Dansk Magisterforening

Genåbning: Ja til 4-dages arbejdsuge, nej til fast hjemmearbejde

Designvirksomheden Umage indførte for et par år tilbage 4-dages arbejdsuge, og det er fortsat under coronakrisen, hvor de ansatte har arbejdet hjemme. Men faste hjemmearbejdsdage bliver ifølge marketingchef Mette Eskerod Foldager ikke en integreret del af fremtiden i Umage. © Foto: Privat

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Danske pionervirksomheder indførte firedages arbejdsuge, og det har de holdt fast i under coronakrisen, hvor alle ansatte har arbejdet hjemme.

Tilbage i 2017 indførte det danske digitale bureau IIH Nordic 4 dages arbejdsuge for alle ansatte uden nedgang i løn. Et par år senere fulgt den danske designvirksomhed Umage trop med samme model.

De danske pionervirksomheder har forkortet arbejdsugen, så de ansatte går på weekend om torsdagen for at skabe bedre trivsel og højne arbejdsglæden, og det er sket uden produktionen er faldet.

Den model har de holdt fast i siden – også under coronakrisen, hvor stort set alle har arbejdet hjemmefra.

Men modsat flere store virksomheder som fx Codan og Danske Bank, der på bagkant af coronapandemien begge vil tilbyde ansatte faste hjemmearbejdsdage, så bliver hjemmekontoret ikke en fast integreret del af fremtiden for hverken IIH Nordics eller Umages ansatte, når de ansatte møder ind på arbejde igen.

”Jeg har ikke noget negativt at sige om hjemmearbejde. Produktionen har faktisk været højere end nogensinde, og medarbejderne har tacklet det utrolig godt. Men vi kommer ikke til at køre med faste hjemmearbejdsdage efter coronakrisen. Til gengæld vil det være et åbent tilbud, at man kan arbejde hjemmefra en gang imellem, hvis man ønsker det”, siger marketingchef i Umage, Mette Eskerod Foldager. 

Vi kommer ikke til at køre med faste hjemmearbejdsdage efter coronakrisen

Mette Eskerod Foldager, marketingchef i Umage

”Nogle gange har man brug for mere ro og plads til fordybelse, og det kan hjemmearbejde give, hvis man ikke er omgivet af hele sin familie, som mange har været det i denne tid. Der skal være plads til individuelle behov, men vi vil ikke systematisere hjemmearbejde, når vi åbner helt op igen”.

Samme melding lyder fra IIH Nordic.

”Vi kommer ikke til at arbejde hjemme faste dage om ugen som hos fx Codan, når vi åbner helt igen. Vi vil have en fast dag på kontoret, hvor alle teams skal være på kontoret, ligesom der også vil være en fast dag om ugen, hvor man skal mødes med sit eget team på kontoret. Om man de resterende to dage arbejder hjemme eller på kontoret, vil derimod blive frit”, siger cand.mag. og seniorrådgiver i IIH Nordic Louise S. Hauerberg Norgart.

Hjemme godt, men på arbejdet bedst

Begge virksomheder har som mange andre danskere været tvunget til at arbejde hjemme i stort set et år under coronakrisen. Og det har fungeret godt.

Mette Eskerod Foldager fortæller, at Umage som mange andre har fået en langt mere positiv holdning til hjemmearbejde under coronakrisen. Det kommer derfor også til at præge arbejdslivet fremover, men slet ikke i samme grad som det seneste år.

”Vi har i forvejen været meget digital præget virksomhed, så omstilling med hjemsendelsen var egentlig ikke så stor. Ledelsen har desuden fået øjnene op for, at vi kan være lige så effektive, når vi arbejder hjemmefra. Men det sociale aspekt og afsavnet af kolleger og samarbejde har været et problem, og det vejer altså meget tungt hos os, så derfor glæder vi os til at møde ind på arbejde igen”, siger Mette Foldager, som selv bor i København bare ti minutters cykeltur fra arbejdet.

Louise S. Hauerberg Norgart bor i Rungsted med sin mand og to børn. Selvom hun har savnet at se kollegerne på kontoret, har der også været gode sider af hjemmearbejdet, når man har vænnet sig til det.

”Jeg har sparet en masse transporttid og det er jo godt for klimaet og giver mig mere fleksibilitet i forhold til arbejde- og privatliv. Visse morgener er jeg fx stået op kl. 6 og har arbejdet i nattøj, inden børnene er stået op og er på den måde kommet rigtig godt i gang med arbejdsdagen”.

Louise S. Hauerberg Norgart, seniorrådgiver i digitale bureau IIH Nordic, fortæller, at de ansatte ikke kommer til at arbejde hjemme faste dage om ugen som hos fx Codan, når virksomheden åbner helt igen. © Jacob Nielsen

Hun har som de fleste af sine kolleger fået kørt sin kontorstol og skærme hjem.

Når virksomheden genåbnes, fortsætter hun gerne med at arbejde hjemme en dag om ugen, nu hun har fået indrettet et hjemmekontor.

Hun fortæller, at ledelsen i IIH Nordic har understreget, at der nok skal findes en løsning, så de ansatte ikke skal slæbe sine ting frem og tilbage, hvis de ønsker at arbejde hjemme i ny og næ fremover.

Genåbningen af arbejdspladsen er så småt i gang

Umage åbner man gradvist op igen efter Påske. Der vil være halv bemanding på kontoret, mens den anden halvdel sidder hjemme. Ugen efter byttes der.

Og så har virksomheden indkøbt spyttest, som alle medarbejderne bedes om at tage inden de kommer på arbejdet. Derudover skal de teste sig løbende med PCR-test.

”Det er betryggende for alle, at alle bliver testet, og at man har nem adgang til at blive det. Alle er interesseret i at være sammen, og vores vigtigste fokusområde er, at de ansatte er trygge, når de kommer på arbejde. Det er en dyr metode, men en måde at sikre at vores medarbejdere ikke skal være bekymret for smitte, når de går på arbejde”, siger Mette Eskerod Foldager.

 Hos IIH Nordic opfordres de ansatte til at teste sig en gang om ugen, og inden de kommer på kontoret. Selvom alle ikke vil møde ind på kontoret her og nu, så er genåbningen også her så småt i gang med respekt for sundhedsmyndighedernes retningslinjer.  

”Skal man på kontoret, skal man testen inden. Folk skal følge retningslinjerne. Vi har desuden store kontorer og derfor gode muligheder for at holde afstand, men vi er så småt i gang med at planlægge, at vi alle sammen skal møde hinanden på kontoret igen, og det glæder jeg mig virkelig også til.

Vi er så småt i gang med at planlægge, at vi alle sammen skal møde hinanden på kontoret igen, og det glæder jeg mig virkelig også til

Louise S. Hauerberg Norgart, seniorrådgiver hos IIH Nordic

4 dages arbejdsuge fortsætter uændret

Selvom de knap 40 ansatte hos både hos IIH Nordic og i Umage - som de fleste andre danskere - har haft et meget anderledes arbejdsår, så er der noget, som ikke er ændret. Det er længden på arbejdsugen, der fortsat er fire dage om ugen.

”Vi har kørt uændret videre, men med større fleksibilitet. Der er flere, som har taget fredage lidt i brug ny og næ. Mange har små børn, og med hjemmeskoling og arbejde har det været rigtig stressende. Det har jeg selv prøvet. Det er svært at arbejde hjemme og samtidig hjælpe sine børn. Så mit indtryk er, for at få arbejdet til at passe med privatlivet, har nogen arbejdet lidt om fredagen for at indhente det forsømte, men vi har holdt fast i vores 4 dages arbejdsuge, og det vil vi fortsætte med”, siger Louise S. Hauerberg Norgart.

Umage har som IIH Nordic haft vind i sejlene rigtig travlt. Alligevel har man kørt videre med 4-dages arbejdsuge under coronakrisen, og det vil man fortsætte med, pointerer Mette Eskerod Foldager.

”Vi har kørt med det i knap to år nu, og det kommer vi ikke til at ændre på. Det fungerer rigtig godt for vores virksomhed og vores medarbejderes trivsel. Så coronakrisen har ikke haft indflydelse på vores arbejdsgang, udover at vi savner vores kollegaers fysiske tilstedeværelse”, siger hun.

”Den lange weekend gør, at medarbejderne kommer på arbejde med fornyet energi, og det har kun haft positiv indflydelse på virksomheden og medarbejderes trivsel. Så hvorfor skulle vi dog ændre på det?”, siger Mette Eskerod Foldager.

}