Dansk Magisterforening

100 mio. til god studiestart: Nu bliver de studerende ringet op for at høre, hvordan det går

De politiske partier har besluttet at sætte penge af til en god studiestart efter halvandet år med nedlukninger. © Foto: Jakob Dall/Københavns Universitet.

Af Troels Kølln
Del artikel:

Ny politisk aftale betyder, alle fuldtidsstuderende bliver ringet op af et korps af studievejledere.

Et samlet folketing er blevet enige om at sætte 100 mio. kr. af til "en genstart af det gode studieliv".

"Pengene skal gå til faglige og trivselsrettede aktiviteter, sårbare og udsatte studerende samt til øget vejledning. Uddannelsesinstitutionerne er klar med lokale tiltag", lyder det i en pressemeddelelse.

Det betyder blandt andet, at alle studerende på fuld tid vil blive ringet op af et team af studentervejledere, der primært skal består af psykologistuderende. 

95 millioner sættes af til faglige og trivselsrettede aktiviteter og fordeles til hver enkelt uddannelsesinstitution (se fordelingen længere nede). Derudover får Studenterrådgivningen 3 mio. kr. til en øget indsats over for sårbare og udsatte studerende, mens Studievalg Danmark får 2 mio. kr. til digital vejledning for gymnasieelever og opsøgende vejledning til afviste ansøgere.

Der er blevet lyttet til vores opråb

Sidsel Tønder Koudahl, forperson for DM Studerende

Det er godt at se, at de studerendes trivsel og faglighed er en prioritet fra politisk side, siger Sidsel Tønder Koudahl, der er forperson for DM Studerende. Hun bemærker, at de studerende bliver inddraget og får indflydelse på hvordan pengene skal bruges.

"For nye studerende, der endnu ikke har fået en studiestart eller ordentlig introduktion til livet på et universitet, er aftalen virkelig vigtig. Retorikken fra Ane Halsboe-Jørgensen viser samtidig, at der er blevet lyttet til vores opråb", siger hun.

Eksempler på tiltag

Faglige aktiviteter

  • Sommerskole for de studerende på 2. og 3. semester af laborant- og miljøuddannelser
  • En udvidelse af åbningstider på værksteder - med ekstra bemanding
  • Flere studievejledere
  • Målrettede indsatser for studerende, der snart dimitterer eller lige har dimitteret
  • Ordninger til studerende, der er forhindret i at deltage i den fysiske undervisning

Trivselsindsats

  • Alle fuldtidsstuderende modtager en opringning fra et korps af studentermedhjælpere (typisk psykologistuderende)
  • Ansættelse af studerende som tutorer/sociale ambassadører/mentorer til igangsætning af sociale aktiviteter
  • Ny studiestart for de studerende, der er startet under COVID-19

"Pengene kommer i tråd med de seneste 100 mio. kr. blev afsat til afgangsstuderende i marts måned. Her var jeg bekymret for størrelsen, blandt andet fordi den var væsentlig mindre end andre hjælpepakker. At der kommer endnu 100 mio. kr. nu, er derfor en kæmpe mulighed for at få de studerende godt tilbage på universiteterne og samtidig give nye studerende og god start på livet som studerende", siger Sidsel Tønder Koudahl.

Politikerne fortsætter snak om studerendes trivsel

De politiske partier er blevet enige om fortsætter drøftelser om:

  • Trivslen blandt studerende, særligt nye studerende og dem, der er ved at falde fra
  • Nedlukningens konsekvenser for kvaliteten af undervisningen og forsinkelser
  • Dimittenders overgang til arbejdsmarkedet

Aftalen er indgået mellem Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne.

}