Dansk Magisterforening

Her er forventningerne til den nye kulturminister

Forskellige stemmer fra kulturlivet er positivt stillet overfor Ane Halsboe-Jørgensen som ny kultur- og kirkeminister. © Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

”Vi beder sådan set ikke om flere penge – kun kærlig opmærksomhed”. Vi har spurgt kultursektoren, om deres forventninger til den nye kirke- og kulturminister.

Repræsentanter for de forskellige kulturbrancher er positivt indstillede, efter at det mandag blev annonceret at Ane Halsboe-Jørgensen overtager Joy Mogensens titel som kultur-og kirkeminister.

Det sker efter, at Joy Mogensen søndag på Facebook meldte ud, at hun trækker sig fra posten.

De forskellige repræsentanter fra kulturlivet ønsker sig hver især forskellige ting, som Ane Halsboe-Jørgensen skal kaste sig over. Her er, hvad de svarede, da vi spurgte dem..

"Vi har brug for en stærk vision"

Rane Willerslev, museumsdirektør for Nationalmuseet

Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix 

Hvad tænker du om, at Ane Halsboe-Jørgensen bliver ny kultur- og kirkeminister

Det tror jeg sgu bliver udmærket. Det håber jeg i hvert fald. Jeg håber, der kommer noget mere kraft bag.

Jeg tror ikke, det har været ond vilje, hvordan den tidligere kulturminister har klaret det. De har været lagt ned under corona, hvilket er en naturlig forklaring på, hvorfor den tidligere minister har været i modvind.

Hvad ønsker du, at hun skal kaste sig over først?

En stærk vision for kulturlivet. Vi skal få integreret kulturen som en maskine i samfundet. Ikke som noget flødeskum, man kan vælge fra eller til.

Vi skal vide, hvilken rolle vi i kulturen skal spille i samfundet. Det er selvfølgelig ideologisk betinget, og det er ikke, fordi vi minutiøst skal forholde os til den vision, hvis den kommer, men vi mangler et pejlemærke.

Hvordan skal den vision, så se ud?

Det er min drøm at vise, hvordan kulturen er en stærk kræft i samfundet, en kreativitetsmaskine. En vigtig innovationskræft i samfundet.

"Hvem har retten til at skabe dansk kultur"

Benjamin Boe Rasmussen, skuespiller og formand for Dansk Skuespillerforbund

Foto: Henning Hjort

Du siger, at det er en superspændende udpegning af kulturminister. Hvorfor?

Det er et spændende ministerium, hun kommer fra. Uddannelses- og Forskningsministeriet er for mig kendetegnet ved, at det ser ud i fremtiden. Og det er svært. Jeg synes, at det, hun kommer derfra, siger noget om, at hun har nogle visioner for fremtiden, hvilket kultursektoren har manglet.

Historisk set har Kulturministeriet været et afviklingsministerium, der har haft svært ved at se fremad. Det er mange år siden, der har været en minister, som har taget stilling til vores rolle i en globaliseret verden.

Hvad ønsker du, at hun skal kaste sig over først?

Lige nu er der mange store streamingtjenester og tech-giganter som producerer dansk indhold, men ikke giver så meget til det kulturelle kredsløb. Hvordan forholder vi os til det?

Udfordringen er fx, at internationale streamingtjenester kommer her og laver film og tv. De kan hurtigt smutte igen og lave indhold andre steder. Hvordan kan vi sikre, at de er med til at skabe bæredygtighed for dansk kulturliv? Det er en samtale, der skal tages nu. De store internationale spillere er her allerede. Det håber jeg vi kan få en dialog om, når det nye medieforlig skal forhandles, for det betyder noget, hvem der har retten til at skabe dansk kultur.

"Der skal være plads til både det brede og smalle eksperimenterende"

Karen Grøn, museumsdirektør for Museum Trapholt i Kolding 

Foto: René Marstrand

Hvad tænker du om den nye minister?

Jamen, det er spændende. Hun var et nyt uprøvet blad, da hun blev forskningsminister. Men jeg forstår, at hun er en politiker, som har fokus på uddannelse og velfærd. Derfor håber jeg, at hun kommer på besøg rundt i kulturlivet. Så hun mærker, hvad denne sektor kan. Jeg vil gerne invitere hende på Trapholt.

Jeg håber virkelig på, at hun kan udvikle sektoren.  Det kommer selvfølgelig an på hendes politiske evner, og om hun har den rette politiske støtte. Kan hun få åbnet den tunge dør ind til Finansministeriet? Det håber jeg.

Hvad ønsker du, at hun skal kaste sig over først?

Kunst- og kultursektoren har, som jeg ser det, brug for udvikling på to planer. Den første er sektorens kunst- og kulturfaglige identitet, som har brug plads til at udvikle sig. En udvikling som menigmand måske ikke altid ser, men som er vigtig for, at der kan ske noget nyt i kunsten og kulturen. Der skal være plads til både det brede og smalle eksperimenterende.

Det andet plan er at sætte kunst- og kultursektoren i relation til andre dagsordener, fx socialområdet med fokus på eksempelvis unge, integration eller trivsel, hvilket Joy Mogensen var optaget af. Det er vigtigt, fordi kultursektoren indeholder stor rigdom, der også kan skabe positiv udvikling i flere dele af samfundet end kun kulturens.

Det er to forskellige parallelle kulturpolitiske dagsordener, som jeg håber, hun ser og navigerer i. Det er vigtigt, at det både politisk og bevillingsmæssigt bliver taget sig af og skaffet midler til. Vi er ikke i gang med et nulsumsspil, hvor der skal omprioriteres men snarere muligheder for investering og udvikling.

"Vi beder sådan set ikke om flere penge – kun kærlig opmærksomhed"

Lars Boesgaard, administrerende direktør på forlaget Lindhardt og Ringhof og formand for Danske Forlag

Foto: Danske Forlag

Hvad tænker du om den nye minister?

Vi hilser Ane Halsboe-Jørgensen velkommen og tror og håber, at hun kan sætte sig i respekt over for statsministeren og finansministeren, så kulturen igen bliver et væsentligt område for regeringen.

De sidste mange år har skiftende regeringer totalt overset, hvordan kulturpolitikken kan flytte holdninger i samfundet. Så det gør absolut ikke noget, hvis en ny kulturminister tør være tydelig – fx i forhold til at turde tale om bøger og litteratur.

Man er ikke elitær og højpandet, hvis man kan lide at læse. Vi ønsker, at vedkommende oprigtigt anerkender bogens og litteraturens værdi.

Hvad håber du hun vil gøre for jeres branche?

Vi beder sådan set ikke om flere penge – kun kærlig opmærksomhed. Danskerne har aldrig læst og lyttet så mange bøger som her under corona-nedlukningen – og decentralt foregår der utroligt mange spændende ting rundt om i landet, som fortjener respekt.

Se blot den imponerende transformation, som bibliotekerne har været igennem fra bogsiloer til eventcentre for litteratur med udsolgte foredrag af forfattere og hundredevis af læseklubber.

}