Dansk Magisterforening

Joakims mor blev opsagt, og så ansatte han hende

Joakim Steenfos (t.v.) har ansat sin mor for at skabe skabe trivsel og velbefindende i sin virksomhed. © Privatfoto

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Min mors tilstedeværelse husker mig på at være groundet, så mit nærvær til medarbejderne bliver større, siger Joakim Steenfos, direktør i Radiant.

"Jeg har ansat min mor!✌"

''Det virker underligt at sige. Nogle synes jeg er crazy. De fleste støtter det. Her er mine overvejelser om at ansætte 'Mor-Mette''', skrev Joakim Steenfos på LinkedIn.

Man hører relativt ofte om forældre, der ansætter børn i egne virksomheder. Det modsatte hører man derimod ikke så ofte om. At børn ansætter deres forældre.

Men da Joakim Steenfos’ mor blev opsagt i en alder af 60 år og havde svært ved at komme på jobmarkedet af flere årsager, ansatte han sin mor. Og det har han fået kæmpe-credit for: Over 204.000 visninger, 5.250 likes og 319 kommentarer på LinkedIn, som er altovervejende positive og rosende.

Mor kan mærkes

Det er ikke kun på LinkedIn, han får ros. Kollegerne er også glade, for allerede efter få uger i firmaet, har hun gjort en stor forskel.

”Jeg kunne straks mærke, at hun har omsorg for kollegerne. Hun spørger, hvordan det går og kan komme med gode ’livsråd’”, siger Joakim Steenfos, som er stifter, ejer og CEO i salgsvirksomheden Radiant.

”Hun har en smittende glæde og skaber et center af ro, som grounder mine kolleger og mig, og lige husker os på, at der er mere i livet end forretning og karriere. I min optik er det vigtigt at se sin karriere og sit liv fra en holistisk vinkel, og det bidrager min mor med”, siger han.

Man kunne godt forestille sig, at det kunne skabe nogle aparte situationer, når chefens mor er ens kollega. Men det ser ud til at fungere fint. Blandt andet fordi, hun ikke skal arbejde sammen med hverken Joakim eller de øvrige kolleger, men har sit eget ansvarsområde.

”Men engang i mellem skal jeg huske at sige, at nu er det CEO-Joakim, der taler og ikke din søn, når jeg ringer til hende," siger han.

Hun får os lige til at huske, at der er mere i livet end forretning og karriere

Joakim Steenfos

Nu er rammerne i orden

Mor-Mette, som de allerede kalder hende i Radiant, er ansat som Office Manager, og hun skal blandt andet skabe bedre rammer, så det føles godt og trygt at være på kontoret.

”Det kan være at sørge for planterne, kontorartikler, at være ansvarlig for frokostordningen, sørge for snacks og hente kage, når der en anledning”, siger Joakim Steenfos.

På længere sigt kan det sagtens være meningen, at jobbet skal udvikle sig til en kombination af personlig assistent for lederne og kontormanager. Og med McKinsey og SAS på cv’et, er det er ikke noget, Mor-Mette primært har beskæftiget sig med før.

”Min mor har aldrig lavet noget som det her. Tidligere har hun været i McKinsey og stewardesse i SAS, og så har hun opfostret min søster og mig alene. Hun måtte faktisk stoppe i SAS og tage en helt ny uddannelse, så hun kunne tage sig af os”, fortæller Joakim Steenfos.

Tog kritik fra medarbejderne alvorligt

Radiant er en hurtigtvoksende virksomhed, og i takt med væksten, er den også blevet professionaliseret.

Joakim Steenfos fortæller, at når man vokser, kommer der en naturlig distance mellem ledelsen og de øvrige kolleger, for der er stor forskel på at være leder for to og for 20 medarbejdere.

”Når man er få, har man en naturlig tæthed, som er svær at holde fast i når man lige pludselig er leder for 20, og så opstår der en større distance”, siger han.

I takt med professionaliseringen, blev der lavet en survey blandt medarbejderne, som bekræftede distancen.

”Folk var topbegejstrede for at være her og synes, ledelsen er fagligt dygtig og inspirerende. Men de sagde også, at jeg kunne virke autoritær, hård og distanceret. Det satte virkelig noget i gang hos mig”, siger Joakim Steenfos.

Da jeg reflekterede over, hvordan jeg kunne ændre på min distance, blev det indlysende, at hun skulle arbejder her

Joakim Steenfos

Medarbejderne skal trives

Arbejdsmæssigt kommer han fra et corporate-miljø, fx Deloitte, hvor det går stærkt, og hvor alt er meget professionelt.

”Derfor kan jeg glemme mit sympatiske jeg, når jeg sætter mig i en direktionsstol. Og selv om jeg ser det som en naturlig udvikling, er det ikke en udvikling, jeg ønsker. Jeg vil fortsat agere empatisk og sympatisk”, siger han.

Og her kommer hans mor ind i billedet. Han havde ikke tænkt på hende i første omgang, men i refleksionerne over udviklingen og surveyen, poppede hun op.

”Fundamentet i Radiant er koncept, kunder og kolleger, og det sidstnævnte er absolut det vigtigste for os. Vi er meget veluddannede og ekstremt ambitiøse, og med en gennemsnitsalder på 28 år handler det meget om business og karriere. Men det er mit ansvar at sikre, at de får struktur, tryghed og høj trivsel, og her ser jeg min mor som et middel til at få det frem, som vi oprigtigt er”, siger han.

Det er ren business-mor

En yderligere fordel er, at hans mor gennem de seneste 3,5 år har fulgt med i sønnens projekt og synes, det er fantastisk spændende.

”Vi havde joket med at ansætte hende, og jeg havde sagt nej i tre år. Men da jeg begyndte at reflektere over, hvordan jeg kunne ændre på min distance og samtidig hjælpe min mor, var det indlysende, at hun skulle arbejder her”, siger han.

Han mener også, det handler om, at han skal turde vise mere, hvem han er og samtidig erkende, at når man er 61 år og har masser af livserfaring, kommer man ind med andre overvejelser og erfaringer og kompetencer, som ikke er i virksomheden i forvejen.

Han understreger, at han selvfølgelig er glad for at kunne hjælpe sin mor, men at der ellers ikke er noget velgørenhed i det.

”Når alt kommer til alt, har vi ansat hende, fordi det giver mening forretningsmæssigt. Hun er med til at skabe trivsel og velbefindende i virksomheden, og når medarbejderne har det godt, bidrager de med mere”, siger han.

}