Dansk Magisterforening

Vicky har arbejdet hjemme i snart et år: "Jeg savner, at mit hjem er et fristed"

Efter snart et år med corona er trætheden begyndt at melde sig hos kommunikationskonsulent Vicky Garland Lorentzen.

Et år med corona Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

For 11 måneder siden var Vicky Garland Lorentzen glad for hjemmearbejdet. I dag har hun et noget andet blik på nedlukning, isolation og hjemmekontor.

Marts 2020: ”Jeg er umiddelbart meget glad for at arbejde hjemme. I starten havde jeg en ide om, at det hele ville blive vendt på hovedet, så vi ville få helt nye måder at arbejde på”.

Februar 2021: ” Jeg er ved at være godt træt af, at arbejdet er flyttet ind i mit hjem".

For 11 måneder siden var kommunikationskonsulent Vicky Garland Lorentzen glad for hjemmearbejdet. DM Akademikerbladet har interviewet hende igen, og i dag har hun et mere nuanceret på nedlukning, isolation og hjemmekontor:

”Jeg har det meget dobbelt med hjemmearbejdet nu. Jeg har haft mulighed for at indrette et kontor med hæve-sænkebord og en rigtig kontorstol, så nu nyder jeg mit eget hyggelige hjemmekontor. Fleksibiliteten er jeg vild med, og der er mange fordele ved at arbejde hjemme”.

”På den anden side er jeg ved at være godt træt af, at arbejdet er flyttet ind i mit hjem. Jeg savner, at mit hjem er et fristed. Fuldtidsarbejde og hjemmeskoling med børn på seks og otte år er hyggeligt, men ikke superproduktivt for nogen”. 

”Hvordan jeg har det med hjemmearbejde under hjemsendelsen ændrer sig hele tiden. Lige efter sommerferien kunne vi for en kort stund komme ind og arbejde på kontoret, og der var det næsten rart at blive sendt hjem igen. Men her i efteråret havde vi håndværkere i huset. Oveni havde jeg meget arbejde, og det, har jeg erfaret, er en dårlig kombination".

Et år med corona

Den 15. februar 2020 døde den første europæer af corona, og den 11. marts blev de fleste danskere sendt hjem. DM Akademikerbladet interviewede i foråret 2020 en række akademikere om at arbejde hjemme. Nu er vi vendt tilbage til dem.

Læs hele serien.

”Lige nu ser det lysere ud med hjemmearbejdet – børnene afsted i skole, ingen håndværkere, eget kontor og forår på vej. Men jeg er bevidst om, at det kan se meget anderledes ud for andre. Og hvor vigtigt det er at møde hinanden med ekstra tålmodighed og nysgerrighed”.

”Kontakten med kollegerne er blevet bedre af, at vi efter jul havde en rigtig god snak om hjemmearbejde, og hvad vi havde brug for. Vi aftalte, at vi har video på til alle møder. Det virker som en meget banal ting, men det betyder helt vildt meget at kunne se hinanden, det gør det personligt og gør samtalerne lettere og sjovere”.

”Vi forsøger også at huske det sociale, når vi er til virtuelle møder. Jeg synes dog ofte, at det er svært, især som TR. Det er ofte dem, der trives bedst, der fylder mest i det virtuelle, og dem, der mistrives, der er stille”.

”Og så ses jeg stadig i virkeligheden med min kollega/veninde og det har virkeligt betydet meget for begge vores trivsel at have hinanden at ses og gå en tur med. Så det ændrer sig hele tiden, men én ting jeg stadig skal øve mig på er, at blive bedre til at huske pauserne”.

Vicky Garland Lorentzen

Uddannet i Corporate Communication på University of Edinburgh

Kommunikationskonsulent i Banedanmark, Signalprogrammet.

Med en kollega tillidsrepræsentant for 100 akademiske kolleger.

}