Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Morten Messerschmidt
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ekspert om Messerschmidts spørgsmål til uddannelsesminister: ”Det minder mig om Ungarn”

DF-politikeren bad undervisningsministeren tage stilling til ”intersektionalitet” som forskningsområde. Ministerens svar forbavser ekspert i forskningsfrihed.

Forskningsfrihed er en grundpille i et moderne demokrati, og politikerne skal ikke gøre sig til dommer over forskningens relevans.

Sådan skriver forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) indledningsvist i et svar i Folketinget til Morten Messerschmidt (DF), der har bedt ministeren forholde sig til relevansen af forskningsområder inden for blandt andet ”identitetspolitik, intersektionalitet og kosmopolitisme”.

Og havde forskningsministeren blot stået fast på sin indledning, ville Morten Messerschmidts spørgsmål kunne affærdiges som blot endnu en ”panisk jagt efter stemmer”, mener Heine Andersen, professor emeritus i sociologi og ekspert i forskningsfrihed.

Men Ane Halsboe-Jørgensen nøjes ikke med sin pligtskyldige konstatering af, at universiteterne har forskningsfrihed. 

For hun skriver samtidig, at hun undrer sig over nogle debatter, ”der omgiver forskningsmiljøerne inden for f.eks. hvidhedsstudier og racestudier”.

”Det er for mig at se bekymrende, når der viser sig et billede af en lidt for ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter”, lyder det blandt andet fra Ane Halsboe-Jørgensen, der i den kommende tid vil drøfte emnet med universiteterne. Det kommer vi tilbage til.

Letbenet vurdering af forskningen

Ifølge et andet spørgsmål fra Morten Messerschmidt til ministeren er det blandt andet en reportage i Weekendavisen fra en nordisk konference i migrationsforskning, der har inspireret spørgsmålet.

Af reportagen fremgår det blandt andet, at en norsk ph.d.-studerende, Rahma Vetelsdatter Søvik med projektet ”Når de ser dig som en trussel mod dit eget barn” ”foreslår” et andet syn på genopdragelsesrejser, der ”potentielt kan åbne op for et eventyr, en følelse af sikkerhed og lighed samt nye muligheder for både børn og forældre”.

Morten Messerschmidt henviser også til den filosofiuddannede debattør Rune Toftegaard Selsing, der i en blog på Jyllands-Postens website skriver, at forskningen på FREIA – Centre for Gender research på Aalborg Universitet reelt er ”politisk ekstremisme dårligt forklædt som forskning”.

”Det bekymrer mig, når jeg læser artikler om hele forskningsfelter, der tilsyneladende har en teoretisk ensporet og aktivistisk tilgang til forskningen”, lyder Ane Halsbo-Jørgensens svar til Morten Messerschmidt om, hvad hun mener om artiklerne.

Det er det er ret tyndt at gøre sig til dommer på baggrund af løsrevne citater i en artikel og et blogindlæg

Professor emeritus Heine Andersen

Hvis det er de to tekster i Weekendavisen og Jyllands-Posten, som ministeren dømmer forskningsfelterne på, er der tale om letbenede vurderinger, mener Heine Andersen.

”Det synes jeg sådan set er er upassende og lever ikke op til hendes pligter og ansvar for området. Det er det er ret tyndt at gøre sig til dommer på baggrund af løsrevne citater i en artikel og et blogindlæg”, siger han.

Ministeren kan være fristet til at sende politisk signal

Heine Andersen henviser til, at Ane Halsboe-Jørgensen i et interview i Kristeligt Dagblad har kommenteret artiklen i Weekendavisen og udtalt, at omtale af genopdragelsesrejser som potentielle eventyr ligger ”kilometervis fra mit politiske ståsted”.

”Weekendavisens journalist har læst et abstract fra en konference, hvor en norsk ph.d.-studerende skriver, at genopdragelsesrejser kan opleves som eventyr. Jeg synes, det er uvederhæftigt, hvis hun på den baggrund karakteriserer forskningsområder som teoretisk ensporede. Det kan jo være, at informanten har snakket om, at det var en eventyrlig oplevelse at være på genopdragelsesrejse. Det resultat skal forskeren da have lov til at afrapportere, og at kalde et forskningsfelt ensporet er da alt for overfladisk på den baggrund", siger Heine Andersen, der understreger, at han ikke har læst den forskning om genopdragelsesrejser, som Weekendavisen henviser til.

”Der kan alle vegne forekomme enkelte vildskud, men det er ikke ministerens rolle at gøre sig til dommer over det”.

Det indgår i et mønster og en bevægelse i retning af en mere autoritært og populistisk statsræson mere generelt

Professor emeritus Heine Andersen

Heine Andersen tror, at forskningsministeren har ladet sig friste til at komme med et politisk signal for at markere en kant til Dansk Folkeparti. Og det er faktisk mere alvorligt, end det måske umiddelbart lyder.

”Det er måske ikke så overraskende, at det står dårligt til med betingelserne for en fornuftig dialog mellem forskere og politikere. Men det indgår i et mønster og en bevægelse i retning af en mere autoritært og populistisk statsræson mere generelt”, siger Heine Andersen.

”Det ser man selvfølgelig meget mere tydeligt i andre lande som for eksempel Ungarn. Men når man som Messerschmidt afkræver, at den politisk ansvarlige minister skal tage stilling til, hvad der er videnskabelig korrekt metode, ja så kan man jo omvendt spørge, hvilke samfund man ser, der typisk gør det. Man skal i hvert fald uden for kredsen af oplyste demokratisk- liberale lande”, siger han.

Ministre giver ikke normalt vurderinger af videnskabelig metode

Faktisk kan Heine Andersen efter 50 år i forskningen ikke umiddelbart mindes, at et folketingsmedlem har bedt en minister udtale sig om, hvad der er videnskabelig korrekt metode.

Selv da Bertel Haarder i 1987 lukkede sociologiuddannelsen på Københavns Universitet, foregik det med armslængde, mener Heine Andersen.

”Der blev faktisk foretaget en evaluering, der i hvert fald på papiret blev gennemført af uafhængige forskere. Så han sad ikke selv og skrev, at det, der foregik, var uvidenskabeligt eller dårlig forskning”. 

Selvom Ane Halsboe-Jørgensen forsikrer, at universiteterne har forskningsfrihed, kan hendes udtalelser og bebudede samtaler skade de nævnte forskningsfelter ved i sidste ende at resultere i selvcensur, mener Heine Andersen.

Han har selv undersøgt, hvordan en hetz rettet mod forskning inden for felter som etnicitet, indvandring og religion påvirkede forskernes eget arbejde.

”Jeg talte blandt andet med en, der forskede i indvandrerbørn i børnehaver, som valgte at forske i noget nyt. Andre vælger måske mindre kontroversielle temaer inden for deres område. Eller sørger for at publicere i tidsskrifter, som politikerne ikke læser. Og selvom ledelserne bakker op udadtil, kan det være man bliver prikket på skulderen og bedt om at være mere forsigtig i instituttets interesse”, siger han.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen