Dansk Magisterforening

Ny nedlukning varsler pinefuld studiestart med Zoom-isolation: ”Jeg er meget bekymret”

Kevin Olesen er ny formand for studenterrådet på Københavns Universitet. Han tror, at det kommende semester bliver coronakrisens hårdeste. © Kevin Olesen

Corona Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

I foråret oplevede studerende en eksplosiv vækst i stress, ensomhed og nedsat motivation. Den nye nedlukning varsler et pinefuldt nyt semester, forudser studenterformand.

Corona-pandemien har vendt op og ned på livet som studerende, og det er ikke til det positive.

Lønmodtagere og arbejdsgivere fortalte i foråret vidt og bredt om hjemmearbejdets nyopdagede velsignelser, men de studerende oplevede det modsatte. 

Allerede tre uger efter nedlukningen viste en undersøgelse blandt 1.300 studerende på Københavns Universitet, at 69 procent havde svært ved at finde motivationen til at studere. I juni satte en anden KU-undersøgelse punktum for det nedlukningsramte semester. Negative følelser som stress, nervøsitet og ensomhed var eksploderet.

Om tre uger begynder så et nyt semester med aflåste uddannelsesinstitutioner og digital undervisning. Tilmed er mulighederne for at mødes med andre i dag så indskrænkede, at politikerne ikke har meget mere end et udgangsforbud tilbage i skuffen med tiltag.  

Min motivation til at læse er lig nul. Energien er ved at være brugt op

Studenterformand Kevin Olesen

Og selv om juleferien givet et pusterum, vil de kommende måneder presse de studerende til det yderste, forudser Kevin Olesen, der 1. januar tiltrådte som ny formand for studenterrådet på Københavns Universitet.

Allerede inden semesteret er begyndt, kan han mærke på sig selv, at optimismen er forduftet.

”Jeg oplever personligt, at det er en hård omgang. Jeg har eksamener og reeksamener lige om lidt, og min motivation til at læse er lig nul. Energien er ved at være brugt op”, siger Kevin Olesen.

De studerende er ikke alene om at blive sendt hjem, men de står forrest i køen, når det sker. Og i de fleste studenterboliger er pladsen sparsom.

Kevin Olesen minder sig selv om, hvor vigtigt det er at fastholde en struktur i hverdagen. Det er også hans råd til andre.

”Men det er svært. Du står op af din seng, og kort tid efter åbner du for Zoom. Vi må ikke se vores venner og skal holde os til vores nærmeste, men studerende bor ofte alene eller måske med en roomie. Så ja, det er hårdt at blive ved med det her”.

Problemet er formatet

Ifølge Kevin Olesen har Københavns Universitet endnu ikke meddelt, hvordan studiestarten bliver. Men bliver det rene onlineforløb, vil det overgå forårssemestrets oplevelse af isolation, mener han. Dengang havde undervisningen trods alt forløbet fysisk i halvanden måned før nedlukningen i marts.

”Nu skal vi så sandsynligvis være nedlukkede fra starten. Altså på et tidspunkt, hvor man skal starte studiegrupper og skabe kontakter til nye undervisere. Der skal du være 100 procent online, følge undervisning og motivere dig selv. Jeg tror desværre, det bliver endnu sværere end i foråret”.

Der er også positive ting at sige. Underviserne er naturligt nok blevet mere fortrolige med de digitale undervisningsformater efter den hektiske opstart. Kevin Olesen vurderer, at den digitale undervisning har nået et punkt, hvor den er så god, som den kan blive, omstændighederne taget i betragtning.

”Underviserne har gjort meget for at sætte sig ind i digitale virkemidler, og meget har de gjort uden at få løn. Men problemet er selve formatet. Man får ikke snakket med sine medstuderende i pauserne. Det, der binder studielivet sammen, er forsvundet”.

Lysten til online fredagsbar er forsvndet

Kevin Olesen og de andre medlemmer af studenterrådet er samtidig bekymret for, hvad konsekvenserne bliver på sigt. Foreningerne, der står for de fysiske arrangementer på campus, er afhængige af nye kræfter, og lige nu er foreningerne mest af alt inaktive.     

”Sidste år havde vi online quiz-aftener og fredagsbarer, men jeg er bange for, at lysten er ved at forsvinde. Alt handler om at undgå forsinkelser og flaskehalse. En normal arbejdsplads kan måske udsætte opgaver eller i hvert fald prioritere i dem, men på universitetet handler alt om at blive færdig til tiden og skubbe til folk”, siger Kevin Olesen.

Han er bange for, hvad der sker, når campusområderne igen lukker op. Har de studerende om to måneder fået nye vaner, der kommer til at forandre studielivet?

”Vi er bekymrede for, om de studerende kommer til at bruge universitetet, når vi lukker op igen. Eller holder de sig væk sammen med de kontakter, de har været bundet til under nedlukningen. Hvis det sidste sker, kan vi få en generation, der ikke lærer at bruge universitetet, som de egentlig skal”.

}