Dansk Magisterforening

11 ugers øremærket barsel er EU's minimum: "Vi havde håbet på noget mere ambitiøst"

© Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

En ny politisk aftale sikrer i alt 11 ugers øremærket barsel til hver forælder. Det er noget mindre ambitiøst end både DM og regeringens støttepartier ønskede.

Efter månedsvis af diskussioner om rettigheder og ønsker til en ny barselsmodel har regeringen landet en ny politisk aftale om øremærket barsel med støttepartierne og Venstre.

Aftalen sikrer begge forældre i alt 11 ugers øremærket barsel og lægger sig dermed tæt op ad kravene i det EU-orlovsdirektiv, som skal være implementeret inden august 2022.

Modellen følger samtidig det forslag, som Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening fremlagde tilbage i september. Et forslag, som blev kritiseret af både støttepartierne og de akademiske fagforeninger for slet ikke at være ambitiøs nok.

Ønsket var nemlig 14 ugers øremærket barsel til begge forældre. Men sådan blev det ikke, og det ærgrer DM’s formand.

”Vi havde da gerne set endnu højere ambitioner, så Christiansborg ikke kun implementerede EU-direktivet minimalt”, siger Camilla Gregersen, der dog samtidig glæder sig over, at den øremærkede barselsaftale ligestiller forældrene. Og aftalen kommer ifølge hende til at betyde rigtig meget.

”En del privatansatte har haft svære forhandlinger med chefen på arbejdspladsen, når de får børn. Nu er der ikke lige så meget at rafle om, fordi partneren til den gravide har fået rettigheder. Derudover er det enormt positivt, at de nye barselsregler gør det nemmere at være LGBT-familie, hvor der nu bliver mulighed for at dele orloven mellem op til fire forældre, ligesom solomødre og solofædre får bedre vilkår”, siger DM’s formand.

Aftalen gælder kun lønmodtagere

Med aftalen øremærkes 9 ugers barselsorlov til begge forældre, som skal holdes inden for barnets første leveår.

Dette krav skyldes, at man vil modvirke, at visse grupper kan ende med at få dobbelt ret til orlov. Det gælder fx vandrende arbejdstagere. De resterende ugers barselsorlov skal afholdes inden for barnets første 9 leveår.

De ni uger kommer oven i to uger forældreorlov, der allerede i dag er øremærket hver forælder, og som skal afholdes i forbindelse med barnets fødsel. Samlet set er der altså 11 uger til hver forælder, som ikke kan overdrages til den anden. 

I alt får begge forældre ret til 24 ugers orlov. Da 11 uger er øremærket til hver forælder, kan de resterende 13 ugers orlov frit fordeles imellem forældrene.

Aftalen gælder dog kun for lønmodtagere og dermed ikke for selvstændige eller ledige. At selvstændige friholdes fra den nye barselsmodel er en sejr. Det mener i hvert fald SMVDanmarks adm. direktør, Jakob Brandt.

”Jeg er glad og lettet over, at et flertal på Christiansborg har anerkendt, at det i mange tilfælde vil betyde et kæmpe tilbageslag for virksomheden, hvis ejeren forlader den i månedsvis. Ejeren er virksomhedens bankende hjerte og kan ikke afløses af en vikar. Derfor ville mange selvstændige være pisket til at afstå deres del af den øremærkede barsel, og det ville ikke være fair over for børnene og familien,” siger Jakob Brandt.

Modsat SMVDanmark synes DM’s formand Camilla Gregersen, at det er ærgerligt, at de selvstændige ikke er omfattet af den nye barselsaftale.

”Vi har netop oprettet en barselsfond for selvstændige, som er møntet på at gøre barsel lettere for selvstændige. Så aftalen kunne godt have omfattet selvstændige, fordi den nye øremærkede barsel rummer mere fleksibilitet, som kvindelige iværksættere faktisk slet ikke haft før. Det er oplagt at arbejde videre med, hvordan man bedst kan forene livet som selvstændig og nybagt forælder, hvor man kan tage orlov uanset køn”, siger DM’s formand.

De nye regler

  • For lønmodtagere er 11 af de 24 uger med barselsdagpengeret øremærket hver forælder. De kan altså ikke overføres til den anden forælder
  • 2 uger skal afholdes, ligesom i dag, i forbindelse med barnets fødsel eller adoption
  • De øvrige 9 øremærkede uger med barselsdagpengeret skal være afholdt, inden barnet fylder 1 år.
  • De resterende 13 uger kan forældrene selv fordele mellem sig

Barselsaftalen gør op med skævheder

Venstre, der som det eneste borgerlige parti er med i aftalen, blokerede for, at Danmark skulle gå videre end kravene i EU-orlovsdirektivet med en 14 ugers øremærket barselsmodel.

”Vi har bl.a. forhindret, at øremærkningen blev sat højere end ni uger til mor og far, som de røde partier ellers ønskede. Venstre har ønsket at fastholde en minimumsimplementering, som sikrer mest mulig frihed og valgfrihed til mor og far”, udtaler Venstres ligestillingsordfører Fatma Øktem i en pressemeddelelse om aftalen.

Der er glæde blandt støttepartierne over den nye aftale, selvom de over en bred front ønskede en mere ambitiøs barselsmodel, end den der nu bliver en realitet.

”Aftalen gør op med nogle store skævheder og ligestiller forældrene efter fødslen. Fædrene får samme rettigheder, som mødre har haft i årevis, og børnene får mere tid med far”, udtaler SF’s ligestillingsordfører, Astrid Carøe.

Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, håber, at aftalen er første skridt mod en kulturændring, hvor fædre er en større og mere aktiv del af deres børns liv.

”Samtidig kommer det til at betyde langt større ligeløn og mere lige muligheder for fremtidens kvinder og mænd. Det har skabt stor debat, ja, men jeg er sikker på, at det vil betyde positive forandringer”, udtaler hun.

Regeringen havde helst set, at EU slet ikke blandede sig i, hvordan vi indretter vores barselsorlov i Danmark, fortæller fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye.

”Når det er sagt, synes jeg, at vi er landet på en god model, som sikrer bedre fordeling af orlov mellem mor og far, men samtidig fastholder mest muligt fleksibilitet for familierne”.

}