Dansk Magisterforening

Brug for arbejdsro? Hoteller udlejer værelser i dagtimer

For under 300 kr. får du den her udsigt og fred til at arbejde en hel dag. © Skovshoved Hotel

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

”Det kan ikke betale sig, men det giver liv i hotellet”, lyder det fra Skovshoved Hotel, der er begyndt at leje hotelværelser ud som arbejdsværelser.

Igen er danskerne ved at vænne sig til hjemmearbejde og mindre børn, der konstant afbryder far eller mor i vigtige møder med spørgsmål til lektier og tekniske problemer i Meebook.

Så hvorfor ikke hjælpe forældrene med fred og ro og et arbejdsværelse i fuldkommen isolation? Den tanke fik Eva Nadelmann Haar, der driver Skovshoved Hotel i Charlottenlund, kort efter nytår.

Og siden i tirsdags har hotellet så tilbudt arbejdsværelser på dagsbasis fra kl. 8-20 til en pris på under 300 kr. - inklusiv en kande kaffe om morgenen. Indtil fredag har 2-3 gæster per dag benyttet sig af tilbuddet.

”Det kan nærmest bedre betale sig at holde hotellet lukket. Men jeg har selv en hjemmearbejdende mand, der snakker meget i telefon, og nu hvor alle skolebørn igen er sendt hjem, har folk jo et behov for at kunne være alene”, siger Eva Nadelmann Haar.

Selvom prisen er så lav, glæder Eva Nadelmann sig over, at ordningen trods alt er med til at give lidt liv i det gamle hotel, der normalt benyttes af 30-40 gæster om dagen.

I begyndelsen af ugen havde hun to ’lejere’, der skulle afvikle eksaminer online. Det krævede fuldstændig ro.

”Når selv de små skolebørn er sendt hjem, har vi fået en situation, der kan belaste hele familien. Så vi håber, at vi kan gøre en lang hjemmearbejdsuge lidt mere afvekslende, og så er det også rart med lys i vores vinduer”, siger Eva Nadelmann Haar, der understreger, at arbejdsværelserne kommer uden dyner og puder. Har man brug for det, har hun dog ikke noget imod, at man tager en lur.

”Det kan jo friste, når man arbejder lige ved siden af en seng”, siger hun.  

Hun er ikke den eneste, der har fundet på at omdanne hotelværelser til kontorværelser under corona-epidemien. Clarion Hotel ved København Lufthavn udlejer ligeledes arbejdsværelser til 295 kr. per dag, og i foråret havde det pt. lukkede luksushotel Sct. Petri i indre by samme tilbud.

Ifølge Jesper Stubgaard, der ved årsskiftet stoppede som hoteldirektør ved Sct. Petri, var tiltaget med en belægning på omkring 15 gæster om dagen en succes.

”Der er rigtig mange københavnere, der bor i en lejlighed på 70 m2. Det kan fungere fint i hverdagen, men hvis man lige pludselig skal have mindre børn hjemme, og også har behov for en sikker internetforbindelse til sine Zoommøder, og hvis ens arbejdsgiver måske endda betaler, så er det jo fornuftigt”, siger han.

Og selvom de 295 kr. er langt under de 1.400 kr., som et værelse med overnatning starter ved, så var de luksuriøse arbejdsværelser ikke et rent altruistisk tiltag.

”Vi gjorde det for at være attraktive og for at omstille forretningen til de muligheder, markedet byder os. Så det handlede om at få det maksimale ud af situationen” siger Jesper Stubgaard og forklarer:

”Mange københavnere overnatter typisk ikke hos os, så på den måde får man gæster, man normalt ikke ser. De vil måske så gerne tage kæresten ind og sidde på vores tagterrasse en anden dag eller måske overnatte. Så det er også en marketingsstrategi”.

}