Dansk Magisterforening

Få overblikket: Hvornår og hvor kan jeg komme på udveksling i 2021?

Der er stadig lidt tid inden deadline for ansøgning for udveksling i efterårssemesteret. © Arkivfoto: Lee Klafczynski/New York Times/Ritzau Scanpix

Guide Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Mens verden er af lave, skal mange studerende til at finde ud af, om de kan tage et semester i udlandet til efteråret. Vi giver dig et overblik over, hvor du kan komme hen, og om det er realistisk at komme på udveksling.

Kan jeg komme på udveksling i foråret 2021?

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til udlandet, hvilket inkluderer studie- og erhvervsrejser. Det gælder foreløbigt frem til 28. februar.

Sådan forholder de enkelte universiteter sig til situationen lige nu:

AU: ”Vi har valgt at sige til de studerende: Prøv lige at overveje det igen. Vi fortæller, at den her nye virusmutation kan ændre billedet derude, og den kan gøre et studieophold ret uforudsigeligt. Derfor siger vi til de studerende, at det kan være mere forudsigeligt at blive hjemme”, siger Rikke Nielsen, international chef på Aarhus Universitet til DR.

AAU: ”Vi opfordrer til, at man som studerende altid følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Pt. er hele verden markeret med 'rødt', som betyder, at alle rejser til hele verden frarådes. Det er således også anbefalingen fra AAU's side. I sidste ende er det den enkelte studerende, der selv tager stilling til, om man vil rejse ud i foråret eller ej”, lyder et skriftligt svar fra Birgitta Schiørring Madsen, chef for Internationalt Kontor på Aalborg Universitet til DR.

DTU: "Vi lader studerende vurdere, om de vil tage af sted eller ej, og henviser til de danske myndigheders rejsevejledninger", siger DTU. 

ITU: ”Vi er i løbende tæt kontakt med de studerende og taler med hver enkelt om, hvorvidt det for den enkelte er rigtigt og forsvarligt at rejse ud eller ej. I sidste ende er det den myndige studerendes egen beslutning, hvorvidt de vil rejse på udveksling eller blive hjemme. Der kan dog være lande, der er lukkede for indrejse, og i så fald vil det ikke være muligt for studerende at rejse dertil”, siger studiechef ved ITU, Lene Rehder.

KU: "Vi har givet dem en række ting, som de skal overveje i forhold til, om det er en god ide at tage på et ophold. Der er sådan noget med: Kan de overhovedet komme ind i landet? Hvad er udmeldingerne fra modtageruniversitetet og de lokale myndigheder? Har de overhovedet en forsikring, der vil dække dem ordentligt? Og det har jo fået rigtig mange af dem til at melde fra”, siger sektionschef for International Uddannelse på Københavns Universitet Anne Bruun til DR.

RUC: ”RUC har løbende orienteret kommende udvekslingsstuderende og Erasmus-praktikanter om ændringer i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, og særligt efter seneste ændring af rejsevejledningerne til 'rød' er studerende gjort opmærksomme på, at ministeriet fraråder alle rejser, inkl. studieophold. De studerende har – grundet den ekstraordinære situation – fået mulighed for at afmelde deres udlandsophold og i stedet tilmelde sig forårssemestret på RUC helt frem til 28. januar”, siger Helle Rod Søgaard, leder af International Uddannelse & Mobilitet på RUC.

SDU: ”SDU anbefaler meget kraftigt universitetets studerende til at følge de til enhver tid gældende rejseanvisninger fra myndighederne, dvs. Udenrigsministeriets rejsevejledninger i forhold til udlandsophold, som aktuelt fraråder alle rejser til hele verden. Vi har dog ikke hjemmel til at forbyde studerende at rejse til udlandet, og såfremt studerende alligevel rejser til udlandet, sker dette på egen risiko”, siger Stefan Knudsen, kontorchef i SDU International.

Som det ser ud lige nu, vil det være muligt at rejse til Canada og USA på udveksling til efteråret. Det kræver dog, at man går i isolation ved ankomst. Foto: Toronto University. Joydeep Pal/Unsplash.

Hvor mange tager afsted i foråret 2021?

AU: Omkring halvt så mange studerende, som på et normalt semester, har valgt at tage ud dette forår.

AAU: Lige nu har 56 studerende tænkt sig at tage på udveksling dette forår, men tallet ændrer sig nærmest time for time. Cirka 120 studerende i AAU's system har valgt at aflyse deres planlagte udvekslingsophold.

DTU: Cirka 75 DTU-studerende står pt. til at skulle af sted. DTU regner dog med flere afmeldinger op til semesterstart ved partneruniversiteterne. Cirka 250 studerende har enten selv aflyst eller har fået aflyst deres ophold.

ITU: I forårssemesteret har ITU generelt få studerende, der tager afsted på udveksling (normalt cirka 15 studerende). Her i foråret 2021 er de aktuelt fem studerende, der fortsat har planlagt at tage på udveksling.

KU: I øjeblikket er der under 200 studerende fra Københavns Universitet, der har planlagt et udlandsophold mod over 800 på et normalt semester.

RUC: På RUC havde 62 studerende oprindeligt fået tildelt et udvekslingsophold i foråret samt et mindre antal Erasmus-praktikanter, men der er kommet mange aflysninger, enten fra studerende selv eller fra værtsuniversitetet. Der er derfor nu blot cirka 30 studerende, som forventer at tage på udveksling i foråret.

SDU: For forårssemestret 2021 har SDU haft 160 planlagte udlandsophold, hvoraf 46 på nuværende tidspunkt er blevet aflyst. En del af disse studerende befinder sig allerede i udlandet og var rejst afsted, før Udenrigsministeriets rejsevejledninger blev skærpet.

VIGTIGE DEADLINES TIL EFTERÅRSSEMESTERET

1. FEBRUAR: Ansøgningsfrist til udveksling i Europa og i Norden på KU. 

15. FEBRUAR: RUC's deadline for udvekslingspladser i Europa. DTU's deadline for ansøgning til restpladser.

1. MARTS: SDU's deadline for anden runde ansøgning til udveksling i både Europa og oversøisk. AAU's deadline for ansøgning til udveksling.

15. MAJ: Uddeling af restpladser på KU.

Hvad hvis jeg vil på udveksling i efteråret 2021?

Alle de universiteter, DM Akademikerbladet har talt med, er håbefulde og tror på, at de kan sende studerende på udvekslingsophold i efteråret 2021, selvom det er umuligt at forudse, hvordan verden ser ud til den tid.

De siger alle, at de følger covid-19-situationen tæt og opfordrer deres studerende til at gøre det samme. Men der er forskellige deadlines for ansøgningerne. Her kan du se, hvornår de enkelte universiteter har deadline.

AU: På Aarhus Universitet var der allerede i december ansøgningsfrist for udvekslingsophold i efteråret 2021 og foråret 2022. Universitetet har nu tildelt knap 1100 studiepladser til de to semestre rundt om i verden, oplyser Rikke Nielsen. Hun råder de studerende til at være i løbende kontakt med partneruniversitetet, da de har den mest opdaterede viden om de lokale og nationale forhold.

AAU: Aalborg Universitet har også deadline for ansøgninger til efteråret 2021 på partneruniversiteter den 1. marts 2021. For at kunne komme på udveksling skal du logge ind og søge via universitets online ansøgningssystem. Når du søger om et studieophold via systemet, søger du også automatisk et legat (hvis du søger inden ansøgningsfristerne, 1. marts for efterårssemestret og 1. november for forårssemestret).

DTU: Allerede den 1. december havde DTU deadline for ansøgninger til efterårssemesteret 2021. Der er deadline for ansøgning til restpladser d. 15. februar 2021 kl. 23.59. På DTU's hjemmeside gør de opmærksom på, at de helst ser, at man planlægger udveksling omkring et år før, man har tænkt sig at tage af sted.

ITU: På ITU har de som vanligt gennemført informationsmøder og ”open office” – bare online, hvor de studerende har kunnet få informationer og vejledning om udveksling.

KU: På Københavns Universitet er ansøgningsfristen til studieophold i Europa og Norden 1. marts 2021. De studerende kan læse om deres muligheder og frister på Studieinformationen og søge studievejledning. De fleste fakulteter har desuden online informationsarrangementer i februar måned. Fristen for pladser uden for Europa er overskredet. Der er en runde med ledige pladser 1. februar og frist for resterende pladser til foråret 2022 den 15. maj.

RUC: Også på RUC var der ansøgningsfrist den 1. december, men kun til udvekslingspladser på uddannelserne uden for Europa. Hvis man er RUC-studerende og gerne vil på udveksling i efterårssemester 2021, så er der deadline på ansøgninger til udvekslingspladser inden for Europa den 15. februar. RUC opfordrer de studerende til at lade være med at holde sig tilbage og søge om udveksling, hvis det er noget, man har drømt om. RUC har løbende arrangementer om, hvordan man søger. De bliver alle sammen annonceret på Facebook-siden ’RUC Abroad’ og på Intra.

SDU: Den 1. november sidste år havde SDU ansøgningsfrist på hovedrunden til udveksling i det efterfølgende akademiske år, altså efteråret 2021 og foråret 2022. Men 1. marts 2021 kommer der en ny ansøgningsrunde, hvor studerende kan søge blandt et noget mindre udvalg af partneruniversiteter og restpladser. Som noget nyt kan man ved runden i marts både søge pladser på oversøiske og europæiske destinationer. SDU holder den kommende tid flere arrangementer om ansøgningsrunden i marts. Du kan læse mere her.

Hvor kan jeg komme hen?

Asien: Det vil være muligt for danske studerende at rejse til nogle asiatiske lande dette forår. På nuværende tidspunkt kan du for eksempel godt søge om studievisum til Singapore, hvis du kan fremvise en negativ covid-19 test. Også lande som Vietnam og Japan tager imod internationale studerende dette forår.

Australien og New Zealand: Australien og New Zealands grænser har været lukkede siden pandemien startede - og det er de fortsat. På nuværende tidspunkt er der ingen konkrete informationer om, hvornår grænserne åbner, og det er derfor usikkert, om internationale studerende kan komme ind i landet til efterårssemesteret 2021.

Europa: Udenrigsministeriet fraråder fra d. 4. januar 2021 alle rejser til Storbritannien på grund af den særligt smitsomme covid-19-virusvariant. Det vil dog være muligt at studere på et udenlandsk universitet, men afhængig af de nationale restriktioner vil undervisningen i nogen grad foregå digitalt. Tjek det enkelte land og universitet for at se deres situation.

Sydamerika:
Mange Sydamerikanske lande har genåbnet deres grænser. Det vil derfor være muligt at komme til blandt andet Brasilien, Argentina og Peru. Men det er meget forskelligt, om de enkelte universiteter holder åbnet og tager imod internationale studerende. Tjek deres hjemmesider.   

USA: Det er på nuværende tidspunkt muligt at komme til USA på et studievisum. Der kan være krav om 14 dages karantæne (forskelligt fra stat til stat) samt krav om en negativ corona-test 72 timer inden afrejse.

}