Dansk Magisterforening

Dagpengesats kan genoprettes for en milliard

Enhedslistens Mona Gottlieb (th.) har ikke meget til overs for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards beregning af prisen for at genoprette dagpengene. "Deres regnemaskine kan rende mig i røven", siger hun.

Dagpenge Jakob Elkjær
Del artikel:

Dagpengene mister år for år værdi for de ledige, fordi de stiger langsommere end lønningerne. Det vil maksimalt koste 1,1 milliard om året i 2025.

Dagpengene mister år for år værdi for de ledige, fordi de stiger langsommere end lønningerne.

Nu viser beregninger fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at prisen for at afskaffe den såkaldte mindreregulering af dagpengene vil være 1,1 milliarder kroner i 2025. Det skriver Netavisen Pio

Mindrereguleringen af dagpengesatsen betyder, at dagpengene årligt stiger 0,75 procentpoint mindre end lønnen.

Ifølge Peter Hummelgaard betyder det i kroner og ører, at den månedlige maksimale dagpengesats vil være 450 kroner mindre i 2025, når aftalen er fuldt indfaset.

Prisen for statskassen ved en afskaffelse af den lave regulering af dagpengesatsen vil derfor i første omgang - efter at man har modregnet øgede indtægter fra moms og afgifter - løbe op i 200 millioner kroner årligt fra 2025 og frem.

Problemet er dog, at ændringen af dagpengene ”skønnes” at resultere i 2900 flere ledige. Og så bliver prisen for statskassen lige pludselig ikke de 200 millioner kroner, men 1,1 milliard kroner om året.

Deres regnemaskine kan rende mig i røven

Jette Gottlieb, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb afviser regnestykket.

”Deres regnemaskine kan rende mig i røven,” siger Jette Gottlieb til Netavisen Pio.

Kritikken af regnestykket får opbakning fra økonomer i 3F og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Selve udgifterne til corona-tillæg og højere dagpenge er kun cirka en femtedel af det samlede beløb. Men så tillægges en “dovenhedsfaktor”, hvor ministeriet regner med, at mange flere hellere vil være arbejdsløse end i arbejde på grund af højere dagpenge. Det virker helt absurd, at højere dagpenge skulle have så store effekter på arbejdsløshed og beskæftigelse, at den samlede regning femdobles”, siger Frederik I. Pedersen til Fagbladet 3F.

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, er enig.

”Jeg er meget kritisk over den dovenhedseffekt i beregningerne. Selvfølgelig vil der være en vis effekt, men at den skulle være så stor, mener jeg ikke er rigtigt”, siger Lars Andersen til Fagbladet 3F.

Flertal i befolkningen: Dagpenge bør følge lønnen

Tidligere på måneden viste en meningsmåling, som Gallup har lavet for DM Akademikerbladet, at 66 procent af danskerne mener, at dagpengesatsen bør følge den procentvise stigning i lønnen.

14 procent mener, at dagpengene bør stige mindre, og fire procent mener, at dagpengene bør have en højere stigningstakt end lønningerne.

Socialdemokratiet har til DM Akademikerbladet tidligere afvist at hæve dagpengene.

}