, siger hun.

RUC-bashing

RUC’s studenterorganisation, Frit Forum, peger dog også på en tredje årsag. I et debatindlæg kritiserer de medierne for gentagne gange at have viderebragt uberettiget kritik af RUC’s uddannelser og studerende.

På det overordnede niveau har vicedirektør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Mikkel Leihardt, forklaret det samlede fald i optaget på de videregående uddannelser på 9 pct. med udviklingen under og efter coronaepidemien.

Mikkel Leihardt peger på, at det ekstraordinært høje optag under Covid-19 betyder, at mange af de studerende, som ellers ville starte på et studie i 2022, formentlig allerede er i gang.

”Derudover ser vi en tendens til, at flere af de unge fra det, nogen kalder Generation Lockdown, udskyder studiestarten og tager et sabbatår. Der er buldrende højkonjunktur og en verden, der er åben for rejser efter corona”. 

Rammer løstansatte undervisere

Ifølge Jo Krøjer kan det lave optag ikke undgå at påvirke omfanget af de undervisere, universitetet har behov for.

”Vi bruger flest kræfter og ressourcer på er projektvejledningen. Den har vi meget af, og det er dyrt, fordi de studerende får meget tid ansigt til ansigt med deres vejleder i små grupper. Med færre studerende er der også behov for mindre vejledning, og det indebærer så, at vi har mindre brug for de løstansatte vejledere, som vi har mange af. Sådan er sammenhængen, de bliver nok desværre hårdt ramt”, siger hun

Den aktuelle udvikling er imidlertid et hårdt slag for alle underviserne på universitetet, siger Jo Krøjer.

”Vi er enormt optagede af, at de studerende får et godt studie- og undervisningsliv på RUC. Vi bruger rigtig mange kræfter på at skabe kvalitet, og rigtig mange undervisere bruger også mere tid på det, end de får betaling for”, siger hun og fortsætter:

”At vi trods al den energi og engagement nu oplever, at færre studerende vælger at studere på RUC, det rammer os både professionelt og i forhold til vores arbejdsglæde”, siger Jo Krøjer.

"Vælter os ikke her og nu"

Det er ikke første gang RUC står i en svær situation. Tilbage i 2016 resulterede en besparelse på 110 mio. kr. i, at universitetet måtte skære 80 stillinger bort.

Ifølge universitetsdirektør Peter Lauritzen ser RUC’s ledelse på den nye situation med alvor. Men han ønsker på nuværende tidspunkt ikke ønsker at drage konsekvenser af af det store fald i optaget. 

”I første omgang må vi afvente 2. optagelsesrunde, som er i gang nu. Derefter skal vi selvsagt i gang med at kigge på, hvilket betydning optaget får. Når det er sagt, er det værd at nævne, at der er tale om en enkelt årgang, med så stort et fald i optaget, så det er ikke sådan, at det er noget der vælter os her og nu”, siger han.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Syddansk Universitet

Professor i antikkens historie

Syddansk Universitet

Syddansk Universitet

Professor i religionsstudier

Syddansk Universitet

Syddansk Universitet

Professor i senmiddelalder og tidlig moderne

Syddansk Universitet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?