Dansk Magisterforening

Online undervisning: Studerende har lært mindre under corona

© Foto: Jeswin Thomas/Unsplash

Forskerforum Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Studerende har deltaget i færre aktiviteter på uddannelsen og lært mindre i foråret, viser en ny stor undersøgelse.

Forårets online nødundervisning på landets videregående uddannelser lykkedes, men den har haft konsekvenser.

Det er konklusionen i en ny undersøgelse, hvor studerende og undervisere fra ni videregående uddannelsesinstitutioner, heraf fire universiteter, har svaret på, hvordan onlineundervisningen forløb under den første periode med nedlukning i foråret 2020.

Både aktivitetsniveauet og læringsudbyttet faldt ifølge de studerende, da de sidste år blev hjemsendt på grund af corona.

Blandt andet svarer de universitetsansatte i undersøgelsen at:

  • 78 procent havde mindre fælles diskussion.
  • 44 procent oplevede at fælles diskussionen var meget dårligere.
  • 62 procent svarede, at deres underviser viste færre forsøg.
  • 64 procent havde mindre 1-1 dialog mellem underviser og studerende.

Undersøgelsen er baseret på interviews og surveys, der er foretaget i perioden juni til oktober 2020.

Hvis det opleves som dårligere, er det også dårligere.

Ane Qvortrup, professor SDU

Dårligere dialog under corona

Også underviserne mener, at undervisningen fungerede dårligere i foråret, og at deres glæde ved at undervise var udfordret i perioden.

Næsten syv ud af ti har oplevet mindre ved at undervise under første nedlukning.

Desuden svarer de universitetsansatte i undersøgelsen at:

  • 70 procent havde mindre fælles diskussion i undervisningen.
  • 33 procent oplevede at de gav mindre feedback.
  • 48 procent svarede, at de viste færre forsøg.
  • 54 procent havde mindre 1-1 dialog mellem underviser og studerende.

Når underviserne selv siger, at de oplevede dårligere undervisning, så er der nok noget om det, siger professor Ane Qvortrup fra SDU, der er en af rapportens to forfattere.

“Mit udgangspunkt er, at det har underviserne godt styr på. Hvis det opleves som dårligere, er det også dårligere. Det vil variere fra fag til fag. Men når udbyttet af for eksempel studenterdiskussioner og 1-1-dialoger vurderes til at ligge så meget dårligere end normalt, så er der en udfordring”, siger hun til ForskerForum.

Ane Qvortrup fremhæver dog, at nødundervisningen trods alt er gået bedre, end mange havde frygtet.

“Jeg har også gennemført den undersøgelse på grundskolen og gymnasiet, og sammenlignet med dem var underviserne mere skeptiske over for, om det overhovedet kunne lade sig gøre at omtænke uddannelsen til onlineformen. Så alene det, at det lykkedes at komme i mål med så mange aktiviteter, er positivt”.

}