Dansk Magisterforening

Performance management: Det styrker din karriere, når chefen måler din indsats

© Illustration: DM Akademikerbladet

Karriere Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Medarbejdere med chefer, der systematisk vurderer sine folk højt, tjener mere og har større chancer for bonus eller forfremmelse, viser ny forskning.

Hvis din arbejdsplads benytter sig af et såkaldt performance management-system, så vil en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet nok interessere dig.

Den viser nemlig, hvordan både medarbejderen, lederen og selve virksomheden kan drage nytte af at måle medarbejdernes præstationer. Det fortæller profes­sor Anders Frederiksen ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus Universitet.

”Vi ved, at rigtig mange danske virksomheder bruger tid og penge på performance management-systemer i dag, men at mange samtidig tvivler på, hvorvidt det overhovedet virker. Nu viser vores forskning, at det faktisk virker og er en fornuftig tilgang”, siger Anders Frederiksen, der har ledt forskningsprojektet.

Performance management er det modsatte af MUS

Men hvad er et performance management-system egentlig?

”En gang om året mødes du med din leder for at sætte nogle konkrete mål for, hvad du skal opnå i løbet af det kommende år for at kunne blive taget i betragtning til f.eks. lønforhøjelse eller bonus. Så udfører du dit arbejde, og det efterfølgende år bliver dit arbejde så vurderet på en skala fra 1 til 5”, forklarer Anders Frederiksen.

Målene til medarbejderen kan handle om alt muligt, men er typisk en blanding af noget kvantitativt, som for eksempel at man skal lave et bestemt antal projekter, og noget kvalitativt om ens adfærd.

”Det er lidt det modsatte af en MUS (medarbejderudviklingssamtale, red.). Performance Management-systemet er en medarbejdervurdering. Her evaluerer virksomheden helt konkret på, hvordan du klarer dit arbejde”.

Profes­sor Anders Frederiksen ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus Universitet. © Foto: Aarhus Universitet

Chefen kan booste dig

Forskningsprojektets resultater viser, at en ansat, som får gode vurderinger af sin chef, kan øge sin livsindkomst med op mod 12 procent.

Samtidig er de chefer, der ge­nerelt giver høje vurderinger, også dem, der gennem motivation og god ledelse driver den del af organ­isationen, som klarer sig bedst.

”Vores forskning viser, at der er stor forskel på, hvordan cheferne vurderer deres medarbejderes performance, men at cheferne, som systematisk vurderer deres ansatte højt, booster medarbejdernes karrierer”, siger Anders Frederiksen.

Medarbejdere med chefer, som giver gode vurderinger, har blandt andet større chance for at få lønforhøjelse, blive forfremmet og er mindre tilbøjelige til at skifte arbejde.

Forskningsprojektet er baseret på et omfattende datamateriale fra en stor skandinavisk servicevirksomhed med mere end 13.000 medarbe­jdere, der er blevet indsamlet og analyseret over en tiårig periode.

”Det har været et fantastisk stort datasæt, som vi har kunnet analysere på kryds og tværs. Nu ved vi, at gode ledere belønner deres medarbejdere, og det betaler sig. Vi er kommet et stort skridt videre med at lære om produktivitet og performance i virksomheder, men som man siger i Pokemon: Rejsen fortsætter”.

}