Dansk Magisterforening

Et historisk skatkammer Her kan du læse en 206 år gammel afhandling om spelt

En publikation om bændel-orme fra 1781 af Müller. © Müller, (1781): "Om Bændel-Orme" i: "Nye Samling af det Kongelige Danske Videnskaber(ne)s Skrifter"(1781) pub.royalacademy.dk, 2019

Historie Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

Er du helt tosset med tudsegamle afhandlinger om mammutter og meteorer? Videnskabernes Selskab har netop lanceret en digital platform, hvor du kan læse op mod 6.500 videnskabelige afhandlinger fra de seneste 275 år.

Har du også kedet dig under nedlukningen? Det behøver du ikke længere.

Videnskabernes Selskab har netop lanceret en digital platform, hvor du kan tygge dig igennem stakkevis af videnskabelige afhandlinger helt tilbage fra selskabets opstart i år 1742.

Platformen, der løbende vil blive opdateret med nye titler, giver gratis adgang til omkring 300.000 siders publikationer inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Det spænder over et hav af emner fra Knud den Helliges møntsamlinger til en dybdegående gennemgang af Purpur-sneglens indvortes og udvortes dele fra 1777.

Som en kæmpe slikbutik

Publikationsplatformen har været undervejs i et stykke tid, og det skyldes primært det enorme arbejde med at scanne de mange sider, der ofte bærer præg af de mange år, de har ligget i opbevaring. Hos Videnskabernes Selskab glæder man sig over at kunne dele de mange publikationer med omverden.

”Det er herligt at kunne åbne Videnskabernes Selskabs skatkammer med forskningsresultater for alle. Der er så meget at læse og så mange fascinerende billeder at kigge på, at man bliver helt overvældet. Det er som en kæmpe slikbutik, hvor man bare må tage lige, hvad man vil, og så meget man vil”, siger selskabets redaktør, Marita Akhøj Nielsen, i en pressemeddelelse.

Hvis du er ualmindeligt interesseret i Knud den Stores rejse til Rom, eller bare gerne vil læse en 206 år gammel afhandling om spelt, så kan du gratis bruge den nye publikationsplatform her.

}