Dansk Magisterforening

Tilbagebetalingen af coronalån kan koste akademikere dyrt

Den 1. april skal 46.200 virksomheder tilbagebetale coronalån. De mange akademiske medlemmer, der driver enmandsvirksomheder, er særligt udsatte, når det kommer til at tjene den tabte indkomst ind efter coronakrisen, påpeger Helle Idland, som er selvstændig og formand for DM Selvstændige. © Foto: DM

Selvstændige og freelancere Af Julie Laier Plougmand
Del artikel:

Coronakrisen er for de fleste danskere snart en saga blot, men mange selvstændige skal den 1. april tilbagebetale de statslige coronalån. Det økonomiske efterslæb rammer især små virksomheder.

Regningen er gjort op.

For flere end 46.000 virksomheder, der har modtaget statslige coronalån under krisen, forfalder en samlet regning på 22,2. mia. kroner nu. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Erhvervslivet har op til betalingsfristen kæmpet hårdt for at få tilbagebetalingsfristen udskudt endnu engang, og i spidsen for dem har Dansk Erhverv og SMVdanmark tidligere udtalt, at de frygter, at virksomhederne ikke har økonomi til at håndtere hverken tilbagebetalingen eller den afdragsordning på to år, som Skattestyrelsen tilbyder.

Selvom de selvstændig har vidst, at regningen ville komme, kan den føles som lidt af en mavepuster. Det mener medlem af bestyrelsen for DM Selvstændige, Helle Idland, der til dagligt arbejder selvstændigt som redaktør og retoriker.

”Selv hvis man er en lille virksomhed, og selvom man det seneste år er kommet nogenlunde i omdrejninger igen, så betyder det ikke nødvendigvis, at man har nået en omsætning, der gør det muligt at betale beløbet tilbage nu” siger hun.

Regningen kommer ikke uventet

De danske virksomheder, der valgte at takke ja til statens tilbud om økonomisk udsætning tilbage i 2020, har fra starten været bekendte med tilbuddets præmisser.

Fristen kommer ifølge Helle Idland ikke bag på nogen, og derfor skal tilbagebetalingen heller ikke males op som noget uretfærdigt, eller som om, at virksomhederne ikke kendte til vilkårene.

"Alle virksomheder kunne modtage gratis statsstøtte, mens tilbuddet om at udskyde visse betalinger blot var en ekstra håndsrækning. Så er det farlige selvfølgelig, at regningen lander midt i en krisetid. Alligevel er der nok ikke mange der havde forudset, at krisen ville vare så længe, og at regningen kun ville vokse sig større" siger Helle Idland.

De fleste af vores selvstændige medlemmer har enkeltmandsvirksomheder, og netop denne gruppe af selvstændige vil nok i høj grad stadig være påvirket

Helle Idland, selvstændig og formand for DM Selvstændige

Likviditet er fortsat farligt for små virksomheder

Selvom fristerne for betaling af AM-bidrag og A-skat er blevet udskudt flere gange, så må en stor gruppe af selvstændige, freelancere og småvirksomheder stadig frygte for deres likviditet.

Og ligesom Dansk Erhverv og SMVdanmark, frygter Helle Idland for de mange akademiske medlemmer der driver enmandsvirksomheder. De er nemlig særligt udsatte når det kommer til at tjene den tabte indkomst ind.

”De fleste af vores selvstændige medlemmer har enkeltmandsvirksomheder, og netop denne gruppe af selvstændige vil nok i høj grad stadig være påvirket. Hvis man lever af at sælge sin viden og ikke et produkt, er det sværere at optimere sin arbejdstid", siger Helle Idland og understreger:

"Så kan man kun klemme de foredrag eller lignende ind i kalenderen, der er vågne timer til. Det gør det sværere for selvstændige og freelancere at få dækket hele deres indtægt”.

Kombinatører klarede sig bedre

Det er dog ikke alle enmandsvirksomheder, der skal dykke lige så dybt i lommerne, når de skal finde penge til at betale regningen med.

Ifølge Helle Idland er særligt gruppen af kombinatører, som hun også selv tilhører, kommet bedre gennem krisen.

Hun arbejder til daglig som underviser, men da det under nedlukningerne ikke længere var muligt at afholde fysiske kurser, og i takt med at de private virksomheder begyndte online-kurserne fra, var hun heldig at have andre opgaver ved siden af.

"Jeg kunne stadig arbejde hjemmefra via min computer, og i stedet kaste mig over korrektur og oversættelsesopgaver. Det er langt fra alle selvstændige der har et andet ben at stå på”, understreger Helle Idland.

Sympatien for de selvstændige er vokset

Coronakrisen har siden 2020 påvirket de fleste danskere på den ene eller anden måde. Og selvom vi i starten kunne have travlt med at diskutere, hvem krisen gik hårdest udover, så mener Helle Idland, at de selvstændige under pandemien oplevede en stor forståelse for, hvad det vil sige at drive sin egen virksomhed.

”Det var især en stor aha-oplevelse for mange, hvor skrøbeligt det selvstændige erhverv kan være, og hvor mange mennesker det faktisk drejer sig om”.

Helle Idland understreger, at de selvstændige, ligesom mange andre, har været kreative. og at læringskurven har været stejl for alle.

”Nogle ting har simpelthen bare ikke kunnet lade sig gøre” siger hun.

}