Dansk Magisterforening

Aftale: Forbud mod at screene jobansøgere efter alder

Nyuddannede kommer ud på arbejdsmarkedet lige før sommerferien, når virksomhederne ferielukker og det problem adresseres ikke i onsdagens trepartsaftalen, lyder kritikken fra IDA. © Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Ny trepartsaftale om arbejdskraft skal sikre bedre jobmatch og fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. Men aftalen gør det ikke mere berettiget at beskære nyuddannedes dagpenge, advarer fagforening.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), arbejdsmarkedets parter og KL har onsdag præsenteret en ny aftale, der skal hjælpe med at løse den akutte mangel på arbejdskraft.

Trepartsaftalen indeholder initiativer til et beløb på 84,6 mio. kr over de næste to år.

Ifølge Danmarks Statistik var der i andet kvartal 2021 op mod 56.000 ledige stillinger, og mens ledigheden falder måned for måned, er der fortsat 100.000 fuldtidsledige.  

Den nye aftale indeholder en række initiativer, der blandt andet sikre et bedre match mellem ledige og virksomheder, ligesom seniorers tilknytning til arbejdsmarkedet skal styrkes.

Der afsættes blandt andet 30 mio. kr. til kommuner og a-kasser til styrke jobformidling, og der afsættes 8 mio. kr., som a-kasser og jobcentre kan søge til aktiviteter for studerende, der er tæt på at dimittere, og som skaber støtte jobfokus på sidste del af uddannelsen.

Vi tager nu et vigtigt skridt i at bekæmpe aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet

Lars Qvistgaard, formand, Akademikerne

Flere af tiltagene retter sig mod at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. Der indføreres blandt andet et forbud mod, at arbejdsgivere screener jobansøgere på baggrund af deres alder ligesom der afsættes 5 mio. kr. til en særlig seniorindsats. Midlerne tilføjes den eksisterende pulje til særlige indsatser for seniorer på 35 mio. kr.

Herudover indeholder aftale en skærpelse af reglerne for rådighed. Fremover skal også dimittender med en kort videregående uddannelse søge og tage job i hele landet uden øvre daglig transporttid.

Akademikerne: På linje med vores ideer

Akademikeres formand Lars Qvistgaard er særlig glad for øgede fokus på dimittender og seniorer.

”Vi tager nu et vigtigt skridt i at bekæmpe aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet og forbedre mulighederne for at få seniorer i job. Ligeså er der med aftalen nu flere veje til at sikre, at dimittenderne kommer hurtigere job”, siger han.

Ifølge Lars Qvistgaard flugter puljen til aktiviteter for kommende dimittender med de ideer, som er fremlagt i regeringens ”partnerskab for dimittender”.

IDA: Hjælper ikke sommerdimittender

Ifølge ingeniørforeningen IDA er det dog et problem, at aftalens afsnit om jobrettede aktiviteter for kommende dimittender ikke forholder sig til, at de studerende bliver færdige med deres uddannelse om sommeren, hvor store dele af landets virksomheder holder ferielukket.  

”Vi hilser naturligvis forslaget om jobrettede aktiviteter for de kommende dimittender velkommen, men det skal ikke blive et argument for regeringens forslag om at beskære dimittendernes ret til dagpenge, siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.

Han henviser til, at aftalen lægger sig i forlængelse af de igangværende politiske forhandlinger om regeringens udspil ”Danmark kan mere”, der også skal imødegå den voksende efterspørgsel efter hænder på arbejdsmarkedet. Et af forslagene her er at sænke den laveste dagpengesats til dimittender.

"Fremdriftsreformen betyder, at majoriteten af de nyuddannede ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-uddannede kommer ud på arbejdsmarkedet samtidig i juni og juli, hvor landets HR-afdelinger er sat på auto-reply. Det er en strukturel udfordring, som dagens aftale ikke løser,” siger han.

Kritik af dagpengeudspil

Og der er ikke kun IDA, der kritiserer forslaget om at sænke dagpengene. For fem dages siden advarende 14 fagforeninger i en skriftlig henvendelse Folketingets beskæftigelsesudvalg mod regeringens forslag om at sænke dagpengesatsen for dimittender med 4.000 kr. om måneden.  

”Dagpengesatsen er tidligere blevet beskåret, da den blev sat ned i forbindelse med dagpengereformen i 2017. Det fik ikke flere dimittender i job. Vi er bekymrede for at en markant lavere sats ødelægger fødekæden ind til dagpengesystemet, hvis de nyuddannede ikke ser dimittendsatsen som givende én ordentlig sikkerhed”, lyder det fra 14 fagforeningsformand i henvendelsen. 

}