Dansk Magisterforening

Studerende på CBS blokerer høring om lukning af uddannelser: ”Vi vil ikke være et lytteapparat”

”Hvad gør vi?” Formand og næstformand i Akademisk Råd på CBS, professorerne Kristian Miltersen og Bent Meier Sørensen, drøfter situationen, da studerende for anden gang samme morgen forhindrer dem i at deltage i høring om uddannelseslukninger. I baggrunden i sort jakkesæt ses medinitiativtageren til blokaden, studerende Morten Levinsen. © Foto: Akademikerbladet

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

En gruppe studerende blokerede onsdag morgen en høring i Akademisk Råd på CBS. De efterlyser inddragelse i ledelsens planer om at lukke uddannelser. Så rykkede ledelsen mødet til Teams.

13 medlemmer af Akademisk Råd på CBS blev onsdag morgen på Frederiksberg forhindret adgang til en høring i rådet om ledelsens plan om at lukke seks uddannelser.

Mindst 50 studerende blokerede for adgangen til mødelokalet og mødte rådsmedlemmerne med skilte med tekster som ”Include Your Students” og ”Vis os mellemregningen”.

Torsdag begyndte et rygte at florere på CBS om, at ledelsen ville lukke en række uddannelser. Fredag udsendte direktionen så en plan, der indeholder en reduktion af 628 studiepladser og en lukning af seks sociologiske og filosofiske uddannelser.

Det sker for at idemødekomme en bred politisk aftale, der pålægger universiteterne at udflytte eller nedlægge op til 10 pct. af alle studiepladser.

Onsdag morgen, mindre end to arbejdsdage efter udsendelsen af planen, havde ledelsen så indkaldt til høring i Akademisk Råd efterfulgt af en høring af det officielle studenterorgan CBS Students.  

Ifølge Morten Levinsen, der er en af initiativtagerne til blokaden og bachelor i Business Administration and Philosophy, sender udspillet et tydeligt signal fra CBS til omverdenen og arbejdsgivere om, at studerende på de seks uddannelser er de mindst værdifulde studerende på CBS.

Af samme årsag finder han det stærkt problematisk, at CBS-ledelsen hverken har orienteret eller spurgt de berørte studerende til råds om deres planer, før de blev præsenteret.

Studerende ”blokerer for deres egen høring”

Kort før rådsmødet skal starte finder DM Akademikerbladet Morten Levinsen foran det blokerede mødelokale sammen med andre studerende.

”Vi er her i dag for at skrue ned for tempoet i høringsprocessen, så de direkte berørte studerende kan blive repræsenteret i en reel høring”, siger Morten Levinsen, der tidligere har spillet professionel fodbold i bl.a. den australske klub Ipswich Knights.

Med tydelig tilfredshed peger han ved siden af sig, hvor Mads Nyeng står. Han er formand for CBS-Students, der repræsenterer samtlige 27.000 CBS-studerende.

”CBS-students blokerer også, og senere i dag blokerer de for deres egen høring”, lyder det triumferende fra Morten Levinsen.

Og ganske rigtigt. Ifølge Mads Nyeng har CBS students ikke tænkt sig at deltage i den høring, de senere onsdag er indkaldt til.

”Vi kan ikke støtte op om en proces, hvor vi ikke har fået nok tid. Vi fik først planerne efter et bestyrelsesmøde fredag, og vi vil gerne have mulighed for at sætte os ind i de i underliggende præmisser for at skære de her fag bort. Det har vi ikke haft mulighed for at forberede os ordentligt på”, siger Mads Nyeng.

”Og det er vigtigt, for en lukning af de her uddannelser vil gå ud over diversiteten på CBS og føre til et mere snæversynet CBS”, siger Mads Nyeng med henvisning til, at de sociologiske og filosofiske uddannelser er unikke for det ellers erhvervsøkonomisk dominerende universitet.

En lukning af de her uddannelser vil gå ud over diversiteten på CBS og føre til et mere snæversynet CBS

Mads Nyeng, formand for CBS-Students

En filosofistuderende supplerer: ”Mig bekendt har man kun den her type uddannelser på London School of Economics og til dels også på RUC. Det er uddannelser, vi har brug for med de udfordringer, vi som samfund står overfor”.

Hendes stemme overdøves af et jubelbrøl, da det oplyses, at ”Akademisk råd har konstateret, at det ikke kan møde ind til høringen”.

To af rådets medlemmer har på forhånd besluttet, at de ikke vil deltage i høringen i Akademisk Råd. Det er Tomas Vemola og Helene Bredmose Schulz, der er valgt af de studerende.

”Vi har haft meget travlt med at finde ud af, hvilket ben vi skulle stå på, også fordi det ikke er vores fag. Så vi er glade for at de studerende har taget sagen i egen hånd”, siger Helene Bredmose Schulz.

”Vi er imod den politiske aftale bag beslutningen, ligesom det er afgørende for os, at alle sider er ordentligt involverede. Men vi har ikke hørt om det her før sent i sidste uge”, tilføjer Tomas Vemola.

Ledelsen finder nyt lokale

Bedst som de studerende fejrer sejren, forlyder det, at direktionen har rykket mødet til et andet lokale. Men det ligger kun 30 meter væk i en mellemgang, og hurtigt strømmer gruppen derhen og får genetableret blokaden, akkurat inden flere medlemmer af Akademisk Råd skal til at træde ind i mødelokalet.

Det er blandt andet formanden for rådet, professor Kristian Miltersen, og næstformanden, professor Bent Meier Sørensen. De ser forvirrede ud. Omkring 10 meter derfra står Gregor Halff, dekan for uddannelser på CBS, og kigger sammenbidt ned i gulvet.  

”Hvad gør vi?”, spørger de to professorer hinanden.

”Hvis ikke vi kan afholde det fysisk, må vi jo gøre det på Teams”, siger Kristian Miltersen.

”Men der skal jo være offentlig adgang”, indvender Bent Meier Sørensen.

Men hvorfor ikke gå med på de studerendes præmis og medvirke til at sætte tempoet ned ved at udskyde høringen?

”Vi har allerede sagt, at det her er for kort tid, men problemet er, at bestyrelsen skal træffe en endelig beslutning 2. december, og ved ikke at deltage i høringen, overlader vi jo bare initiativet til ledelsen”, siger Kristian Miltersen.

Nu beder den studerende Morten Levinsen forsamlingen om ordet.

”Vi vil skrue tempoet ned, for vi føler os ikke repræsenteret i processen. Derfor blokerer vi det fysiske møde. Vores stemme skal høres, og vi vil ikke bare være et lytteapparat for ledelsen”, siger han med høj røst og tilføjer:

"Vi har vores eget sprog. Vi kan tale et sprog, der ikke er tal og regneark".

Nu på Teams

Men i mellemtiden har ledelsen valgt at afholde høringen via en på CBS velkendt kanal: Teams.

Bent Meier Sørensen tager ordet og holder en tale, hvor han såvel roser de studerende for at stå tidligt op om morgenen og udtrykke deres mening klart og tydeligt, men samtidig peger på, at rådet skal sikre opsyn med, at beslutninger på CBS træffes efter behørige akademiske standarder. Og noget tyder på, at den rette balance er knækket her, mener han.

Ude på 1. etage i den store forhal fører ansatte i CBS’ ledelsessekretariat intense samtaler. Måske vil man sætte en storskærm op, så Teams-mødet kan overværes af offentligheden.

På et tidspunkt fanger bladet så Gregor Halff, der hastigt er på vej fra ét lokale til et andet.   

Hvad synes du om de studerende aktion?

”Kan jeg ikke kommentere senere? Jeg vil helst ikke sige noget før efter mødet”.

Da Akademikerbladets journalist forlader stedet, er der endnu ikke fundet en løsning.

Onsdag morgen blokerede mindst 50 CBS-studerende for den fysiske adgang til Akademisk Råds høring om uddannelseslukninger i protest mod det de oplever som manglende inddragelse i processen. Foto: Thomas Bøttcher. © Foto: Akademikerbladet
}