Dansk Magisterforening

Stjerneforsker forlader RUC: ”Jeg vil ikke kun være naturfilosof”

Samfundsvidenskaben har været for passiv med at levere løsninger af vor tids største udfordring, klimakrisen. Det mener Rasmus Willig, der fra mandag er CSR-chef i Gubra. © Foto: Bo Nymann

Karriere Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Vi har allerede den viden, vi behøver for at handle på klimakrisen. Derfor fravælger Rasmus Willig nu forskerkarrieren for at blive jordopkøber og CSR-chef.

Det er langt fra daglig kost, at en debatlysten samfundsvidenskabelig teoretiker vender ryggen til en fremtrædende forskerkarriere på universitetet for at arbejde med den grønne omstilling på fuld tid i den private sektor.

Men når sociologen Rasmus Willig tager på job mandag morgen, går han for første gang i 14 år ikke ind ad døren på RUC. I stedet møder han op i biotekvirksomheden Gubras cykelværksted, hvor han skal vælge en direktionscykel.

”Jeg skal være CSR-chef og være med til at købe jord op, for jord binder CO2. Og så skal jeg stå i spidsen for den grønne projektudvikling," siger Rasmus Willig.

"Hvis vi for alvor skal komme nogen vegne med en omstilling, kræver det en kollektiv indsats, der både involverer virksomheder og offentlige institutioner”, mener han. 

Samfundsvidenskaben er for passiv

Foruden af være en biotekvirksomhed, der leverer kontraktbaseret forskning til medicinalindustrien, har Gubra lige så stærke grønne ambitioner som Willig selv.

Jeg vil ikke bare være naturfilosoffen, der nøgternt beskriver og teoretiserer over den voldsomme krise, verden står i.

Rasmus Willig, sociolog og CSR-chef, Gubra

”Jeg skal 100 procent hellige mig arbejdet med at levere samfundsvidenskabelige modeller til praktisk løsning af vor tids største udfordring, klimakrisen. Jeg oplever, at samfundsvidenskaben har været for passiv, hvad den opgave angår”, siger sociologen.

Om nogen ved han, hvor uenige forskere oftest er.

”Derfor er der også grund til dyb bekymring, når 97 procent af naturvidenskaben samstemmende siger, at vi har 8-10 år til at gøre noget ved klimakrisen, hvis vi skal undgå vores civilisations kollaps”, forklarer Rasmus Willig.

Klimakrise kræver handling

Som forsker har han beskæftiget sig både med det moderne arbejdsliv, kritik af konkurrencestaten og den grønne dagsorden. Sideløbende har han involveret sig i forskellige grønne projekter. For eksempel er han idémand til Foreningen Andelsgaarde, hvor man kan blive medlem og være med til at  opkøbe landbrugsejendomme, som dernæst får driften omlagt til naturprojekter eller regenerativt økologisk drift.

”Jeg besluttede tidligt, at jeg ikke bare ville være naturfilosoffen, der nøgternt beskriver og teoretiserer over den voldsomme krise, verden står i. Faktum er, at vi har den viden, vi behøver, for at handle på klimakrisen og bidrage til den praktiske løsning”, forklarer Rasmus Willig.

Til trods for sit farvel til RUC vil han fortsat skrive og tage del i debatten.

”Jeg elsker universitetet som institution, og jobbet som lektor er dybt privilegeret. Men i Gubra har jeg mødt et hold, som jeg både deler ambitioner og kemi med. Og klimatruslens akuthed gør, at jeg ikke længere vil nøjes med at sidde på en forskningsinstitution og teoretisere”, siger Rasmus Willig.

}