Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Erhvervsakademi Dania lukker engelsksprogede uddannelser.
Erhvervsakademi Dania skal lukke 169 studiepladser på engelsksprogede uddannelser. Rektor frygter, det gør studiemiljøet dårligere og de internationale muligheder ringere.
Pressefoto: Erhvervsakademi Dania.

Rektor frygter politikernes aftale om at fjerne engelsksprogede uddannelser

Færre engelsksprogede uddannelse kan ødelægge lokale studiemiljøer, forhindre udveksling og føre til fyringer, siger rektor for Erhvervsakademi Dania.

Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Konservative og Liberal Alliance har indgået en aftale om at reducere antallet af engelsksprogede videregående uddannelser på de danske erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Det sker for at sænke det ellers stigende antal af studerende fra EU- og EØS-lande, der modtager dansk SU. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet vil SU-udgifterne til udenlandske studerende stige til ca. 570 mio. kr. i 2025.

”Det er ikke nogen nem beslutning, men vi reducerer målrettet på uddannelser, hvor kun få af de udenlandske studerende efterfølgende kommer i arbejde i Danmark”, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Det bekymrer rektor på Erhvervsakademi Dania, der udbyder uddannelse i Grenaa, Hedensted, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg, og som nu skal lukke 169 studiepladser på engelsksprogede uddannelser.

”Det betyder, at vi skal lukke vores engelsksprogede udbud, hvor vi optager 169 i alt. For at vi har kunne udbyde uddannelse i f.eks Viborg, så har vi haft mange internationale studerende, så det er et hårdt slag for uddannelsesmiljøet i byen. Jeg har svært ved at se, hvordan det stemmer overens med ambitionen for uddannelse i hele landet”, siger rektor Anders G. Rasmussen.

Aftalen skal desuden medfinansiere den plan for udflytning af uddannelser, der faldt på plads i sidste uge. Der bliver givet 48 mio. kr. i 2023 stigende til 161 mio. kr. i 2026

Målrettet erhvervsakademier og professionshøjskoler

Aftalen er rettet særligt mod erhvervsakademier og professionshøjskoler. Her udgør udenlandske studerende 72 procent af de studerende på de engelsksprogede uddanneler, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Af dem finder 21 procent arbejde i Danmark efter endt uddannelse. 

Rektor Anders G. Rasmussen frygter, at aftalen kan få konsekvenser for de studerendes mulighed for udveksling.

”Det er vigtigt for vores studerende, at de kan mødes på tværs af nationaliteter, og at de kommer ud i virksomhederne med et internationalt mindset. Jeg er bekymret for, hvad det kommer til at betyde for de af vores studerende, der gerne vil ud i verden, for hvis vi skal have udveksling, så skal vi modtage lige så mange den anden vej, og det kan den her aftale sætte en stopper for”, siger han.

Anders G. Rasmussen kan ikke afvise, at aftalen kan betyde fyringer.

”Jeg kan ikke udelukke, at det får konsekvenser for vores ansatte. Vi forsøger at løse det bedst muligt, og at sikre bedst mulig beskæftigelse, men det er et stort indhug”, siger han.

Sådan kompenseres uddannelserne

Der afsættes 50 mio. kr. i 2023, 37 mio. kr. i 2024 og 25 mio. kr. i 2025 til kompensation af de mest berørte institutioner.

Pengene skal give mulighed for at tilpasse sig den nye situation og omstille institutionen til at fokusere på det danske optag.

Derudover afsættes der 50 mio. kr. om året til de institutioner, hvor andelen af dimittender i beskæftigelse øges.

 

Nu vil han se på, hvad hullerne fra de engelsksprogede uddannelser fremadrettet skal fyldes ud med.

”Vi vil søge om at oprette nogle flere overbygningsuddannelser, og så vil jeg i samråd med borgmestrene i de byer, vi har uddannelser i, finde ud af, hvilke uddannelser der giver mening i forhold til efterspørgsel fra studerende og virksomheder”, siger han.

DM Akademikerbladet har tidligere afdækket, hvordan professionshøjskolerne og erhvervsakademierne har benyttet sig af udenlandske agenter for at tiltrække EU- og EØS studerende. Læs mere om den sag her.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad