Dansk Magisterforening

"Vi går en grum sommer i møde": Museumsgæster bliver væk på grund af testkrav

Hver fjerde dansker bruger færre kulturtilbud på grund af krav om test for corona. © Foto: Fuglsang Kunstmuseum.

Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Testkravet får hver fjerde dansker til at droppe kulturbesøget, viser ny måling. ”Mange kan ikke overskue det”, lyder én forklaring.

Selvom både museer, biblioteker og teatre er genåbnet, så er langt fra alle danskere tilbage i de gamle kulturvaner.

27 procent af borgerne mener, at coronatestkravet gør, at de deltager i færre kulturoplevelser og sportsbegivenheder, end de ellers ville i den nuværende situation. 4 ud af 10 svarer, at testkravet ingen indflydelse har på, hvor mange kulturoplevelser og sportsbegivenheder de deltager i.

Det viser en ny måling fra Kulturbarometeret, der belyser befolkningens kulturforbrug, købevillighed og tryghed ved de nuværende coronarestriktioner.

”Vi har altid sagt, at dårligt vejr er museumsvejr. Men nu skal man jo testes inden, huske mundbind og holde afstand. Det afholder nok mange fra at komme afsted”, siger Erik S. Christensen, som er arkivar ved Nordjyllands Kystmuseum og med i bestyrelsen for DM Viden.

Han oplever, at coronapasset har større betydning, hvis oplevelserne er spontane.

”Det er en kulturhunger blandt danskerne. Vores planlagte arrangementer som byvandringer og kirkegårdsvandringer har været store udsolgte succeser. Folk vil gerne komme, når de planlægger besøget i forvejen”, forklarer Erik S. Christensen.

Vi går en grum sommer i møde, særligt på museerne i de store byer

Nils M. Jensen, direktør i ODM

I målingen svarer hver anden, at de har været publikum eller brugere af kultur den seneste måned.

  • 16% har været på bibliotek
  • 14% har været i biografen
  • 10% har været på museum
  • 6% har været til koncert
  • 6% har oplevet scenekunst

Frygter sommeren

Hos landets spillesteder, teatre og biografer er danskerne også væltet ind den sidste måned, skriver Politiken.  

Anderledes er det for museerne, hvor mange af besøgene er spontane, forklarer Erik S. Christensen.  

”Sidste år havde vi en kanon sommer, og når man ikke kunne tage på stranden, tog man på museum. Men der var hverken mundbind eller testkrav. I dag kan folk ikke overskue det”.

Tre ud af fire museer fortæller i en ny rundspørge fra Organisationen Danske Museer, at deres besøgstal i slutningen af maj lå under 50 procent af det normale. En fjerdedel af museerne svarede, at besøgstallet lå helt nede på 15-25 procent af det normale.

Ved præsentationen af den nye måling fra Kulturbarometeret forklarede direktør i ODM Nils M. Jensen, hvordan de manglende gæster og turister kan få fatale konsekvenser for museernes økonomi.

”Vi går en grum sommer i møde, særligt på museerne i de store byer lige nu. Coronapasset får museumsgæsterne til at blive hjemme, og vi aner ikke, hvor mange turister der kommer. Det bliver rigtig slemt for os”, siger Nils M. Jensen.

ODM opfordrer derfor politikerne til at skrotte testkravet på museerne.

I Kulturbarometerets peger 72 procent af borgerne dog på coronapasset som et smitteforbyggende tiltag, der er tryghedsskabende. Dernæst kommer håndsprit (60 %), mundbind (56 %) og afstand på cirka en meter mellem publikum (48 %).

}